Den2Radio - Uge 16 - 2018

Udsendelse d.14.-20.april. 2018

den2radio i forårs- og jubilæumshumør, for vi fejrer 10 års jubilæum d.1.maj. den2radio har klaret sig igennem ved fondsmidler og andre tilskud, men i alle de 10 år uden politisk bevågenhed og offentlige penge, og så har vores mange lyttere sandelig også støttet os, det er vi meget glade for. Og det er jo på hjemmesiden, at ’Støt den2radio’ knappen er, så vi er meget taknemmelige hvis lytterne fortsat vil støtte vores udsendelser.

Georg Metz tager fat i begrebet metaforer i sit Intermetzo, metaforer på mange måder. Metaforen er uundværlig, det ved enhver der benytter sig af sproget. Metaforen gør ikke altid opmærksom på sin rolle som billedlig sammenligning, og modtageren går glip af pointen eller nogen benytter sig af lejligheden til at fabulere videre og ændre mening. Politikerne bruger også metaforer f.x. kulturministeren der bruger billedsprog som at mediefolk skal have ’hånden på kogepladen’, være ombord på ’brændende platforme’ og at ’DR er et fyrtårn’.   

Museer skaber viden. Kunstværk
Hvordan et kunstværk bliver til er vigtigt at forstå, hvis man vil forstå selve værket. I den2radio’s serie ’Museer skaber viden’ fortæller Chris Fischer, der er leder af forskningscentret på Statens Museum for Kunst om arbejdsprocessen og uddannelsen af kunsterne. Hvor og hvordan billedet er bestemt til at hænge skal man også forstå, og der bliver giver et eksempel på billeder, der bogstaveligt talt bliver set i nyt lys.

Ladies of folk 2: Murder Balleds
I denne uge kommer afsnit to i serien Ladies of Folk. Det handler om en særlig og temmelig mørk undergenre - "Murder Ballads". Og det er lige præcis, hvad ordene beskriver - smukke, poetiske viser om brutale mord. Smukke, poetiske viser om mænd, der slår deres utro hustruer ihjel. Mænd, der dræber de unge piger, de selv har bragt i uføre. Kvinder, der dræber deres voldelige drukkenbolt af en mand. Mænd, der slår prostituerede ihjel eller søstre, der dræber deres søstre på grund af jalousi.   

Ove Weiss kommenterer: Borgmesterprotester
Røde og blå borgmestre over hele landet protesterer nu mod ghetto-begrebet. De mener, det diskriminerer både indvandrer- og flygtningefamilier og ”gammel-danske” familier. De er i det store og hele tilfredse med deres boligstandard. I stedet foreslår borgmestrene betegnelsen ”udsatte boligområder”. Det sker samtidig med, at forskere anklager regeringen for at misbruge politi-undersøgelser til at tegne et forstørret billede af utrygheden i områderne.   

Klassisk på nettet, Klipper og bjerge
Komponister er ofte inspireret af naturens mirakler: årstidernes skift, et vandløbs rolige rislen, havets aggressive skumsprøjt og høje bølger, berusende dufte, skove og træer og meget mere. Klassisk på nettet har klipper og bjerge som tema denne gang: Klippelandskaber, høje bjerge, mindre bakker, fredelige, imponerende, smukke og dødbringende, og det er med musik inspireret af blandt andre Bloksbjerg, Golgatha, Jotunheim, Alperne, og komponisterne er Edvard Grieg, Richard Strauss, Johan Sebastian Bach og Schubert og flere endnu.

Danske klassiskere: Herman Bang
den2radio har en lille serie om danske klassikere.  5 forfattere - og det er salmedigteren Thomas Kingo fra den danske barok, B. S. Ingemann fra romantikken, Johannes V. Jensen fra tiden omkring år 1900 og den modernistiske lyriker Inger Christensen, og så Herman Bang, som det drejer sig om i denne uge. Litteraturforsker Peer E. Sørensen bliver interviewet af Karsten Pharao og Helle Helle fortæller om, hvad Herman Bang har betydet for hendes forfatterskab. Peter Sloth læser udvalgte tekster.

Året har 16 måneder, april
"Året har Seksten måneder" hedder en almanak, som digteren Henrik Nordbrandt har lavet sammen med den nu afdøde journalist Jens Winther. Bogen har fået navn efter Nordbrandts på nærmeste folkekære digt om november, november, november og for fjerde gang november. Derfor har året 16 måneder. I denne uge fortæller Henrik Nordbrandt om april måned. Her begynder livet, siger han.

Den røde sofa
Under temaet "grænseløs litteratur" inviterede Den røde Sofa til litteratursalon den 15. marts, hvor omdrejningspunktet var den aktuelle antologi ’Med egne ord’.  Det er 14 kvinders beretninger om seksuelle overgreb – fra ’daterape’ over voldtægt til seksuelt misbrug. Her samles personlige udtryk fra kvinder i alderen 20-60 år, der frit beretter om deres oplevelser, og de overlevelsesstrategier, der har været tilgængelige for dem. "Med egne ord" er blevet til på tre skriveforløb afholdt i vinteren 2017 i Poesiens Hus. Kvinderne valgte selv den litterære form, der passede dem bedst: fortælling, novelle, digt eller brev. I Den røde sofa sidder tre personer, to af forfatterne til antologien i samtale med Iben Claces der har været projektleder for antologien