Den2Radio - Uge 07 - 2021

Udsendelse d.13. - 19.februar. 2021

Velkommen til den2radio og til podcasts om kultur og samfund og mange tak for økonomisk støtte til denne non-kommercielle radio, der udelukkende er støttet af fonde. Det betyder meget med lytternes anerkendelse og støtte.
InterMetzo
Der skal ikke meget til: et gammelt ord siger, at ét råddent æble fordærver hele tønden, begynder Georg Metz sit Intermetzo. Når Inger Støjberg er så træls er det ikke fordi hun er jysk, selvom det på hendes facon er slemt nok; heller ikke fordi hun som sådan er imod barnebrude, hvem er ikke det? Men fordi hun bryder spillereglerne, skamrider et begreb der lever sit eget liv i hendes egocentriske ekkokammer og lader som om at lovbrud og bedrag er underordnet en jordbunden modstand mod ikke-eksisterende barnebrude - det fænomen hun højlydt afskyr, skønt flygtninge i øvrigt rager hende en fjer. Georg Metz’ pen er som altid spids.

Kort men godt. Valentins dag.
Kærlighed hører alle til og har plads i livet, hver dag, året rund. Alligevel har vi udråbt 14. februar til fejring af kærligheden, men hvorfor netop den dag?
Fortællingen om den hellige Valentin og hvorfor han, for omkring 500 år siden, blev helgenkåret, og siden har lagt navn til dagen, hvor elskende giver deres indbyrdes kærligheden særlig opmærksomhed. Den2radio har været på jagt efter historien om Sankt Valentin og kærlighed og mødte undervejs sognepræst, Susanne Møller Olsen, der fortæller, hvad vi ved om ham i dag, og hvorfor hans dødsdato har fået en særlig status, så det nu er udråbt som dagen, hvor der er særlig fokus på kærligheden.

Menneskene bag handlen mellem Danmark og Kina 
Fra 1732 til 1842 havde Asiatisk Kompagni monopol på handlen mellem Danmark og Kina. Historien om virksomheden herunder den økonomiske side er beskrevet før, men Benjamin Asmussen fra Museet for Søfart har sat sig for at beskrive, hvad det var for mennesker, der stod bag handlen.  

10 svenske og 10 danske operasangere, Tina Kiberg og Jussi Bjørling
I den 3. podcasts om 10 svenske og 10 danske operasangere med international karriere er det sopranen Tina Kiberg og tenoren Jussi Bjørling vi præsenterer. De var begge tidligt ude og havde langt hen ad vejen det samme repertoire, og med mange år forskudt - selvfølgelig - har de haft roller i de samme operaer. 2 små portrætter - 4 stykker musik.

Anslag - februar 2021 - 2
Om den rette tolkning af terrorisme. Om kun at have ét sprog, der ikke er ens eget. Om at fastfryse dagens skum, om Mandalas forsvundne lille lap, om ammende mødres mobiltelefoner og Dylans måde at være in absentia på i Stockholm er alt sammen på programmet i ugens udgave af Jacques Bergs Anslag.

Pharaos Klassikere, Tre og tredive år. Himmerlandshistorier
Pharaos Klassikere har taget hul på Johannes V. Jensens Himmerlandshistorie, og i denne uge er det ”Tre og tredive år”. Bonden Thøgers datter Kirsten bliver gift med smeden Anders, og som alle personerne i Himmerlandshistorier slider de for deres eksistens inden for meget snævre rammer. Deres skæbner ligger fast, samfundet levner ingen muligheder for social mobilitet og de tager livets ofte hårde tildragelser med en fatalisme uden jammer og klage.

H.C.Andersen, Den lykkelige familie
Skræpperne på den fynske herregård Glorup hvor H.C.Andersen ofte opholdt sig, har lagt rammer til dette eventyr om sneglenes verdensopfattelse. ’Den lykkelige familie’ - den skrev han under sit første ophold i London i 1847. Det er Annie Birgit Garde der læser det.

Søndagsfortælling. Nandakishor
Jacob Skyggebjergs Søndagsfortælling som han sender til den2radio hver uge hedder denne gang Nandakishor. Johannes er taget på sygehuset for at besøge sin veninde Tine, der ligger for døden. På vejen ind får han et glimt at Tines kæreste, den 40 år yngre Nandakishor - han har åbenbart også været inde hos hende, og nu går han her og nynner glad! Johannes bliver mistænksom. Hvorfor er ham Nandakishor så glad, når hans kæreste ligger for døden? 

Hall og Jensen præsenterer 1976
I det syvende program i Martin Halls og Søren E. Jensens serie om de musikalske halvfjerdsere er vi nu nået til 1976, hvor punken for alvor begynder at vise sit ansigt. Vi skal desuden stifte bekendtskab med et af tidens store instrumenter, moog’en, samt to managers, der begge mente, at kunstnerne selv var sekundære for enhver sand succes.

Foto: Anne Eggen