Claudio Abbado: Nekrolog

Udsendelse d. 25. - 31.januar - 2014

Claudio Abbado (26. juni 1933 i Milano, Lombardiet, Italien - 20. januar 2014 i Bologna, Emilia-Romagna, Italien).
Abbado var blandt andet ansat ved La Scala-operaen i Milano (1968–86). 1986-91 var han musikchef for Wiener Staatsoper og 1989 valgte Berliner Philharmonikerne ham til sin musikchef og faste dirigent, men 2002 trådte han tilbage på grund af et svigtende helbred. (Wikipedia)

Claudio Abbado spændte over en meget stor del af den musikhistoriske palet fra de store romantikere (med en særlig forkærlighed for Mahler) til den helt moderne samtidsmusik, bl.a. repræsenteret af hans gode ven Luigi Nono.
Som ung havde han overværet nogle af de store dirigentkoryfæer indstudere værker (bl.a. den tyranniske Arturo Toscanini) og havde besluttet, at sådan ville han aldrig opføre sig på et dirigentpodium. Han blev kendt for sin beskedne og lyttende metode, Hans evner for næsten ordløst indfølende kommunikation med orkestret var berømmet, hans indstuderingspraksis var nænsom og han lagde et stort ansvar for gensidigt hensyn og medskaben over på de enkelte musikere. I nekrologer verden over er han blevet mindet som en helt usædvanlig moderne dirigentbegavelse, der har opnået enestående resultater inden for så forskellige genrer som klassisk og moderne opera, klassisk romantisk orkestermusik og den allernyeste samtidsmusik. Samtidig udtrykkes der en enorm beundring for hans personlighed, der forenede viljestærk vision og kvalitetskrav med beskeden lydhørhed. I hans hjemland var man særdeles stolt af ham, og sidste år blev han udnævnt til senator for livstid i det italienske senat.

Vi hører Ravels "Alborada del Gracioso" spillet af Londons symfoniorkester med Claudio Abbado som dirigent.

Karsten Pharao har tilrettelagt.