Den2Radio - Uge 01 - 2019

Udsendelse d.29.dec. - 4.jan. 2019

InterMetzo 
Georg Metz  er klar med sit Intermetzo, som denne gang har fået titlen ”Vær velkommen pebersprays år” med undertitlen ”Nytårshilsen til en nation af krænkede krænkere”.
Villa, velstand og gør det selv
I villakvarterne er der en stor aktivitet med gør-det-selv-arbejde. Det arbejde har museumsinspektør Mette Tapdrup Mortensen undersøgt, og hun fortæller om, hvordan villaer, velstand og gør-det-selv arbejde hænger sammen. Det har også givet anledning til en helt ny branche inden for detailhandlen, som Mette Tapdrup Mortensens forskning sætter i en sammenhæng, der rækker ud over det økonomiske.
At gå nøgen
Forfatteren Janne Teller, der er uddannet cand. polit og er skønlitterær forfatter, analyserer i 21 essays i bogen ’At gå nøgen’ de tendenser til polarisering, som for tiden finder sted i vores kultur. De højtråbende yderfløje næres ved hinanden og gør den vej smallere og smallere, hvorpå den søgende og åbne dialog kunne finde sted. De 21 essays om kunst, fremmedhed og forsøget på at være menneske taler Janne Teller med Jens Raahauge om.
Spillefolkenes hemmeligheder
I podcast-serien "Spillefolkenes hemmeligheder - en rejse i dansk folkemusik" taler musiker, komponist og podcaster Morten Alfred Høirup med en række markante personligheder fra den danske folkemusikscene og beder dem fortælle hvordan de arbejder. I dette afsnit møder vi to danske folkemusikstuderende og arrangører, Jacob Kragesand og Annelene Toft Christensen. De fortæller om deres eget og deres venners store arbejde med folkemusikken lige nu.
Vikingeskibsmuseet 3
Sejlet er en væsentlig del af et vikingeskib, og når man skal lave rekonstruktioner, som man gør på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, skal man både have styr på materialer og teknikker. Et er sikkert: det er et stort arbejde at lave et sejl.
Correspondance 4 : Den spanske stolthed
Lykkelig kærlighed findes, og den er mulig – lyder det opløftende budskab fra Frankrig. Beviset er den monumentale samling af kærlighedsbreve, udvekslet i 1950’erne mellem forfatteren Albert Camus og skuespilleren Maria Casarès, som i 2017 var den litterære efterårssæsons store begivenhed.
I denne uge hedder udsendelsen Den spanske stolthed. På én gang et portræt af en spansk født skuespillerinde Maria Casarès, der blev en af de største i fransk teater i sidste halvdel af det 20. århundrede – og af en inspireret og forelsket brevskriver i korrespondance med en lige så forelsket Albert Camus.
De udødelige: Melankoli
den2radio’s Jens Lohmann er gået på opdagelse i melankoliens væsen og uvæsen via alderdom og kærlighed, pension og udvandring og melankoliens undergravende kraft. Gennem eksempler fra litteratur og musik og i en samtale med Marie Amalie Rørbye - cand.mag i psykologi og kommunikation - finder han den meningsfulde melankoli.
Den lille pige med svovlstikkerne
Den lille pige med svovlstikkerne er et af de sørgeligste eventyr der findes. Den lille fattige piges drømme og håb, mens hun går på gaden og forsøger at sælge sine svovlstikker. Hun har ikke andet at komme hjem til end kulde og en voldelig far. H.C.Andersen fik udgivet det første gang i december 1845 i ’Dansk Folkekalender for 1846’, og vi skal høre eventyret i denne første uge i det nye år.
Juleoratoriet kantate: 5.del
Juleoratoriet har mange danskere hørt i december måned, det er blevet opført utallige steder. Det er 6 kantater som Johann Sebastian Bach skrev til dagene på begge sider af julen og de første 3 er komponeret til d.25., 26. og 27. december. Den 4.kantate er komponeret til nytårsdag, og i denne uge sender vi kantate nr 5, som er skrevet til søndag efter nytår.