Den2Radio - Uge 17 - 2022

Udsendelse d.23. - 29.april. 2022

Velkommen til den2radio med tak for gode mails fra lytterne og dertil økonomisk støtte, det takker vi for, det er meget vigtigt.

Intermetzo
Georg Metz beskriver følgerne af de store verdenskrige og de blodige konsekvenser der slog alt andet i menneskehedens historie. Er der én ting europæerne har brug for, er det politisk-og forsvarssamarbejde EU, i hvis mørtel hverken USA eller Rusland, såfremt Europa overlever Ukraine, kan presse et knivsblad.

Ukraine tur-retur
Her efter påske siger udlændinge -og integrationsminister Mathias Tesfaye til Berlingske, at der
er kommet 30.000 ukrainere til Danmark siden d. 24. februar, da Rusland angreb Ukraine. I følge FN er 1,7 millioner flygtet ud af landet, men 870.000 er vendt tilbage oplyser Ukraines grænsekontrol. Det er tal med en vis usikkerhed, der ustandselig ændrer sig. I podcasten "Ukraine tur-retur" skal vi møde en dansker, der fortæller om det at tage imod 2 voksne ukrainske kvinder og et barn.

Kort men Godt: Brev til Bulganin
Brev til Bulganin er en revyvise sunget af Osvald Helmuth i Tivoli-Revyen i 1957. Visen er oprindeligt skrevet af østrigeren Gerhard Bronner til ’Vienna Midnight Cabaret’ samme år under titlen ’Brief an Bulganin’, og den har fået dansk tekst af Arvid Müller. Visen er udgivet på albummet ’I den mellemste køje’ med et udvalg af Helmuths mest kendte revyviser. Teksten er udformet som et brev til den sovjetiske ministerpræsident Nikolaj Bulganin, og den vise sender den2radio i denne uge. Den er ualmindelig aktuel i denne tid.

Psykisk arbejdsmiljø 3: Det er kommet for at blive
Den tredje podcast om det psykiske arbejdsmiljø handler om hjemmearbejdspladser, der af de fleste bliver betragtet som en win-win situation for både arbejdsgiver og arbejdstager. Men det til trods er der stadig plads til forbedringer og nytænkning i nye arbejdsformer. Hør når både forsker og arbejdsmarkedets parter giver deres råd og erfaring videre.

Museer skaber viden: Fytoplankton
Fytoplankton er organismer der er så små, at man måske kan ane dem i et glas vand, men som man se på i et mikroskop, hvis man vil studere dem. På trods af deres størrelse, har de en afgørende betydning for livet i havet. Det fortæller professor i biologisk oceanografi Katherine Richardson om i tre udsendelser, hvor den første handler om fytoplankton som organisme. Nu kan det lyde som en enkel beskrivelse, men man kan i udsendelsen høre om den mangfoldighed, der er både i udseende, størrelse og levevis. På mange måder er de udtryk for en større mangfoldighed end det man ser på land. Arterne kan dog også ligne hinanden, så man ikke kan kende forskel på dem fra deres ydre. Et forhold som Katherine Richardson tilskriver en evolutionær forskel, der skyldes forskelle mellem livet på land og livet i havet.

På Frans af Assisis veje 2: Assisi - en by i Umbrien
Frans af Assisi er ikke kun de farverige legender om en eksotisk middelalderhelgen og karismatisk kirkereformator. Skikkelsen har i enestående grad en helt nutidig appel, og begrebet ”Spirit of Assisi” repræsenterer for mange mennesker på tværs af ideologier og religiøse overbevisninger en form for håb. Som skytshelgen for miljø og økologi træder manden fra Assisi direkte og meget synligt ind i den nutidige debat om bæredygtighed, ligesom han med pave Frans som talsmand er blevet en central figur i debatten om flygtningene og Europa. Seriens andet program har overskriften ’Assisi – en by i Umbrien’. Og her i San Francesco-basilikaen ser Jørgen Johansen blandt andet på fresker af Giotto og Cimabue sammen med broder Theodor.

Pharaos Klassikere: En Digters bazar11
Karsten Pharao fortsætter oplæsningen af H.C.Andersens ’En digters bazar’ – beretningen om den store Europarejse, der begyndte i oktober 1840 og varede til juli året efter. I H. C. Andersens generation var skoleelever flasket op med græsk kultur og historie, så det var nærmest som at komme hjem, da Andersen møder de græske kyster på sin rejse.

Den anden død 2
Et gammelt ordsprog lyder ’Et menneske dør to gange – den anden død er at blive glemt’. Vi sender den anden af to podcast, der genopliver en lille bid af glemte livshistorier, og på dén måde redder personerne fra den anden død. Serien ‘Familiens Fodnote’ handler om Alfred Ferdinand Carstens, som er Mikkel Andersen og Jacob Krauses tipoldefar. Han mistede livet under 1. Verdenskrig ligesom det var tilfældet med mere end 5.000 andre sønderjyder i tysk krigstjeneste. Som tiden gik falmede mindet dog om ham, og han blev efterladt som en fodnote i familiefortællingen. Men hvor og hvordan endte hans liv? Og hvorfor forsvandt han ud af familiens erindring? Dette kan I høre om i denne anden podcast.

Kvindelige komponister fra 10 lande gennem 400 år. Alma Mahler
Kvindelige komponister gennem alle tider har været meget igennem: nedladende anmeldelser har de fået - altid af mænd. Det har været meget svært at få deres værker opført og udgivet, og de har meget tit manglet opbakning fra ægtefæller og familie, men det den unge Alma Schindler kom ud, for da hun skulle giftes med Gustav Mahler er dog det mest utrolige: hun måtte skrive under på en erklæring fra ham om, at hun skulle lægge sine tanker som komponist på hylden, der kunne kun være plads til én komponist i det ægteskab. Hun var 19 år yngre - 22 år hvor han var 41 og vidt berømt, og hun var gravid. Alma Schindler Mahler er den sidste af '15 kvindelige komponister fra 10 lande gennem 400 år.

Foto: Anne Eggen