Den2Radio - Uge 03 - 2022

Udsendelse d.15. - 21.januar. 2022

Intermetzo
Georg Metz taler om det frie menneske både det som Frank Sinatra croonede om i sangen for den amerikanske drøm ’gør tingene My Way’, og Donald Trump, der med sin grådige hensynsløshed tilgodeser målet i succes, der opnås ved ikke at lade sig forhindre i at gøre lige, hvad man vil. Og vaccinemodstanderne der hverken vil lade sig vaccinere eller teste og insisterer på friheden. Friheden kan unægtelig også være retten til at afstå fra at handle rationelt.   

Stemmer fra en 4 årig indsats i Mjølnerparken 2
Vi er nået til den anden af 3 podcast "Stemmer fra en 4 årig indsats i Mjølnerparken". De 3 podcast blev i efteråret 2021 produceret af den2radio, som afslutning på det boligsociale arbejde "Helhedsplan-Mjølnerparken". I den anden podcast hører du om beboernes ressourcer og beboersammensætningen i Mjølnerparken og hvordan ansatte tackler arbejdet, når antallet af familieboliger skal reduceres med 40%.

Tage Baumann og den tyske efterkrigstids schlager 4
I den 4.podcast om efterkrigstidens Tyskland beretter Tage Baumann om hvordan den afspejler sig i schlageren. Om den store romantiks gennembrud fra Peter Kraus til Gitte Hænning og Rex Gildo. Vi er nået til årene omkring 1960.

Kulturen og den kolde krig.
Den2radio genudsender en podcast fra 2015, der desværre er mere end aktuel lige nu – nemlig om krisen i Ukraine. Kan vi med krisen i Ukraine, hvor Rusland og Vesten igen står på hver sin side, lære noget af kulturudvekslingerne fra den kolde krig?
Thor Eiken Mulvad og Claus Bo Bjerglund Andersen taler med professor i historie Poul Villaume om kulturudvekslings betydning for opblødningen af forholdet imellem de to supermagter, og om vi kan lære noget af kulturudvekslingerne med hensyn til den nuværende situation i Ukraine?

Anslag – januar 2022 - 3
I denne uge sender vi det sidste program i serien Anslag. Gennem 70 uger har Jacques Berg nu læst op af sine daglige notater om verdens gang set fra Luberon i Sydfrankrig.

15 kvindelige komponister fra 15 lande gennem 400 år 2. Elisabeth Jacquet de la Guerre.
I denne uge handler det om Elisabeth Jacquet de La Guerre, der levede i Frankrig på Solkongens tid og var protegé af ham nærmest fra vugge til grav. Hendes far, der selv var organist i Paris underviste hende i cembalo fra hun var helt lille og allerede som 5 årig spillede hun for Solkongen første gang. Hun var respekteret og anerkendt og omtalt i aviserne i Paris, en spændende og meget usædvanlig dame.

Pharaos klassikere: Wombwell. En Himmerlandshistorie af Johannes V. Jensen
I 1888 besøgte det kæmpemæssige engelske menageri Wombwell Danmark og turnerede i Jylland. Den unge Johannes V. Jensen har åbenbart oplevet det og beskriver det i Himmerlandshistorien Wombwell, der stod første gang i Nye Himmerlandshistorier fra 1904. Det er nok ham selv der optræder som doktor Elkærs søn Einar, som også lagde navn til Jensens roman fra 1898, Einar Elkær.

Ester Nagel og Halfdan Rasmussen
’På knæ for livet’ er en parbiografi om Halfdan Rasmussen og Ester Nagel med fokus på deres ægteskab og med nedslag i de to forfatterskaber. De var begge betydelige forfattere i deres samtid og aktive i tidens kulturelle og litterære strømninger. Susanne V. Knudsen, der har skrevet bogen om de to forfattere, interviewede Ester Nagel gennem flere år op til hendes død i 2005.

Islamiske dynastier og kunst 16
I den2radio’s serie ”Islamiske dynastier og kunst” fortæller lektor Claus V. Pedersen fra Københavns Universitet denne gang om Timuriderne og Turkmenerne i Afghanistan, Iran og Centralasien i perioden 1370 til ca. 1500.

Foto: Abelone Bregninge