Forside
Arkiv
Søg
Om Den2Radio
Teknisk hjælp

D2R Podcast


Udsendelse d.25.-31. juli 2010 PDF Udskriv Email
Skrevet af jytte nordholt   
Onsdag, 14 Juli 2010 13:25

Kære Lytter. Tag fat i "staven" til højre i playeren og scroll ned. Ønsker du at lytte til en enkelt udsendelse - klik på programmet.

Her i sommerperioden sender vi færre nyproduktioner og genudsender  nogle af vores mange programmer.

 

InterMetzo
"Systemskifte og demagogi"
  Når ordene misbruges og Historien forvanskes i en anden sags tjeneste.
 Georg Metz med en kommentar i anledning af en af Danmarkshistoriens mærkedage, den 24.juli.

 

Europabilleder
Europabilleder begynder denne gang i Granada, hvor en vandring til Santiago de Compostela i Galicien ad Camino Mozarabe kan begynde, og hvor Alhambra ligger som et monument over den islamiske kultur i Spanien. Så inviterer Alfredoi Tesio på besøg på et is-universitet i nærheden af Bologna, og Asbjørn Hrobjartsson fortæller om et besøg i Island. Hvilke spor har landets økonomiske krise sat på hverdagslivet i Reykjavik.

 

Under Solen 1

Er en ny programserie, der handler om den musik, der trives der, hvor mennesker bor og lever.

Morten Alfred Høirup tager os med til Seattle, den største by i den nordvestamerikanske stat Washington. I løbet af den amerikanske "Memorial weekend"  fik byen besøg af 250.000 gæster, som ville opleve stemningen, da 7000 kunstnere, kunsthåndværkere og dansere besøgte byen til den årlige "NorthWest Folk Life Festival".

 

Om forfatter William Heinesen (24.-30. jan. 2009)
William Heinesen blev født i 1900 og døde i 1991, og han regnes blandt en af Færøernes ypperste forfattere. Heinesen blev tildelt Nobels litteraturpris, men afslog, da han ikke skrev på færøsk - kun på dansk. Alfabut har inviteret skuespilleren og sangeren Annika Hoydal til at fortælle om den færøske digter, som hun har kendt fra sin barndom. Annika Hoydal fremfører udvalgte digte og tekster, blandt andet  fra "De fortabte spillemand". Karl Johan Mikkelsen har tilrettelagt.

 

I søvnens favn (21.-27. juni 2009)
Vi tilbringer vel en tredjedel af vores liv med at sove. Men næsten al historie og kulturhistorie handler om de andre to tredjedel. Det er egentlig mærkeligt. For vel sker der ikke så meget rent fysisk mens vi sover, men omstændighederne hvorunder vi gør det, kan fortælle meget om den måde vi lever på - også mens vi er vågne.
Etnologen Mikkel Venborg Pedersen har udgivet en bog med titlen "I søvnens favn. Om søvn og sovevaner på landet 1600-1850." Han er konstitueret overinspektør på Frilandsmuseet i Lyngby nord for København.
Bodil Grue er taget derud for at se på nogle af alkoverne og sengene og høre om forfatterens arbejde med bogen "I søvnens favn", der er udkommet på forlaget Museum Tusculanum.

 

Søren Ulrik Thomsen (10.-16. maj 2009)
"Repremiere i mit indre mørke" er titlen på digteren Søren Ulrik Thomsens bog, der samler en række af hans tidligere offentliggjorte essays, som ikke før har været tilgængelige i bogform. På Christianshavns Bibliotek fortalte forfatteren om sin bog til Lise Bostrup.
Efter optagelsen fra dette møde læser Søren Ulrik Thomsen hele sit essay "Så klog at man kan undvære ørerne" fra bogen. Frank Sinatra synger først "I get a kick out of You" for at skabe den rette stemning.
"Repremiere i mit indre mørke" er udkommet på forlaget Vindrose.
Som afslutning på programmet hører vi Sarah Vaughan synge "I Can´t get started".

 

Natur og kultur (14.- 20.feb. 20) 
Et essay af forfatteren  Frederik Dessau.

 

Novelle: ’Præsten’ af Blicher  (25.-31. januar 2009)
Karsten Pharao læser Sten Stensen Blichers novelle ”Præsten”.

 

Musik for fugle og orkester  (7.-13. dec. 2008)
Kirsten Rønn fortæller om den store finske komponist Einojuhani Rautavaara og hans fascination af vilde fugle.

 

Dansk kunst i det 20.århundrede  (7.-13. dec. 2008)
På næsten tusind sider tager kunstkritiker, dr. phil. og forskningslektor ved Københavns Universitet Mikael Wivel fat i den danske kunst i det 20. århundrede med afsæt i syv kunstnere, som han karakteriserer som uforsonlige størrelser, nemlig Theodor Philipsen, L.A. Ring, Vilhelm Hammershøi, Thorvald Bindesbøll, Joakim Skovgaard, J.F. Willumsen og Niels Larsen Stevns.
Mikael Wivel beskriver, hvordan de syv har beredt vejen for danske kunstnere – lige siden den tidlige modernisme frem til det nye årtusinde - fra Harald Giersing og Edvard Weie over Asger Jorn og Henry Heerup til Per Kirkeby og Olafur Elísasson.
På hver deres måde var de syv kunstnere originale og uomgængelige, og deres værker har afsat spor hele vejen op til de værker, som skabes i dag.
Ved at følge og sammenflette sporene fra de syv kunstnere, har Mikael Wivel skrevet en stor og sammenhængende fortælling: ”Kunst i det 20. århundrede” udgivet på Gyldendals Forlag
Anette Bruun Johansen taler med bogens forfatter.

 

 

 

 

LAST_UPDATED2
 
Copyright © 2010 den2radio - den anden radio. Alle rettigheder reserveret.
www.den2radio.dk
 

Jazz på D2R

Den2radio præsenterer jazzradio i samarbejde med Radio Jazz. Klik på linket i toppen af siden, for at lytte.

Sponsorer

Den2radio takker vores sponsorer: