Den røde sofa: Charlotte Weitze og Mai Misfeldt
Udsendelse: d.19.-25. november. 2016
I denne udgave af Den Røde Sofa taler skønlitterær forfatter Charlotte Weitze med litteraturkritikeren Mai Misfeldt om sit forfatterskab. Det er ofte blevet sagt, at litteraturen ikke skal tjene noget formål, og at hvis den bliver spændt for en vogn, mister den sin nerve. På den anden side – når verdens problemer er så påtrængende, som de er i disse år, er det så ikke netop i litteraturen, det skal reflekteres? Charlotte Weitze har lige udgivet romanen Den afskyelige, som man godt kan kalde en klimaroman. Hvorfor har hun gjort det, hvad har drevet hende ud i en roman, hvor hun på en helt anden måde end hun plejer, har skullet researche og involvere sig i en politisk virkelighed? Har hun spændt romanen for en vogn, eller giver det billede overhovedet mening mere? Undervejs i samtalen læser Charlotte op fra romanen og fortæller om den grundige research, der ligger bag arbejdsprocessen med en klimaroman. Hør desuden om romanens to hovedpersoner: Heidi, der gerne vil være gravid og den sveddryppende Kenneth, der gerne vil være co2-neutral.