Den2Radio - Uge 15 - 2022

Udfsendelse d.9. - 15. april. 2022

Intermetzo
Georg Metz taler om krigens uforudsigelighed. Krigen kommer uforberedt, anderledes og altid værre end frygtet. Ingen bør stole på militærets vurderinger af kampens udfald. I moderne krigsteknologi dynges langdistancevåben mod befolkningen og dræber så mange, at de angrebne giver op og deres hærs effektivitet reelt går i indre opløsning. ’Leve døden’, forkyndte de spanske fascister i 1930’erne og terrorbombede en by midt i markedstimen. 

Forud for det franske præsidentvalg 2022 - 2
To danske journalister bosat i Frankrig nemlig Jacques Berg og Jesper Tang mødtes for nylig for at tale om det politiske Frankrig 2022. Denne gang taler de mere generelt om årsagerne til, at det franske højre både ideologisk og i vælgerpopularitet i så høj grad spiller den dominerende rolle, at landets 6 venstrefløjskandidater tilsammen dårlig nok repræsenterer en tredjedel af vælgerkorpset.

Tage Baumann od den tyske efterkrigstids schlagermusik - 12
Tage Baumanns gennemgang af den tyske efterkrigstids schlagermusik rammer i denne uge det 12.afsnit. Her er vi kommet lidt ind i 80’erne, et årti med atomtrussel og arbejdsomhed.

Påske i Grækenland
Påsken bliver fejret i stor stil i Grækenland, og den2radio har været med i landsbyen Petra, hvor langfredag er det sørgelige højdepunkt, hvor Jesus bliver båret i procession gennem landsbyen, og hvor det glædelige højdepunkt er natten efter midnatsmessen op til påskesøndag, hvor glæden bryder løs, kirkeklokkerne kimer og fyrværkeri bliver brændt af. I denne genudsendelse taler den2radio’s Jørgen Johansen den græskfødte psykolog Libby Arcel.

Bohuslän 2
Grænserne mellem de nordiske lande har i historiens løb været flydende.  I den anden udsendelse om livet i grænseområderne mellem Norge og Sverige og mellem Sverige og Danmark handler det om Bohuslän - området der ligger mellem den nuværende norske sydgrænse mod Sverige og ned til Götaelvens udmunding ved Göteborg. I dag er der ikke så mange som tænker på Bohuslän som gammelt norsk område, men det var først ved Roskildefreden i 1658 at Bohuslän blev svensk.

Fynbomalerne
Fynbomalerne var en gruppe malere i starten af 1900-tallet, der ikke blot malede, men også skrev breve og dagbøger. De skriftlige kilder ligger spredt geografisk. Nogle ligger på Johannes Larsen Museet, nogle på Faaborg Museet og nogle på Det kgl. Bibliotek eller privat. Det er museumsinspektør på Johannes Larsen Museet Malene Linell Ipsen, der fortæller om arkivet, og hvad man kan finde i det.

Kunsttimen
I denne udgave af Kunsttimen har Mikael Jensen inviteret jungiansk analytiker og kultursociolog, Dorte Odde i studiet. De taler om fænomenet ‘vi’ som et begreb for fællesskabet overfor det individuelle.

Dansk kunst i det 20.århundrede
I 2008 udgav Mikael Wivel, kunstkritiker, dr.phil og forskningsleder sit storværk  ’Dansk kunst i det 20.århundrede’. den2radio genudsender et stort interview med Mikael Wivel, for det er et værk, der er evigt gældende. Det fungerer både som opslagsværk og som en stor fortælling om det 20.århundredes danske kunst og kunstnere.

15 kvindelige komponister fra 12 lande gennem 400 år. Nancy Dalberg.
I serien '15 kvindelige komponister fra 12 lande gennem 400 år’er det Nancy Dalberg vi er nået til. Hun blev ikke kun elev af Carl Nielsen, de blev også venner, og de hjalp hinanden. Hun med at instrumentere dele af skuespilmusikken til Aladdin og kantaten Fynsk Forår og han ved at dirigere hendes værker. Hun var den første kvindelige danske komponist der ikke bare komponerede, men også fik opført en symfoni, og det var Carl Nielsen der dirigerede uropførelsen.

Foto: den2radio