Den2Radio - Uge 42 - 2024

Udsendelse d. 12. -18. oktober. 2024

InterMetzo
Georg Metz tager fat i den evige debat om penge til oprustning. Forleden stillede en politiker fra Danmarks Demokraterne spørgsmål til forsvarsministeren om det ikke er for galt, at forsvaret skal bruge penge på kunst, når man skal spare og landet skal opruste. Nogle officerer, blandt andre en erklæret konservativ, har længe protesteret mod fråset. Forsvarsministeren lod til at være enig. Kunst er overflødig. Soldaterne skal ikke se på billeder, men lære at slås. Fraskriver man sig kunsten, forbliver andres tolkninger af livets kompleksitet fra fødsel til død ukendt land.

Radio Mælkebøtten: Læger Med grænser
Prøv at forestille dig, at nogen tog dine sko fra dig. Forestil dig, at du faktisk er barfodet i en vinterskov og ikke har nogen som helst muligheder for at købe eller få et par nye sko. De fleste kan nok forestille sig, at så er skotyveriet decideret ondskabsfuldt. Samtidig med overnatter du i selvsamme skov, og den eneste måde at komme væk på er hen over et pigtrådshegn. Bagved dig står soldater, der sørger for, at du ikke kan gå tilbage. Den slags sker vel ikke i Europa? Jo, det er desværre hverdag og et resultat af EU og EU landenes immigrationspolitik, hvor idealerne om menneskerettigheder og lighed for loven alligevel ikke gælder alle. Hør historien, som ingen rigtig bryder sig om at høre her i podcasten 'Læger MED grænser'.

De udødelige 12. Ildsjælene og kæmperne
Den2radio’s serie ’De udødelige’ har denne gang overskriften ’Ildsjælene og kæmperne’, hvor I kan møde en af dem nemlig Jørgen Fischer, formand for det der tidligere hed Ældremobiliseringen, der kæmper for bedre forhold for de ældre og for de ensomme gamle.  Ældremobiliseringen er nedlagt og pensionisterne har fået nyt talerør, for tre organisationer: Danske Pensionister, Pensionisternes Samvirke og Sammenslutningen af Pensionistforeninger i Danmark har fusioneret til én landsdækkende medlemsorganisation. Jørgen Fischer fortæller om organisationerne og hans egen tilgang til jobbet som formand.

De udødelige 12. Ildsjælene og kæmperne
Den2radio’s serie ’De udødelige’ har denne gang overskriften ’Ildsjælene og kæmperne’, hvor I kan møde en af dem nemlig Jørgen Fischer, formand for det der tidligere hed Ældremobiliseringen, der kæmper for bedre forhold for de ældre og for de ensomme gamle.  Ældremobiliseringen er nedlagt og pensionisterne har fået nyt talerør, for tre organisationer: Danske Pensionister, Pensionisternes Samvirke og Sammenslutningen af Pensionistforeninger i Danmark har fusioneret til én landsdækkende medlemsorganisation. Jørgen Fischer fortæller om organisationerne og hans egen tilgang til jobbet som formand.

Duke, mig og alle de andre 2
I den anden podcast om ’Duke – mig og alle de andre’ fortæller jazzmusikeren Allan Bo om sin nye bog med samme titel. Han vil både læse op af bogen, snakke frit fra leveren og spille forskellige numre både med sig selv og med nogle af jazzheltene. 

Holberg i Bakkehuset
Bakkehuset på Frederiksberg var Guldalderens litterære omdrejningspunkt for forfattere og videnskabsmænd. Bakkehuset er i dag et litterært og kulturhistorisk museum som er indrettet i den lejlighed som Kamma og Knud Lyne Rahbek boede i fra 1802 til 1830. Fra et seminar for nogle år siden sender den2radio et foredrag som professor Thomas Bredsdorff holdt om Ludvig Holberg set fra en interessant side, Holbergs argumentation for ligeretten mellem kønnene. Holbergs feminisme kan man også godt kalde den eller hans opmærksomhed på uligeretten mellem kønnene, som den blev praktiseret på Holbergs tid.

En smuk bog
Den prisbelønnede forlægger, Søren Møller Christensen, vurderer værket "Bogen om Birk" i udsendelsen ’En smuk bog’ – en bog som Søren E. Jensen fandt i et bogskab i Høje Taastrup. I første omgang tog han fat i bogen alene pga den smukke indbinding, og vi skal høre hvad Søren Møller Christensen fortælle om hvad det er der gør en bog smuk.

Vi gode europæere – et essay af Frederik Dessau
I disse uger sender vi en række essays af Frederik Dessau. Han var med til for mere end 16 år siden at stifte den2radio og indlæste i de følgende år en del af sine essays til den2radio, som vi nu genudsender. Radioen blev Frederik Dessaus suveræne forum hvor han hos DR i mange år før i dyb originalitet skabte en lang række litterære og musikalske essays. Ugens essay kaldte han 'Vi gode europæere'

Pharaos klassikere: Herman Bang 11
Vekslende Themaer, Nationaltidende 26.11.1880. Breve om Strandingen ved Klitmøller
I november 1880 skete en meget omtalt stranding ved Klitmøller, og Nationaltidende sendte Herman Bang af sted som reporter fra katastrofen, og i to søndagskronikker beskrev Herman Bang begivenheden og omstændighederne. Sådan noget kunne han nemlig også. Det er ugens Pharaos Klassiske.

En amerikaner i Paris
Kirsten Rønn fortæller om, hvordan en forårsdag i Paris kan lyde, når Georg Gershwin har været på besøg og fået inspiration.  Chicago Filharmonikerne med dirigenten James Levine,  spiller ershwins ’En amerikaner i Paris’.

Foto: den2radio