Den2Radio - Uge 16 - 2019

Udsendelse d.13.-19.april. 2019

Intermetzo: Selvransagelsens bekræftelse
For nylig afleverede den amerikanske specialanklager Robert Mueller sin stadig hemmeligt stemplede rapport om Donald Trump før, under og efter præsidentvalget i 2016 og dermed stod det klart at han anbefalede Kongressen ikke at rejse sag mod præsidenten for samarbejde med russerne. Givet er det at mange medier, ikke mindst men ikke alene de amerikanske, tager det for mere eller mindre givet at Trump var skyldig. Hvilket han måske stadig er. Trump er overhovedet ikke renset af Mueller. Kun ikke tiltalt.

Håndværk: Fremtidens uddannelse og dannelse
’Fremtidens uddannelse og dannelse’ kalder den2radio den sidste podcast i serien om Håndværk. Vi har spurgt forskere og eksperter om hvordan fremtidens krav til uddannelse og kompetencer hos arbejdskraften kommer til at se ud set i lyset af digitalisering, robotisering og voksende automatisering af hele arbejdsmarkedet– også kaldet ’den 4. industrielle revolution’. At det kræver en stor indsats både hvad angår nye uddannelser, konstant opkvalificering og træning i datalogi og IT allerede i folkeskolen er der ikke tvivl om, men det har svære vilkår, når der konstant bliver sparet på netop uddannelse.

Internationale danske klassiske solister: Lars Ulrik Mortensen
'Internationale danske klassiske solister' portrætterer i radioformat nogle af de mange danske sangere, musikere og dirigenter, der har eller har haft en international karriere eller som er ansat i et ensemble i udlandet. Og i denne uge skal vi møde Lars Ulrik Mortensen, der i 2007 modtog Danmarks mest prestigefyldte musikpris Sonningprisen som kun den fjerde dansker efter Mogens Wöldike, Per Nørgård og Michala Petri. Lars Ulrik Mortensen har været kunstnerisk leder af Concerto Copenhagen siden 1999 og dirigerer i disse uger på Det kgl Teater på Gamle Scene Händels første opera ’Il Trionfo’ i en opsætning, der har fået international opmærksomhed. 

FDB møbler 2
Her i den anden udsendelse om FDB møbler fortæller Thomas E. Alken fra tegnestuen Format Design om hvilke tanker en møbeldesigner gør sig, når han laver møbler? Han fortæller også om sit arbejde med at designe havemøbler, hvor deres funktion i en social sammenhæng er vigtig. Den første udsendelse fortalte om FDB Møbler i en designhistorisk sammenhæng, hvordan møbler blev valgt, da FDB Møbler blev relanceret i 2013 og om arbejdet med at få de gamle møbler til at passe i størrelsen til nutidige mennesker.

Norden i Europa: Brexit kaos og det lykkelige Norden
Den2radio’s programserie ’Norden i Europa’ har positive nyheder fra Norden. Samtlige nordiske lande er i Top 10 på FN’s nyeste liste over verdens lykkeligste folk bedømt på en række parametre som levetid, velstand, social kapital, minimal korruption og tillid til myndighederne. Men i den nære horisont venter folketingsvalget i Danmark, hvor behandlingen af ’de fremmede’ bliver et omdrejningspunkt i valgkampen og i forhandlingerne om en mulig ny regering. For nok bebos Danmark af et af verdens lykkeligste folk, men der er undtagelser. 

Radio Norden: Alkohol i Norden
Radio Norden er en serie magasinprogrammer om nordiske kultur- og samfundsforhold, både aktuelle og historiske. Et af de mange forhold er alkohol – forskellene på hvordan man ser på alkohol og regler og love om alkoholpolitikken i de nordiske lande. I denne uge møder vi Chrisoffer Tigersted fra Det finske institut for folkesundhed og vi skal også høre hvordan en ung svensker, der arbejder i Danmark og bor i Sverige oplever forskellene på de 20 minutter der er over Øresund mellem hjem og arbejde. 

Frans af Assisi 1
Frans af Assisi er en af den europæiske historie og kulturs mest ikonografiske og tidløst inspirerende skikkelser. Og i anledning af at den2radio’s Jørgen Johansen udgiver bogen ’På Frans af Assisis veje’ d. 23.april genudsender vi hans serie med samme overskrift. Frans af Assisi er ikke kun de farverige legender om en eksotisk middelalderhelgen og karismatisk kirkereformator. Skikkelsen har i enestående grad en helt nutidig appel, og begrebet ’Spirit of Assisi’ repræsenterer for mange mennesker på tværs af ideologier og religiøse overbevisninger en form for håb. Som skytshelgen for miljø og økologi træder manden fra Assisi direkte og meget synligt ind i den nutidige debat om bæredygtighed, ligesom han med pave Frans som talsmand er blevet en central figur i debatten om flygtningene og Europa.

Essays 2
I den anden udsendelse i serien om den oversete litterære genre, essayet, skal vi høre fra Holberg og Brandes. I Danmark begyndte Ludvig Holberg i 1700-tallet at skrive sine moralske tanker og sine epistler i essay-genren og siden tog Georg Brandes essay-stilen til sig og brugte den. Thorkild Borup-Jensen har skrevet bøger om essays og udgivet en række antologier om denne litterære genre, og han er seriens fortæller.

Franske rødder 3
Podcasten ’Franske Rødder’ dykker gennem musikken ned i fransk kultur og sprogs mange forgreninger ud i verden. Gennem orkestre og solister der optræder på Tønder Festival 2019 fortælles historier om hvordan den franske indflydelse har sat sit præg på musikken.  I denne udgave af ”Franske Rødder” skal vi høre om hvordan gamle franske sange fra middelalderen har fået nyt liv hos det canadiske orkester Les Poules a Colin fra Quebec.

Foto: Anne Eggen - Den røde plads i København