Den2Radio - Uge 11 - 2026

Udsendelse d.7. -13. marts. 2026

InterMetzo
Den selverklærede spidskandidat til fredsprisen, der truer Norges regering, såfremt Nobelkomiteen ikke har samme idé som kandidaten selv, befalede USA til angreb. Israel tog sig af detaljerne. Planen i modstrid med Folkeretten gik ud på at dræbe ayatollahen. Således blev ved amerikanernes mellemkomst og Netanyahus' medvirken verden værre. Dommedagsuret viser et par sekunder i 12. Og på mere fredsommeligt plan dvæler vi nu i det christiansborgsk fortrolige i valgkampens tegn. Ligegyldigt hvordan man før skæbnedagen vrider og vender realiteterne, ligner en regeringsdannelse lige nu et hus uden fundament og tag, med tilmurede vinduer og kun én dør, der er låst og nøglen smidt i vælgerhavet. 

Sophia - samtale – pejling af dannelse 31: Elever er meget mere end nogle, der ikke kan!
I denne uges Sophia-samtale har docent ved Rytmisk Musikkonservatorium Jens Skou Olsen besøgt dokumentarfilmmager og -underviser ved Den Danske Filmskole Arne Bro for at undersøge dannelsens og undervisningens vilkår i et system, der hylder den administrative ensartethed. Arne Bro har sat sig markante aftryk på den danske dokumentarfilm gennem etableringen og ledelsen af Den Danske Filmskoles dokumentarlinje, hvor en særlig tilgang til pædagogik og kunstsyn har givet genren dens unikke kunstneriske status. De to kunstskolelærere Jens Skou Olsen og Arne Bro bevæger sig ind på fænomenet mesterlære, hvor Arne Bro udlægger begrebet noget anderledes, end hvad man normalt og ureflekteret forbinder med det: Mesterlære består i at have et nænsomt forhold til eleverne, så de ikke plagierer mesteren, men trækker på deres egne erfaringer, ideer og indsigter, så de kan formes af deres egne muligheder.

Kunsttimen. Hvem er vi - 3
Kunsttimen er den 3. i en lille serie, hvor vi behandler spørgsmålet: Hvem er "vi". Bud på modsvar til tidens trend om mig-mig-mig. I dag ser vi på spørgsmålet ud fra et kristent synspunkt. Det giver overraskende nye vinkler, såsom at Gud ser sig selv som et "vi" og en ny bibeloversættelse fra 2020 fortæller, at mennesket ikke hersker over dyrene og træerne, men at de har ansvaret for dem. Der er også et bud på nye gudsbilleder. Christine Tind Johannessen, cand.theol. og ph.d. og tilknyttet det teologiske fakultet ved Københavns Universitet tager os på en lille rejse. Lyt og få indblik i nytænkning indenfor religion.

Tage Baumann og den tyske efterkrigstids schlagermusik 6 
I denne uge kommer 6.afsnit om Tage Baumann og den tyske efterkrigstids schlagere. ’Sig mig hvor du står’ er overskriften om 60’ernes schlagere i DDR.

Radio Underjordisk: podcastserie om Uroksen
”Uroksen fra Vig & andre gamle knogler” er overskriften i podcastserien om Uroksen. Efter sidste istid fandt den vej til de nordlige himmelstrøg og forsvandt fra Jylland omkring førromersk jernalder, og den uddøde i Europa i starten af 1600-tallet. Det er den2radios reporter, Abelone Bregninge, der har besøgt udsøgte fund af urokser på Oldtidssamlingen på Nationalmuseet.

En verden af bystater 1 - Autonomiens alliancer
Gennem 3 århundreder blev grundstenene lagt til en civilisation, som den vestlige verden har spejlet sig i siden renæssancen. Med sin klare marmoræstetik fremstår det antikke Grækenland som et billede på en uspoleret samfundsform, og den dag i dag bliver den oldgræske verden stadig anset som arnestedet for den vestlige kultur. Grundlaget til denne antikke kultur skal ifølge flere forskere findes i den oldgræske samfundsform og bystatsindretning – polis. Gennem 6 udsendelser taler historiker Mikkel Skovgaard med nogle af landets førende forskere for at forstå denne verden af bystater. Vi begynder i denne uge.

Min far
’Min far’ hedder den usædvanlige erindring fortalt af den 98 årige Tove Finger Manswell. Tove er født d. 22.april 1920 op på Adelgades Brandstation, hvor hendes far var brandinspektør. Hun skulle have været en dreng, og ’så må De meget undskylde det blev en pige’, som Tove siger og folder en barndom ud i en tid, hvor brandvogne blev trukket af heste, og faren var streng og dominerende. Tove Finger Manswell fortæller sin historien til fotograf og kunstner Natascha Thiara Rydval.
Pharaos Klassikere: Min Broders levnet af Carl Bagger 5
I Pharaos Klassikere fortsætter den2radio med Carl Baggers lille roman ”Min Broders Levnet” fra 1835. Fortælleren Johannes har ikke held med at hjælpe sin bror Arthur med økonomien og slet ikke med at prædike moral for ham. Så han forlader byen og tager en stilling som huslærer på en herregård. Familiens voksne søn Halvor er ikke modtagelig for lærdom, men han er et udpræget naturmenneske, som gerne vil have Johannes med på ture i omegnen, og han er ivrig efter at præsentere ham for præstens datter Mathilde, som han er meget forelsket i selvom han godt ved, at hans følelser ikke er gengældte. Til gengæld bliver Johannes forelsket i hende, og ham føler hun sig vist mere på bølgelængde med. Men det er ikke ufarligt, for Halvors jalousi driver ham langt ud i hævntørst. Så det bliver et spændende afsnit i denne uge.

Internationale danske klassiske solister: John Damgaard
Den 'Internationale danske klassiske solist' er denne gang pianisten John Damgaard. Han fortæller om et langt liv som underviser og som solist i hele verden. Professor i Danmark, professor i Japan og gæsteprofessor i Australien. Klaversolist og kammermusiker og med et meget stort antal indspilninger.deriblandt Maurice Ravels samlede klaverværker på 2 cd’er og alle Schuberts fuldendte klaversonater og 3 af de ufuldendte på 5 cd’er. Dertil en DVD med en liveoptagelse fra Tokyo i 2007 af Schumanns værker. 

Foto: den2radio