Den2Radio - Uge 35 - 2017

Udsendelse d. 26.august - 1.september. 2017

Den sidste kalendersommeruge er en kendsgerning men det er den2radio også, vi er altid klar med nye udsendelser lige til at podcaste og streame.
Intermetzo
Georg Metz er også en uundværlig og uundgåelig del af den2radio. Hans Intermetzo har altid vid og bid og aktualitet og i denne uge har han taget fat på vores regering, der er vældig opfindsom. overskriften er ’Flere tal på kagen. Udgrænsning af mennesker på kanten sigter mod nye lavpunkter.’
Europas idéhistoriske rødder
Den nye serie på den2radio ’Europas idéhistoriske rødder’ fortæller denne gang om dannelse. Ideen om dannelse fremkommer i det 5. århundrede f. Kr. i det antikke Grækenland, og den er blevet præget i forskellige retninger op igennem historien. I dag kæmpes der stadig fra forskellig front om at komme til at definere, hvad der nærmere skal forstås ved dannelse i grundskolen, gymnasieskolen og på de danske universiteter. I podcastseriens 2. program kan du høre om dannelsestankens fremkomst og de forskellige forestillinger, som er blevet lagt i begrebet op igennem historien, og hvordan det står til med dannelsen i dag.

Ronkedorerne
den2radio’s seje Ronkedorer er i dag begrænset til to, nemlig Georg Metz og Egon Clausen. Og de taler to fagbøger, nemlig KLASSENS FRÆKKE ELEV, som er skrevet af Egon Clausen og som netop er udgivet på Gyldendals forlag. Den anden bog er ’Silkevejene’ af Peter Frankopan, en af Englands førende yngre historikere. ’Silkevejene’ viser, hvordan de østlige og vestlige civilisationer op gennem århundreder skiftevis har beriget og bekriget hinanden. 

Træk af den danske skakhistorie 2
I denne uge får vi endnu et afsnit af ‘Træk af den danske skakhistorie’ hvor Rasmus Blædel Larsen fortæller om skakkens hovedpersoner i anden halvdel af det 20. århundrede.  Vi besøger undervejs byerne Denver, Reykjavik, Skakbyen Elista og Bonn - med afstikkere til Tjele, Kiljava - og Næstved. 

Johannes Jørgensen og komponisterne
den2radio er meget optaget af digteren Johannes Jørgensen. Vi har flere udsendelser om ham og hans liv, hans digte og litteratur i vores arkiv, men i denne uge handler det om nogle af de komponister der har sat hans digte i musik.

Forførerens dagbog 6
Følg endelig med i den2radio’s følgeton ’Forførerens dagbog’ – Søren Kierkegaards verdensberømte bog.  Den er opdelt i 4 underafsnit og vi sender den her på den2radio i 14 afsnit som skuespilleren Jesper Christensen læser.

Postkort fra Documenta 14
Postcast eller podkort(postkort?) fra Kassel. Vi sender en mini-anmeldelse af udstillingen ’Documenta 14’, som i denne inkarnation har undertitlen: Learning from Athens.

Mozarts symfoni nr 29
Karnevaller var meget populære i 1770’ernes Østrig måske især i Salzburg, Mozarts fødeby. Han var selv meget glad for at klæde sig ud og være med, og han fortæller i et brev om et karneval i 1774 med 420 gæster. Det år var han allerede som 18-årig en fuldblods musiker og komponist, og alene i det år komponerede han 15 værker deriblandt den elegante symfoni nr 29 som den2radio sender spillet af Det australske Kammerorkester.

Foto: Kurt Lønstrup: Sommerfuglen "Admiral" er en flittig gæst i vores haver i denne tid inden den flyver til Afrika for at overvintre.