Den2Radio - Uge 18 - 2016

Udsendelse d. 30.april - 6.maj.  2016

Den2radio fylder 8 år d.1.maj. Det er lidt af en begivenhed – der var nok ikke mange, der havde troet at vi kunne nå sådan et jubilæum, men den2radio er still going strong, og lytterne er meget velkomne til at donere et beløb til os i fødselsdagsgave. Vi er jo en non-kommerciel radio udelukket støttet af fonde, så det går lidt op og ned – men det går.

Og den2radio’s Georg Metz er den der lægger ud som altid. Denne uges Intermetzo har overskriften ’Idealer på tværs – Når politikere danner bagtrop af 4.division’. Han har fået øje på den danske udenrigsminister i Bruxelles, som ikke gør den helt store figur der. Udenrigsminister Kristian Jensen skyder med spredehagl og mener at ’dem i Bryssel bestemmer for meget’, men tænker ikke lige på, at EU og Bruxelles udretter hvad ministerråd, kommission og parlament kan enes om.  I det omfang kommissærerne går videre end tilladt, skyldes det medlemslandenes egne begrænsninger i regeringers udygtighed eller de sover i timen eller er inderst inde godt tilfredse med EU-apparatets ondulering af mindre populære ting og sager, så slipper de selv. 
 
Den2radio’s serie Liv i landdistrikterne handler denne gang om diversitet. Danmark er ramme om et samliv mellem 33.000 arter, de fleste af dem har hjemme i skoven og alt for mange trives dårligt. Men vi og vores eksistens er afhængige af de mange arter, og positive indsatser er mulige, når viljen er til stede.
 
I 'Internationale danske klassiske solister' skal vi møde Lisbeth Balslev - dramatisk sopran med en stor karriere især i operaer af Richard Wagner. Hun blev engageret til Bayreuth Festspillene allerede et år efter debuten på Det kgl. Teater og vakte stor opsigt også i medierne. Her kom den helt ukendte danske sopran og lagde det forkælede Bayreuth-publikum ned og så kom hun cyklende til prøverne, det havde man aldrig oplevet før dengang i 1970'erne. I dag er Lisbeth Balslev 71 år og stadig syngende. Hun medvirkede i musicalen The sound of Music på Det ny Teater i efteråret 2015, og så er hun stærkt optaget af humanitært arbejde ved at tage imod og arbejde for rumænske børnehjælpsbørn i 'Rumæniensprojektet af 1992' oprindelig startet af Hanne Reintoft. Et hjælpearbejde der er udsprunget af hendes første uddannelse som sygeplejerske som var hendes arbejde i flere år, inden hun kastede sig over sangen.  

Sidste uge tog den2radio hul på en helt ny serie ’Sønderjylland fortæller Danmarkshistorie’. Vi begyndte i Danmarks ældste by Ribe, der viser sig at være endnu ældre end man havde troet i århundreder, og i denne uge er det Rømø, der er i fokus – den sydligste af de tre danske øer i Vadehavet, Fanø, Manø og Rømø. Og Rømø blev pludselig nem at komme til, da man i 1949 anlagde en 9 kilometer dæmning. Og Rømø har også en gammel historie at fortælle.
De udødelige

Serien ’De udødelige’s redaktion var i Bruxelles og i Parlamentet i nogle dage og sidste uges udsendelse var den første derfra. Denne uge handler om arbejdsmarkedet, udskydelsen af pensionsalderen og de unge. Og de unge er i den grad et problem i EU. Man er bange for at tabe en hel generation på gulvet i EU i forlængelse af den store økonomiske krise der begyndte i 2007-8. En generation der blev arbejdsløs og som havde svært ved at få en uddannelse, og som nu inden tiderne bliver bedre, bliver overhalet af den næste unge generation.

’Fra Nørrebro til Nashville’ handler det om passion. 27 årige Maria Bangsgaard Køster er forelsket. I countrymusik og western wear. Altså det tøj countrymusikerne har på, når de går på scenen. Hun er bachelor i design og tekstilformidling fra Håndarbejdets Fremmes Seminarium og er ved at starte sin egen virksomhed, hvor hun skræddersyr westerntøj, som det blev gjort i de gode gamle dage.

I denne uge har vi en hel time med og om den danske jazzmusiker Chris Minh Doky. Han rejste som knap 20 årig til NewYork med sin bas og spillede i starten på gaden, men kom efterhånden med i mere organiserede sammenhænge og kom til sidst til at spille med musikere i topklasse. Det betød at han i modsætning til de fleste andre danske jazzmusikere først slog igennem i udlandet. Chris Minh Doky fortæller også om sin bog ’Nærvær’, der netop er udkommet

For nogle år siden holdt Lise Busk-Jensen 5 foredrag i forlængelse af sin disputats om romantikkens forfatterinder. Lise Busk-Jensen kommer vidt omkring i sin afdækning af kvindelitteraturens fremvækst i 1800-tallet, og vi får et bud på hvorfor så få danske kvindelige forfattere har opnået klassiskerstatus. Vi sender det første af de 5 foredrag i denne uge.