Den2Radio - Uge 16 - 2026

Udsendelse d.11.-17. april. 2026

InterMetzo
Georg Metz har givet hans faste klumme overskriften 'Set fra Aalborg uden for stalden' og handler om den uforskammede udtalelse fra det ene af to tilbageblevne folketingsmedlemmer af Borgernes Parti Nadja Natalie Isaksen. 'En kat bliver ikke en hest, bare fordi den er født i en hestestald' med adresse til Samira Nawa født i Aalborg og folketingsmedlem af Radikale Venstre siden 2019.  Måske MF lsaksen i sin iver efter at udelukke andres danskhed skulle studere nationalikonet H.C. Andersens historier om at være noget andet end noget lige nu samt de ambitiøses stræben efter en omverdens anerkendelse.

Sophia-samtale - pejling af dannelse 32 : Fællesskaber omkring læsning og nutidslitteratur i skolen
I denne uges Sophia-samtale har Sophias Jens Raahauge besøgt Cecilie Bogh, der er forlagschef i Dansklærerforeningens Forlag. Samtalen kommer naturligt nok til at handle om børn og unges læsning, om den mangfoldige og nutidige litteratur, vi bør tilbyde dem, og om de fællesskaber omkring læsning som kan styrke oplevelsen af samtalen om og fordybelsen i litteratur – alt sammen for at skabe læselyst og for at bidrage til det udsyn, som gør verden større end læseren selv.

Psykisk arbejdsmiljø 2
I den anden udsendelse om det psykiske arbejdsmiljø skal vi høre om vilkårene i bygge- og anlægsbranchen – kendt for en række fag med arbejde, der omfatter store maskiner, er tungt, risikofyldt, støvet og med mange mænd og fortsat få kvinder.

Tage Baumann og den tyske efterkrigstids schlagermusik   
Tage Baumanns gennemgang af den tyske efterkrigstids schlager rammer i denne uge det 10.afsnit. Og det afsnit handler om guldalder og terror-Tyskland i 1970’erne.Tage Baumann og den tyske efterkrigstids schlagermusik

Frederiksbergs historie 1
Vi tager hul på en serie "Fra middelalderby til 70èr beton". Vi skal følge den lange historie om en bys udvikling og nogle af dens borgere.
Helt konkret er det Frederiksberg kommunes historie, der er i centrum, men det er også en historie om århundredets udvikling, som det har foregået mange steder i landet.

På Frans af Assisis veje 2 : Assisi – en by i Umbrien
Frans af Assisi er en af den europæiske historie og kulturs mest ikonografiske og tidløst inspirerende skikkelser. Som skytshelgen for miljø og økologi træder manden fra Assisi direkte og meget synlig ind i den nutidige debat om bæredygtighed, ligesom han med pave Frans som talsmand er blevet en central figur i debatten om flygtningene og Europa. I San Francesco-basilikaen ser Jørgen Johansen blandt andet på fresker af Giotto og Cimabue sammen med broder Theodor.

En verden af bystater 6
Det antikke Grækenland bliver ofte fremhævet som ophavet til den vestlige civilisation. Derfor bliver betegnelsen ’Europas vugge’ ikke sjældent brugt til at beskrive den oldgræske verden. Men hvad ligger der i den betegnelse, og hvordan har denne eurocentriske verdensopfattelse været med til at påvirke den danske historieforståelse? Det er den 6. og sidste podcast i serien ’En verden af bystater’ og her skal I møde Helene Blinkenberg Hastrup, der er mag.art og ekstern lektor ved Aarhus Universitet.

Pharaos klassikere: Viggo Stuckenberg: Den hvide Dør (1894)
I Pharaos Klassikere bliver vi i 1890’erne, hvor den litterære retning symbolismen slog igennem, og digteren Viggo Stuckenbergs lille fortælling Den hvide Dør er et godt eksempel på, hvad symbolisme egentlig er: en genstand, den hvide dør, ophæves til et symbol på mening; man kan gå igennem en dør og komme til en forståelse af en dybere mening, men i dette tilfælde forbliver døren lukket.

H.C. Andersen og operaen
Vi ved meget om H.C.Andersen først og fremmest fra ham selv. Han skrev dagbog gennem hele sit voksne liv helt ned i detaljer. Han var vild med teatret og forsøgte i de første år i København som ganske ung at blive næsten hvad som helst på Det kgl Teater: Balletdanser, skuespiller eller sanger. Det gik slet ikke, til gengæld kunne han jo skrive. Efter han fik sit første rejselegat som 26-årig rejste han i hele Europa igennem 40 år, og hver gang han kom til en by, var det første han gjorde at gå i teatret, og han har set og oplevet masser af operaopførelser og mødt store operasangere og komponister. Det har operaeksperten Henrik Engelbrecht skrevet en bog om: 'Hjertet brast i toner - med H.C.Andersen i operaen', og den fortæller han om til den2radio.

Foto:den2radio