Den2Radio - Uge 09 - 2019

Udsendelse d.23.februar - 1.marts. 2019

Intermetzo
Georg Metz spidder en situation med sin hvasse pen, og den situation handler om Klaus Riskær Pedersen, der har oprettet et politisk parti i eget navn. Pedersens dåbsattest indikerer med et lavt aldersgennemsnit i danske lovgiverkredse ikke en lovende karriere som folkevalgt. Men det hele er i sidste ende et spørgsmål om tillid. Finder vælgere i tilstrækkeligt tal ikke Riskær tvivlsom, bliver Riskær valgt med givetvis 4 mandater.  

Håndværk: 3D-print og Digitalisering
I håndværks serien kaster vi os denne gang over print og digitalisering. I fremtiden – nogle vil sige den meget nære fremtid – vil forholdene omkring arbejdsmarked, teknologi og arbejdskraft forandre sig radikalt. Og hvad betyder det så? I dagens udsendelse skal vi høre, hvordan en direktør fra det private erhvervsliv og en professor Copenhagen Business School betragter fremtidens teknologiske udvikling fra hver deres vinkel. Direktøren tager det lange blik på, ridser perspektiver op og fortæller om udviklingen af 3D-print og den omstilling, der er i fuld gang i hans firma. Professoren arbejder med det digitale arbejdsmarked og i den nære fremtid, der udvikler sig i takt med den øgede digitalisering i virksomheder og for arbejdskraften.

Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie. Gråsten og Sønderborg
I serien ’Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie’ er vi nået til Gråsten og Sønderborg. Det handler om to slotsbyer. Om mindesten i Gråsten. Om A. D. Jørgensen og folkebogen ’Fyrretyve fortællinger af Fædrelandets Historie’ og om Svend Bartholin Paludan-Müller, der faldt efter 3 timers kamp mod tysk overmagt. Om Sønderborg Slot og myterne om Christian den Anden. Om skulpturer og erhvervsliv.

Landbrugsmagasinet. Landbrugets gæld 3
I den2radios miniserie om landbrugets gæld vender vi os i denne uges afsnit mod fagøkonomerne. For at finde svar på hvordan forretningsmodellen bliver beskrevet og hvilken logik der hersker i dansk landbrug, har Landbrugsmagasinet læst rapporter og landbrugsøkonomisk teori og giver her lytteren et indblik i den formel der har været med til at skabe landbrug.

Norden i Europa
Nordiske kvoteordninger er overskriften på denne uges Norden i Europa. Og der er ikke tale om kvoteordninger for sild, torsk og laks eller – for den sags skyld – kuller, pigvar, makrel og tobis. Nej, det refererer til de nordiske landes håndtering af FN’s kvoteordninger for flygtninge. I begyndelsen af februar blev det klart, at Den Nordiske Model – også på det felt – er mindre sammentømret, end verden omkring forestiller sig med tanker på velfærdssamfundet over alle.

Grænsen til gennembrud
Grænsen til gennembrud er en podcast lavet i samarbejde med Dansk Forfatterforening og Den Røde Sofa, hvor værten Maja Jensen mødes med forfattere og illustratorer og snakker med dem om, hvorfor de valgte en branche inden for litteraturverdenen, og hvordan de blev udgivet for første gang. I denne episode besøger vi den Aarhusbaserede illustrator Kamila Slocinska i hendes tegnestue. Her fortæller Kamila om tegneglæde, praktikophold og nye bekendtskaber. Ting der alle har hjulpet hende til, at hun i dag kan leve af at arbejde som illustrator.

Pontoppidan. Den kloge mand
I Henrik Pontoppidans bog ”Krøniker” fra 1890 er vi i denne uge nået til fortællingen ’Den kloge mand’. Den foregår i nogle ubestemte ’gamle dage’, da folk var meget uoplyste og derfor vilde med royale og adelige personer. Den kloge mand kommer til byen på vej til den store messe i Leipzig. Byen står på den anden ende, for man venter en prins af blodet og hans gemalinde, der skal tilbringe sommeren på et nærliggende slot. Den kloge mand fnyser over de tåbelige beboere, men da tiden nærmer sig for de fornemmes indtog, køber han alligevel en billet til logen på torvet for at se hele det naragtige optog. Men det skulle han nok ikke have gjort.

Klassisk på nettet 1789
1789 var et voldsomt år og et af dem der står stålfast og som alle har lært om i skolen. Den franske revolution. Men et er politik noget andet er musik og Klassisk på nettet spiller i denne uge musik fra 1789.  I Wien boede f.eks. Mozart, Haydn opholdt sig meget i England, Weyse var en stor mand i København og dem og mange flere endnu skal vi høre musik af i en times Klassisk på nettet.