Den2Radio - Uge 11 - 2018

Udsendelse d. 10.-16. marts. 2016

Intermetzo 
Intermetzo i denne uge handler om ’den unavngivne fjende’ som ulve i Jylland, jøder som hadeobjekt, den måske mislykkede integration personificeret ved ministrenes pinlige udflugt i den københavnske ghetto for nylig.
Museer skaber viden, øbiogeografi 
Øbiogeografi er et moderne begreb, men det at beskæftige sig med arters udbredelse på øer kan vi følge langt tilbage i videnskabshistorien, hvor det har ført til nogle af de vigtigste teorier inden for biologien. Vi skal møde adjunkt Michael Krabbe fra Statens Naturhistoriske Museum.
4 franske komponister overfor 4 danske i 4 århundreder. 1700 tallet 
I den2radio's serie om 4 franske komponister overfor 4 danske komponister i 4 århundreder er vi kommet til 1700 tallet og til Jean-Philippe Rameau og Johann Adolph Scheibe. Begge to var optaget af andre sider af musikken end som udøvende musikere og komponister.  Begge skrev masser af musik, og begge d'herrer hadede italiensk opera af et godt hjerte. 
Frans af Assisis veje 2 
Den2radio’s serien om Frans af Assisi har overskriften ’Assisi – en by i Umbrien’. Frans af Assisi er en af den europæiske historie og kulturs mest ikonografiske og tidløst inspirerende skikkelser. Som skytshelgen for miljø og økologi træder manden fra Assisi direkte og meget synligt ind i den nutidige debat om bæredygtighed, ligesom han med pave Frans som talsmand er blevet en central figur i debatten om flygtningene og Europa. I San Francesco-basilikaen ser Jørgen Johansen blandt andet på fresker af Giotto og Cimabue sammen med broder Theodor.
Europa kommentar, Ove Weiss 
I år er det et kvart århundrede siden, at 20.000 flygtninge fra Balkan-krigene begyndte at strømme til Danmark. Det markerer de over hele landet, bl.a. med en høring på Christiansborg d. 5 maj. Formålet er at fortælle succeshistorier i forsøg på at ændre den negative udlændingedebat. Det sker kort efter, at både regeringen og det store oppositionsparti har fremlagt omfattende strammer-programmer for parallelsamfundene, og det er Ove Weiss, der orienterer.
Året har 16 måneder, marts 
’Året har Seksten måneder’ hedder en almanak, som digteren Henrik Nordbrandt har lavet sammen med den nu afdøde journalist Jens Winther. Bogen har fået navn efter Nordbrandts på nærmeste folkekære digt om november, november, november og for fjerde gang november. Derfor har året 16 måneder.
Antikkens metafysik 4 
den2radio’ serie om Antikkens metafysik er i 4 afsnit og i denne uge kommer det sidste, og det er om Aristoteles. Han er sammen med Platon en af de mest betydningsfulde filosoffer i den antikke vestlige filosofi. Ud over at være far til disciplinen metafysik, førstefilosofien, er han også logikkens, biologiens og poetikkens fader. Også denne gang møder vi Kristian Larsen fra Københavns Universitet, der udlægger de centrale dele af Aristoteles’ metafysiske forestillinger med udgangspunkt i substanslæren.
Jazzens historie Albert Ayler 
Med udgangspunkt i sin bog ’Drømmejazz- jazzens historie belyst gennem 100 af de bedste cd'er’ har Christian Braad Thomsen udvalgt 21 musikere til serien på den2radio, og er nået til avantgarden i denne uge repræsenteret af tenorsaxofonisten Albert Ayler, som danske jazzentusiaster kunne opleve som det chokerende nye i Jazzhus Montmartre i begyndelsen af 1960’erne.