Den2Radio - Uge 14 - 2017

Udsendelse d. 1. - 7. april. 2017

InterMetzo
Georg Metz tager i sin ugentlige klumme afsæt i den aktuelle debat om en kollektiv undskyldning til slavernes efterkommere på de vestindiske øer. Giver det mening at undskylde for så gammel en uret? Vi burde måske hellere sige kollektivt undskyld fremadrettet, som man siger, over for de uledsagede flygtningebørn, der nu kan afvises ved grænsen. Fortidens synder kan vi ikke gøre gode igen. Men nutidens synder, hvad med dem?
Salmesang ved Reformationen 5 
den2radio’s serie om ’Salmesang ved Reformationen’ fortsætter med en udsendelse om Johann Walter. Han er blevet kaldt ’urkantor’, fordi han var den første komponist, som arbejdede helt tæt sammen med Luther. Geystliche Gesangk Buchleyn blev udsendt allerede i 1524 og indeholder Johann Walters salmeudsættelser for flere stemmer.
Freiheits fotografier
Det er alt andet end traditionelle portrætter der kommer frem, når man bladrer i fotograf Stephen Freiheits store katalog af billeder. Men hvad vil han med de anderledes portrætter, og hvordan får han en politiker til at dykke, fuldt påklædt, ned i havet, for at lade sig fotografere af ham? den2radio har talt med fotografen, der vil andet og mere med sine portrætter, end blot vise skønsiden af folk.
JazzGalore
I sidste uge blev en ny dansk jazzpris uddelt for første gang. Foreningen ’Rytmisk Musikkonservatoriums Venner’ har besluttet at indstifte en pris, der bærer Erik Moseholms navn for at mindes den store indsats, Moseholm har udrettet for dansk jazz og for at påskønne unge jazztalenter. Og den første uddeling af Erik Moseholm Prisen, der i år er på kr. 10.000 kr, går til Felix Moseholm, der trods sine kun 19 år allerede gjort sig bemærket på grund af sit store talent som jazzbassist.
Pontoppidan: En lille by
Den store danske forfatter Henrik Pontoppidan, som også har modtaget Nobelprisen i litteratur – det var i 1917 – har i sit forfatterskab 11 krøniker som blev udgivet i 1890. Dem sender vi her på den2radio 11 uger i træk og i denne uge er det ’En lille by’ vi skal høre.
Husserls filosofi 1
Edmund Gustav Albrecht Husserl var en tysk filosof, der levede fra 1859 – 1938. Han var grundlægger af fænomenologien, hvilket gjorde ham til en af det 20. århundredes største tænkere. Vi sender 3 udsendelser om ham og i denne første fortæller professor Dan Zahavi fra Københavns Universitet om Husserls liv og om intentionalitetsbegrebets betydning for Husserls filosofi. 
Islamiske dynastier og kunst 13
Udsendelserne tager udgangspunkt i Davids Samling i København og som et led i hver udsendelse fortæller direktør i Davids Samling Kjeld von Folsach om kunstgenstande, der relaterer til tiden og dynastierne, og denne gang handler det om mamlukkerne i Egypten og Syrien i perioden 1250 til 1517. Det er religionsprofessor ved Københavns Universitet Jakob Skovgaard-Petersen, der fortæller om dem.
Klassisk på nettet – Blomster
Den2radio’s serie Klassisk på nettet – en time med klassisk musik over et bestemt tema har denne sat blomster i fokus.  Roser, krysantemum, georginer, ensomme blomster, tørrede blomster og mange flere, sat i musik af f.x. Richard Strauss, Carl Nielsen, George Bizet, Schubert, Hector Berlioz.

MEDARBEJDER

Georg Metz