Andelsvirksomhed i Uganda 1 –  Plant & Health Coop

Udsendelse d.28.okt. - 3. november. 2017

Uganda ligger i Østafrika og har et landskab med bjerge og mange søer, hvoraf den største er Victoria søen i syd. Klimaet er tropisk og varierer mellem savanne i nord og øst, hvor der er tørrest i områderne mod Syd Sudan og Kenya og skovrige områder i vest og syd, som grænser op til Congo og Rwanda. I løbet af de sidste årtier er befolkningen vokset meget, fra 27 mill. i 2005 til nu omkring 42 mill. mennesker på de 236.000 km2. Og navnlig hovedstaden Kampala er vokset fra 1 til ca. 7 mill. på få år. Det betyder et voksende pres på adgang til jord i nogle regioner.


Som i mange andre lande oplever Uganda også klimaforandringer, der betyder at mængden af regn er ustabil og nogle gange er mindre end tidligere. Det truer fødevaresikkerheden i de tørre regioner, hvor den lokale befolkning f.eks. her i 2017, var på grænsen til sultproblemer. Vegetabilske fødevarer med højt proteinindhold er vigtige i en kontekst, hvor adgang til kød og fisk er dyr.

Vilkårene for at etablere andelsvirksomheder eller kooperativer har ændret sig en del i løbet af Uganda’s historie. Tilbage i tiden har der været en periode med store, statsstøttede kooperativer. Så har der været mange år, hvor det politiske regime slet ikke tillod andelsorganisation. I dag er det muligt, at etablere kooperativ virksomhed på grundlag af et statskontrolleret regelsæt og en registrering, der foregår både nationalt og lokalt på Distrikts-niveau.

Plant & Health Cooperativet har kontor i den lille by Ikwera, der ligger i Apac-Distriktet, i nærheden af en af de større provinsbyer, Lira i det nordlige Uganda. Plant & Health har eksisteret siden 1990’erne og har partnerskab med den danske NGO, Dansk Ugandisk Venskabsforening (DUFA). I starten havde Plant & Health’s aktiviteter fokuseret på opkøb af  forskellig slags frugt og forædling til juice mv. Imidlertid var der mange udfordringer – både i forhold til at skaffe emballage og få produkterne afsat. Det var også en svaghed at være afhængig af  råvare-opkøb udefra. Derfor besluttede de at lægge om til at hjælpe små-farmere med produktion og salg af soya, majs, jordnødder plus solsikker.
Plant & Health Cooperativet formidler indkøb af såsæd til medlemmerne, bl.a. soyabønne-sorten NamSoy4M, der indeholder 43% protein og er en sort, som er forædlet på grundlaf af lokale sorter. Navnet ”Plant & Health” indikerer at der tale om planter eller afgrøder, som er ernæringsrige og sunde. Cooperativet har fokus på at sikre sine medlemmer en pris, der er bedre end de almindelige opkøbere (middlemen) og et voksende antal medlemmer indikerer, at der er gode resultater. Plant & Health Cooperativet har nu ca. 500 medlemmer fordelt på 28 grupper, der er sammensat er både kvinder og mænd. På sigt har man planer om involvere forædling igen men på anden vis end tidligere.

Den2radio har i Uganda besøgt Plant & Health Cooperativets manager og medarbejdere på kontoret i Ikwera og var i marken hos formanden for én af kvindegrupperne i omegnen. Udveksling i Danmark med Karen Ingrid Schultz fra DUFA.

Medvirkende
Manager, projektleder i Plant & Health Coop, Edward Otimkene
Gruppeformand, Alex Audjo

Vil du vide mere
DUFA.dk

Udsendelsen var redigeret af Kristina Grosmann Due og produceret med støtte fra Danida’s Oplysningsbevilling.

Kristina Grossmann Due har fotograferet gårdspladsen hos Alex,  Alex, som viser soyabønner,en mark med jordnødder, en pige,der viser en maniokrod og et foto med luksusmad - fisk og maniok-pasta.

MEDARBEJDER

Kristina Grosmann Due