Den1Radio - Uge 52 - 2018

Udsendelse d.22. - 29.december. 2018

Intermetzo
Georg Metz har set hele den vigtige serie ’Herrens veje’ på DR1 og bøjer sig for manuskriptforfatteren Adam Prices talent. Periodisk har det været uforglemmeligt med en logisk opbygget katastrofe som afsæt til den oprivende konsekvens. I centrum af dramaet har vi det mesterligt tolkede portræt af en præst, der ikke et sekund mister sin tro: en præst, der ikke tvivler, ikke anfægtes og som er parat til at ofre sine nærmeste på sit eget livsprojekts alter. Men ’Herrens veje’ er blevet til i en virksomhed, der undervejs i netop dette værk blev truet på liv, ære og velfærd ikke mindst af Dansk Folkeparti, og at virksomheden DR mod hvem truslerne blev ført ud i livet, kan have rystet så meget i bukserne, at man har forlangt en positiv slutning på en kontroversiel historie om tro og kirke, overtro og nøgternhed.

Årsag, ondskab og grumme gerninger
Bent Isager-Nielsen er forfatter til bogen ’Man jager et bæst, men fanger et menneske’.
Men er der altid en menneskelig forklaring bag selv de værste forbrydelser, eller kan der være handlinger, der er begået af ren og skær ondskab? I sin tid som topleder i politiet, ikke mindst som mangeårig drabschef for det legendariske rejsehold, var Bent Isager-Nielsen overbevist om, at alle forbrydelser, uanset deres karakter og hvem der stod bag altid havde deres udspring i en af de syv dødssynder. En holdning han siden har revideret, så han i dag ikke er bleg for at sige, at der er handlinger, der ikke kan forklares med andet end at de er skabt ud af ondskab.

Opskrift på en heltegerning
Det var i begyndelsen af september 1943, da Danmark var besat af Tyskland, at advarslen kom om en forestående aktion mod landets jøder. Der gik ikke mange dage før fiskerbåde i København og langs Nordsjællands kyst begyndte af sejle medlemmerne af den jødiske menighed i sikkerhed i Sverige. Det var en kompliceret aktion, der alt i alt formåede at redde over 7000 menneskers liv og for at det kunne lade sig gøre var det nødvendigt med en stor indsats fra civilsamfundets side. Det var farligt at hjælpe dem der var på flugt. Nogle mennesker undslog sig, andre tog sig godt betalt og en del satte spontant deres eget liv på spil for at redde medborgere i nød. Vi fokuserer i dette program på fiskerbyen Gilleleje og går sammen med museumsinspektør Søren Frandsen tæt på nogle af de dynamikker der var i spil, når et lille samfund bliver stillet i en svær situation.

Spillefolkenes hemmeligheder – en rejse i dansk folkemusik
I dette afsnit af Spillefolkenes hemmeligheder taler Morten Alfred Høirup med den prisbelønnede violinist og rigsspillemand, Kristian Bugge om,  hvor han har sit store repertoire af flere hundrede år gammel dansk folkemusik fra.

Ester Nagel og Halfdan Rasmussen
’På knæ for livet’ er en parbiografi om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel med fokus på deres
ægteskab og med nedslag i de to forfatterskaber. De var begge betydelige forfattere i deres samtid og aktive i tidens kulturelle og litterære strømninger. Ester med humor, ironi og bidende satire og sine absurde skildringer af kønsskævhed, social skævhed og racisme, og Halfdan med sine fornyende tosserier, sproglegende børnerim og med et kritisk blik for social uretfærdighed i rejsedigte om fattige folk i de daværende diktaturer i Spanien, Portugal og Grækenland. Susanne V. Knudsen, der har skrevet bogen om de to forfattere, interviewede Ester Nagel gennem flere år op til hendes død i 2005.

Correspondance 2
4 korte programmer sender den2radio om den kærlighed den var mellem forfatteren Albert Camus og skuespilleren Maria Casarès. Lykkelig kærlighed findes er budskabet, og beviset er den monumentale samling af kærlighedsbreve, som de to udvekslede i 1950’erne. 865 kærlighedsbreve, som i 2017 var den litterære efterårssæsons store begivenhed. Langtfra det mondæne eller litterære dyneløfteri, som mange havde frygtet, men et sjældent oprigtigt og uudtømmeligt kærlighedsunivers. I denne uge hedder udsendelsen Mon jeg er opgaven værdig? Bag forfatteren og (mener nogen) moralisten Albert Camus, der havde rygte for altid at levere de rette argumenter, skjuler der sig en følsom tvivler.

Vikingeskibsmuseet 2
Ser man på de fund der er gjort af vikingeskibe, mangler der master og sejl. I den anden udsendelse om Vikingeskibsmuseet kan I høre om de kilder, der danner grundlag for museets rekonstruktioner, og hvordan det er at sejle til Dublin med et vikingeskib. Det har skibsrekonstruktøren Vibeke Bischoff nemlig gjort. Hun har taget turen fra Roskilde til Dublin med Havhingsten, der er en rekonstruktion af et af skibene.

Norden i Europa
Norden i Europa fortæller om klimatopmødet COP24 i Katowice, hvor den 15 årige svenske pige Greta Thunberg var efter mange iagttageres mening klimatopmødets højdepunkt. I skal også høre om en omdiskuteret taghave på Østerbro i København.

Julegaver - en historie af Herman Bang
Vi er i juleugen og julegaver er blevet købt af langt de fleste. den2radio har fundet en novelle frem af Herman Bang, der netop hedder ’Julegaver’, den er fra novellesamlingen ’Ravnene’ fra 1902 og en af hovedpersonerne sværmer for teatret.  Hans livs største drøm - at se ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater - ser ud til at gå i opfyldelse, men det går ikke helt så nemt.

Juleoratoriet 4. del
De 6 kantater som Johann Sebastian Bach skrev til dagene på begge sider af julen bliver opført igennem hele december måned i Danmark og mange andre lande. De første 3 er komponeret til d.25., 26. og 27. december og den 4.kantate som vi sender i denne uge er komponeret til nytårsdag.  Bach har komponeret så meget musik at det ikke er til at fatte, at det over hovedet har kunnet lade sig gøre bare at skrive noderne ned og så skulle musikken jo lige komponeres først.