Den2Radio - Uge 15 - 2020

Udsendelse d.4. - 10.april. 2020

Den2radio sender forårsbuketter af podcasts om kultur-og samfund – der er lys forude.

Intermetzo
Georg Metz er ude efter justitsminister Nick Hækkerup og hans krav om at tyveri af håndsprit udløser fængselsstraf. Afskrækkelseseffekten mht tyveri af værnemidler i særdeleshed håndsprit er næppe udforsket, og om nogen særlig god eller langsigtet forretning kan der i hvert fald næppe være tale. Krisen i håndsprit har løst sig selv før nogen kom i spjældet.

Scandinavian Star
Branden på færgen ”Scandinavian Star” i 1990 er TV-aktuel med en dokumentarserie i seks afsnit om tragedien, der for 30 år siden kostede 160 menneskeliv, når man medregner et ufødt barn. På vej fra Oslo til Frederikshavn begyndte skibet at brænde lidt før klokken 2 om natten med omkring 500 ombord. Journalisten Peter Skeel Hjorth havde i 15 år været redaktør af fagbladet ”Brandmanden” i sin fritid og dækket store brande med mange omkomne, da han blev sendt til Lysekil, hvor færgen stadig lå rygende ved kajen. Sammen med svenske brandfolk gik han ombord i skibet, der på det tidspunkt var som et sortsvedent, forvredent vrangbillede af en underverden. I udsendelsen fortæller han om redningsarbejdet og sine indtryk fra skibets indre, der var et rædselskabinet.

Pharaos Klassikere, Den røde døds maskerade
Vi fortsætter det lille pesttema en uge endnu med en af Poes kendte uhyggespredende fortællinger om, hvordan ingen, selv ikke de mægtigste kan beskytte sig ved at isolere sig fuldstændigt. Det er ’Den røde døds maskerade’ af Edgar Allan Poe i Jakob Hansens oversættelse.
En fyrste og hans hof spærrer, under en frygtelig pest, sig selv inde på et befæstet abbedi. Man har forsyninger nok og kan opretholde et luksuriøst liv. Under et maskebal oplever man en mystisk, tavs og ukendt gæst skride gennem lokalerne. Hvem mon han er?

Hvad er Bel Canto
Bel canto er en måde at synge på. Det er en sangstil – en teknik, som især komponisterne Rossini, Bellini og Donizetti brugte. En virtuos teknik og med perfektion og skønhed i centrum. Musikeren Henrik Bøggild fortæller, hvad det går ud på ud fra en række meget gamle optagelser. Musikken er jo overleveret via noder, men måden at fortolke dem på har skiftet gennem tiderne.

Jeg er et træ
I slutningen af februar var Egon Clausen inviteret til biblioteket i den vestjyske by Tarm. Her læste han højt af sin nyeste digtsamling, der hedder ”Jeg er et træ” og som spænder en bue af ord fra øst til vest over Danmark. Egon gik i sin tid i skole i Tarm, så her var han hjemme.

Grænselandshistorier 2
I 10 udsendelser bevæger den2radio sig rundt i grænselandet mellem Kongeåen og Ejderen sammen med Finn Slumstrup – forfatter og tidligere formand for Grænselandsforeningen, og denne gang er vi kommet til Hedeby i den 2.udsendelse.  Hedeby var Nordens første storby, den lå ideelt ved fjorden Slien ved Østersøen og tiltrak købmand og andre handlende, der slog sig ned, vikinger der kom sejlende og folk der var håndværkere. Det var i midten af 900 tallet, men den by skal man kigge godt efter i dag. Der er en meget interessant historie om Hedeby.

Martin Luther, den melankolske reformator
2017 var det helt store reformationsår mange steder i verden. I den anledning udkom mange bøger om Martin Luther. Én af dem skiller sig ud fra de andre: Oscar K.s Viae Deus Audet Scire, Veje Gud tør kende eller Den melankolske reformator. Det, der gør denne roman særlig er, at forfatteren har pålagt sig selv, at middelalderens tankesæt og sprog skal være skrivningens motor og begrænsning. Læseren bliver derfor ført ind i og bundet til et middelalderligt univers, som byder på liv, der på en og samme tid er knugende råt og uforbeholdent søgende.

H.C.Andersen, Den flyvende kuffert.
Ugens H.C.Andersen er ’Den flyvende kuffert’ som Dirch Passer læser. Det handler om en rig købmandssøn der ikke har evnen at spare på sine penge. En dag har han ikke flere penge, men så får han tilsendt en kuffert af en ven, og den er magisk, den kan flyve.  Eventyret er sat sammen af to omgange: I begyndelsen af 1839 havde han skrevet historien ’Svovlstikkerne’ til oplæsning på Det kgl. Teater. Senere på foråret læste han den selv højt på Hofteatret med den endelige titel.

Museer skaber viden, Ford i Danmark
Det ville også i dag have givet store overskrifter, hvis en bilproducent besluttede sig for at åbne en samlefabrik i Danmark. Opmærksomheden var ikke mindre i 1919, hvor der ikke blot startede en fabrikation af et nyt og interessant højteknologisk produkt som en bil, men der var også tale om en ny måde at fremstille på med samlebåndsproduktionen. Det var ikke blot samlebåndet, der var nyt, det var måden at arbejde på også, fortæller museumsinspektør og seniorforsker Lars K. Christensen i udsendelsen. I USA havde Ford udviklet tanker om, hvordan man skulle organisere arbejdet, forholdet til samfundet og til fagforeninger, det man kalder Fordisme. 

Mukarami og Jazzen 3
Den japanske forfatter Haruki Murakami er en af nutidens mest læste og anerkendte forfattere og er flere gange blevet nævnt som kanditat til Nobelprisen i litteratur. En af hans store inspirationskilder er jazzmusikken. Claus Westh fra RadioJazz taler med Murakamis danske oversætter Mette Holm i denne tredje og sidste udsendelse om Murakami og jazzen.

Foto: Forår i kolonihaven (Anne Eggen)