Arkæologien i Det Hellige Land

Udsendelse d.28.april - 4.maj. 2018

Den store høj inde på Vestbredden, som den2radio besøger i dette program, har set verdenshistorien passere forbi. På grund af dens strategiske position, har ikke en eneste af fortidens lokale herskere kunnet undvœre at have kontrol over den, og der har i løbet af århundrederne vœret en konstant kommen og gåen af hœre og folkeslag. Fra de jødiske konger, der grundlagde hovedstaden Samaria, over assyrerne til Aleksander den store og romerne, selv korsriddere, og også den berømte muslimske kriger Saladin har sat fod her. Mange ruiner står der stadig og endnu flere ligger under jorden, hvor de afventer en eventuel udgravning. I denne udsendelse løftes der kun for en flig af de efterladte herligheder, men nok til at man kan føle historiens vingesus, der også spiller ind i en moderne konflikt mellem israelere og palœstinensere. En konflikt der omhandler identitet og territorie. For hvem tilhører jorden, og hvem har patent på at tolke fortiden?

Sammen med den palœstinensiske arkœolog og arkitekt Osama Hamdan rejser den2radios Noa Agnete Mtez ind på Vestbredden for at besøge en høj med arkœologiske udgravninger. Her går historien 3000 år tilbage, og store fund har bekrœftet dele af de jødiske bibelfortœllinger, men området er samtidig af andre årsager vigtigt for kristne og muslimske pilgrimme. Da det palœstinensiske selvstyre og den israelske stat har delt ruinerne op imellem sig, er det svœrt at lave udgravninger. Og så ligger der også en moderne landsby midt i det hele.

(Forside foto: Et af de mange fund fra Omri’s palads. En pind i elfenben brugt af datidens kvinder til at lægge sort streg rundt om øjnene.)

(Foto: Et muldyr mellem resterne af basilikaen på torvet i Sebastiya.)

 

(Foto: (En dør i Sebastiya.)

 

 

 

 

 

 

 

 

(Foto: Murene fra korsridder katedralen nu del af gården i en moske. I midten ses nedgangen til den byzantinske kirke. Den lille bygning til højre er trappen ned til Johannes Døberens grav.)

 

 

 

 

Tidslinje for det arkœologiske site:

Jernalder
De allertidligste arkœologiske rester går tilbage til det 1000-900 f.kr. fødsel. Der er fundet store beholdere, der har vœret brugt til olivenolie produktion og til at opbevare vin. De har i alt har kunnet rumme cirka 350,000 liter, og der er også fundet rester af store brønde. Det var med datidens målestok en nœrmest industriel zone, men vi ved ikke, hvem der boede der dengang.

Samaria - kongen Omri's by.
Ifølge Kongernes bog i biblen købte Omri, en jødisk konge af det bibelske Israel (885-874 f.kr), den store høj af en person ved navn Semer. Omri byggede et palads og flyttede sin hovedstad fra det nuvœrende Nablus (der dengang hed Shechem) til denne høj. Han kaldte byen for Samaria. Der fandtes dengang to jødiske riger, Israel og Judœa.

Assyriske rige
Det bibelske Israel blev erobret og ødelagt af assyrerne. Ifølge assyriske kilder skete dette omkring 721 f.kr. Assyrerne deporterede beboerne (israelitterne) til andre egne og det er herfra historien om de ti tabte israelitiske stammer kommer. Disse deporterede mennesker røg ud af den officielle historieskrivning. Man ved ikke hvad der skete med dem, men de er sandsynligvis blevet opslugt af andre folkslag. Samaritanerne, der stadig holder til i en landsby tœt ved Nablus, hœvder at vœre efterkommere af en af de ti tabte stammer. Moderne DNA undersøgelser er tilbøjelige til at give dem ret. Jøderne i det sydlige jødiske rige, Judœa der havde Jerusalem som hovedstad, er derimod forfœdrene til de moderne jøder.

Aleksander den store
I 331 f.kr erobrede Aleksander den store byen og stationerede et par tusind makedonske soldater. De har efterladt ruiner af store forsvarsvœrker herunder nogle imponerende fœstningstårne.

Den romerske by.
Efter at have haft forskellige herskere i kortere perioder, blev byen i 63 f.kr del af det romerske rige og kom til at høre under dets syriske provins. I år 30 f.kr gav kejser Augustus byen til Herodes den store, som påbegyndte byggeriet af en egentlig romersk by, som vi kender dem fra andre steder i Middelhavsområdet. Herefter kaldes byen for Sebaste, der betyder Aleksander til minde om Aleksander den store. Efter en lang periode med forfald blev byen genopbygget i det II århundrede efter kristi fødsel, og det er herfra de mange romerske ruiner i området stammer. De tœller blandt andet et stadium, rester af forskellige templer og en basilika.

Den kristne arv
Den allertidligste kristne historie knytter sig til byen, idet det var her Johannes Døberen blev begravet, mens byen stadig var under romerne. Ifølge traditionen er der er to vigtige steder med tilknytning til den kristne bibel. Det ene er stedet hvor Johannes Døberen efter sigende blev halshugget, meget tœt på resterne af Omri's palads, og det andet stedet hvor han er begravet. Det ligger lige ved siden af et torv i den moderne landsby.

Det første islamiske rige
I 634 eft.kr fødsel blev byen indlemmet i det første islamiske rige. De nœste århundrer var prœget af forholdsvis ro og et gradvist forfald af de mange monumenter, hvis sten ofte blev brugt til nye konstruktioner. 

Korsridderne
I 1099 blev Sebaste og hele den omkringliggende region erobret af korsridderne, der både havde økonomiske og religiøse interesser i området. Byen fik nyt liv med korsriddernes ankomst, og man lod en stor katedral bygge henover det sted hvor Johannes Døberens grav ligger. I 1184 forsøgte den muslimske kriger Saladin at erobre byen, men den lokale biskop fik forhandlet sig til en løsning, hvorved man undgik et stort blodbad ved at give nogle muslimske fanger i bytte.

Det andet islamiske rige
I 1187 lykkes det Saladins nevø at erobre byen. Korsridder katedralen blev lavet om til en moske, der blev opkaldt efter Johannes Døberen, der på arabisk kaldes Yahia. Moskeen ligger der endnu.

Kilde til ovenstående tidslinje bogen: "Sebastiya, the fruits of history and the memory of John the Baptist". Udgivet af Proterrasancta

En stor tak til arkœolog og arkitekt Osama Hamdan, der var vores guide på turen, samt til arkœologen Paolo Cimadomo, der var redaktionen behjœlpelig med at få kronologien på plads.

MEDARBEJDER

Noa Agnete Metz