Den2Radio - Uge 04 - 2021

Udsendelse d. 23. - 29.januar. 2021

Her er den2radio med nyt til lytterne til glæde og opmuntring og vi takker igen for økonomisk bidrag og gode henvendelser direkte til radioens mail.

InterMetzo
I sin tid mente daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen at Danmark var tjent med et skrantende skattevæsen for at sikre et rimeligt ekspanderende frirum for den private sektor. Det minder Georg Metz os om i sit Intermetzo Venstre indkasserede flere valgsejre, det buldrede derud af indtil det en dag ikke buldrede mere og boblen brast. Det gør bobler. Er man humoristisk eller perfidt anlagt eller begge dele er det svært at holde masken ved tanken om det mas det bliver at genetablere en traditionel borgerlig økonomisk politik efter 2020-21.

Feed the world 4
4 podcasts med titlen 'Feed the world' her på den2radio handler om det globale madsystem, landbrug, FN’s verdensmål og planetetens grænser. På Stockholm Resilience Centre bliver der arbejdet tværfagligt og globalt med fokus på økosystemer, biodiversitet og fødevarer. Det betyder konkret involvering af lokale befolkningsgrupper og deres specifikke viden i både Afrika og Asien. I en række forskellige rapporter belyses, hvordan der arbejdes seriøst med at påskønne lokale kundskabssystemer og viden om natur og fødevarer, lokale afgrøder mv., og hvordan den viden integreres i arbejdet med resiliens og forvaltning. 

Hans Elias Carstensen Jacobsen 1
I 3 podcasts fortæller Hans Elias Carstensen Jacobsen sin historie. Han har i sandhed været vidne til historien, ikke mindst da han som korporal d. 9.april 1940 blev beordret ud på Chr. X s bro i Sønderborg med 9 mand for at forsvare Danmark under tyskernes invasion. Han er også en stolt sønderjyde, der kan sin historie og sit sprog – det sidste laver han lidt om på, for ellers kan vi andre ikke forstå, hvad han siger, heller ikke hans 8 børn og 13 børnebørn. Men det hele begyndte syd for Kongeåen før Genforeningen. I den første podcast møder vi Hans, der voksede op med sin familie – 5 søskende, mor og far. Han fortæller om legen, skolen, arbejdet og den dejlige tid på Skibelund Skolehjem.

Hall og Jensen præsenterer 1974
’El touchy’ hedder et af numrene i denne udgave af Martin Hall og Søren E. Jensens gennemgang af de musikalske halvfjerdsere. Og touchy bliver det nu hvor vi er nået til 1974; et år som bød på en herhjemme helt ukendt spansk schlagerklassiker med Jeanette, dansk gospel uden gud og aristokratisk pop med Lady June.

Anslag - januar 2021 - 4
Massemenneskets natur, Bernie Sanders’ strategi og Hillary med æblekinderne, Leonard Cohens Suzanne i Provence. Den der tror har en skrue løs og kunstens smertefulde pris i et stille, provencalsk kapel – sådan ser programmet ud i denne uges udgave af Jacques Bergs Anslag.

Den eksistentielle Søren Kierkegaard
Filosoffen Søren Kierkegaard levede fra 1813 til 1855 og var en af de betydeligste skikkelser i den danske guldalder. Han satte sig markante spor i eftertiden og bliver i dag betragtet som en af eksistentialismens fædre. Mag.art. Hellmut Toftdahl har skrevet en bogen "Kierkegaard først -og Grundtvig så". Han fortæller om Kierkegaards radikale syn på menneskets eksistensvilkår og om hans stormløb mod kirken, og det er Karsten Pharao, der læser citater fra forfatterskabet.

Den sidste perle af H.C.Andersen
Det ugentlige eventyr af H.C.Andersen er ’Den sidste perle’ og det skrev han i 1852 som trøst for en af sine gode venner, der havde mistet sin kone. Han behandler det klassiske eventyrmotiv om barnevuggen, der besøges af både lykkens og sorgens fe. Det er Vera Gebuhr der læser det.

Søndagsfortælling – En gangsterhistorie - del 2
Jacob Skyggebjerg og hans Søndagsfortælling forsætter med 2.del af En gangsterhistorie.
Jonas og Nicola er på vej til julemarked for at gennemføre Nicolas plan. Undervejs plages Jonas både af samvittighed, sult og mangel på søvn. Men Nicola er gangster og vil have sin vilje. Heldigvis er der hele tiden mere speed. Og omkring dem glitrer julebyen så det er ren Las Vegas. Men kan en gangster nogensinde slappe af? 

Jazzens historie: Nat King Cole
Vi har snart været igennem hele Christian Braad Thomsens serie produceret fra hans bog ’Drømmejazz- jazzens historie belyst gennem 100 af de bedste cd'er’, og i denne uge handler det om Nat King Cole, en af underholdningshistoriens største og mest populære sangere og entertainere. Hans karriere som popsanger strakte sig fra 1950, og indtil han døde af lungecancer i 1965 45 år gammel.  Men sideløbende havde Nat King Cole sin oprindelige og nok så betydelige karriere som jazzmusiker, hvor han dannede trio sammen med guitaristen Oscar Moore og bassisten Wesley Prince – på den tid en meget usædvanlig besætning. Den fik hurtigt succes i Los Angels og New York med sine mange showprægede numre og de mange standardmelodier sunget af Nat King Cole alene.

Foto: Anne Eggen