Den2Radio - Uge 11 - 2021

Udsendelse d.13. - 19. marts. 2021

Intermetzo
Georg Metz’ overskrift er ’Når venstre og højre historisk forveksles’. Dansk antisemitisme har historisk set fungeret fortrinsvis været praktiseret af den politiske højrefløj, til en vis grad gejstligheden, småhandlende i byerne samt større kredse i landbruget. I vore dage med et mindre islæt af nytilkomne religiøse grupper. Ubehageligt men til at overse. Det var Liberal Alliances Henrik Dahl, medlem af Folketinget, der mente at den ekstreme venstrefløj er antisemitisk og som sådan burde tilslutte sig britisk Labours forhenværende formand Jeremy Corbyn. I en sådan mening rumsterer den uvidenhed der ikke synes at være en ulempe på den elektroniske markedsplads. Når et folketingsmedlem lukker den slags ud er det mindre heldigt. Dahl lægger alen til trumpismen hvor postulat gør det ud for kendsgerning, mening for meningsfuldhed, falsk for sandt.

Et homofilt liv 2
Programrækken ’Et Homofilt Liv’ er blevet til som et sammenklip af flere interviews foretaget hen over vinteren 2018-19 med den homofile Doris Lillebil Pollas, der er født i 1924 og dermed er den ældste af bidragsyderne til projektet. Det er i forbindelse med Dansk Folkemindesamlings arbejde med UNESCOs 2003 konvention om verdens immaterielle kulturarv, at Dansk Folkemindesamling har iværksat en række mindre projekter til dokumentation af dele af den immaterielle kulturarv i Danmark, og i den anledning har antropologen Ole Møller Markussen talt med en række informanter, der har eller har haft tilknytning til foreninger for seksualitets- eller kønsrelaterede mindretal.

Antikkens metafysik 2
I sidste uge sendte vi det første af fire programmer om antikkens metafysik. Her fortalte Kristian Larsen fra Københavns Universitet hvad der egentligt skal forstås ved begrebet ”metafysik”. I dette program udlægger Kristian Larsen Heraklits tanker om verdens modsætningsfulde opbygning. En tanke som griber tilbage til Anaximanders tankeunivers, som blev berørt i første program.

10 svenske og 10 danske operasangere, Nina Stemme og Bo Skovhus
I serien '10 svenske og 10 danske operasangere med international karriere' er det denne gang sopranen Nina Stemme og barytonen Bo Skovhus der bliver præsenteret. De er stort set lige gamle født i hhv 1962 og 1963 med hver sin kæmpe karriere, og de er begge udnævnt Kammersanger i Wien, han i 1997 og hun i 2012. Hun er nu mest berømt som Wagnersanger, og han har været den perfekte forfører i Don Juan og Greven i Figaros Bryllup hos Mozart, men begge har sunget mange andre roller. Serien er blevet til fordi den2radio aldrig fjerner sine podcasts og derfor er det altid muligt at finde og genhøre dem, for de store sangere må man ikke at glemme.

Anslag - marts 2021 - 3
Høns giver Jacques Berg uforklarlige mareridt. Han hader dem. TRUMP er et brand der skaffer sig billig reklame i form af en valgkampagne. Analysen af det vanetyngede parforhold ender med konklusionen: ”Alt er skrevet i sand”. Forfatteren Jacques Bergs ugentlige Anslag fra Sydfrankrig.

H.C.Andersen: Skrubtudsen
Skrubtudsen udkom i ’Nye Eventyr og Historier’ i 1866. H.C.Andersens eventyr om det ædle bag det hæslige ydre er inspireret dels af gammel, fynsk overtro på at der fandtes en ædelsten i skrubtudsens hoved og dels af iagttagelsen af en skrubtudse under opholdet i Portugal tidligere i 1866. det er Olaf Ussing, der læser.

Søndagsfortælling: Vor ven den ensomme
Jacob Skyggebjergs Søndagsfortælling kalder han ’Vor ven den ensomme’. Vi ser på den ensomme. Vi følger hans vej rundt i byen. Vi betragter hans liv. Vi kan se på den måde, han pudser næse på, at han ligefrem er begyndt at dyrke ensomheden. Vi ser, at han ikke er socialt forbundet med verden omkring sig. Hans sociale fangarme er kludret ind i hinanden eller slæber frit efter ham i luften, griber om sig selv.

Sval, nordisk, dansk, jysk jazz
En lille times jazz sender vi også i denne uge: Sval, nordisk, dansk, jysk er gode ord for den unge danske trompetist Jakob Sørensen. Han er bl.a. uddannet fra Det jyske Musikkonservatorium i Aarhus og på Jazz-institut i Berlin. Han fortæller om sit liv og sin karriere til Claus Westh fra Radio Jazz.

Foto: Anne Eggen