Den2Radio - Uge 18 - 2023

Udsendelse d. 29.april - 5.maj. 2023

InterMetzo 
Georg Metz lægger som altid ud med overskriften ’Forplumringens forbandelse’ og ’Uvedkommende lyd kvæler ord og mening’. Mennesker med gehør har svært ved at koncentrere sig i uvedkommende støj eller uønsket musik i en hvilken som helst sammenhæng, og hvor musik funktionelt ikke har anledning og mening.

Grænselandshistorier 10
I den sidste og tiende podcast i serien om Grænselandshistorier tager Jørgen Johansen og tidligere formand for Grænseforeningen, Finn Slumstrup til det nationale monument Dybbøl Mølle. Det er det dansk-nationale symbol i grænselandet. Møllen var centrum for voldsomme kampe i både 1848-49 og 1864 og blev ødelagt under begge de slesvigske krige, men bygget op på ny. Dybbøl Mølle og i særdeleshed Dybbøl blev indbegrebet af dansk modstand og udholdenhed.

Valborgsaften
Valborgsaften falder den sidste aften i april måned, og den har fra før-kristen tid markeret indgangen til sommeren med bål, majstænger, et symbolsk brudepar og festlige optog til skoven. I dag er det især i Sverige at Valborgs fejringen har overlevet. I skal møde Annette Høst, der fortæller om de gamle nordiske traditioner og den magi, der er knyttet til disse overgangsritualer, og som hun selv praktiserer.

Mennesker i Midgården 1
Midgården er et seniorbofællesskab der ligger i Mjølnerparken i København. Der bor John og Lisbeth, og de kan godt lide at give en hånd med til folk i lokalområdet. Men fremtiden er usikker,   for karréen de bor i, skal sælges.

Stumper og stykker sat sammen af laser og pjalter
For et lille årstid siden fik Erik Kramshøj fat i en DVD, som indeholdt den første filmoptagelse fra 1931 af Bertolt Brecht og Kurt Weils teateropsætning af Drei Groschen Oper - eller - hvis man vil, Three Penny Opera med de ikoniske skikkelser Mack The Knife og Pirate Jenny. Stykket foregår i Londons Soho Havnekvarter, men sproget er tysk og handlingen melodramatisk og lettere banal, og plottet virker måske lidt naivt og forældet. Det var den nok næppe for 92 år siden, og to af sangene samt skuespilleren Lotte Lenya er blevet stående snart 100 efter.

Pharaos klassikere: Ernesto Dalgas - Grev Høg (1896)
I 1890’erne behandlede litteraturen jævnligt psykiatriske fænomener og kunne også diskutere problemer inden for den psykiatriske behandling af mere eller mindre sindslidende patienter, som f.eks. Amalie Skram gjorde det i to romaner med selvbiografisk indhold. Forfatteren Ernesto Dalgas balancerede selv på en tynd streg mellem galskab og normalitet, og hans fortælling ”Grev Høg” skildrer et anfald af febervildelse med sære visioner, og uden at det bliver kaldt sindssyge skildrer det en slags psykotisk lidelse.

En verden af bystater. Fra slave til borger
Betegnelsen ’de gamle grækere’ fungerer som en reference med vældig tyngde og troværdighed. Imidlertid tilhørte de gamle grækere, som man i dag henviser til, en elite i befolkningen. Denne elite udgjorde omkring en femtedel af befolkningen, og det var kun denne befolkningsgruppe, der fik gavn af de bystatsgivne borgerrettigheder. Men hvem var de andre indbyggere, og hvordan så den oldgræske samfundspyramide ud?  Det vil lektor Christian Ammitzbøl Thomsen fortælle om. Han er lektor på Saxo instituttet på Københavns Universitet.

Oplever’n 4
På Oplever’n er det vores mission at anmelde på tværs af genrer, platforme og kategorier. Vi er kulturelt altædende, usnobbede og forsøger samtidigt samtidig at maxe helt ud på dannelses-barometeret. Dét er denne uges podcast et godt eksempel på. Blandt flere andre ting har Oplever’n aflagt besøg hos Bagel & Co i Magasins øverste glas-etage i København.

4 franske komponister over for 4 danske komponister i 1600 tallet. 1.
Det er interessant af følge musikken og kulturlivet i forskellige lande og sammenligne samtidige kunstnere og kulturliv, og mellem Frankrig og Danmark har der i århundreder været tæt kontakt. Frankrig har været førende indenfor maler-og billedhuggerkunst, arkitektur, mode, de samfundsopbyggende ting, og der er tydelige tegn i Danmark på de mange franskmænd, der har sat deres præg på f.eks. Kgs.Nytorvs arkitektur og rytterstatuer. De 4 udsendelser handler om musikken, og vi begynder i 1600-tallet med Dietrich Buxtehude og Jean-Baptiste Lully, to samtidige meget forskellige komponister: organisten og kirkemusikeren Dietrich Buxtehude og hofkomponisten hos Ludvig d.14. Jean-Baptiste Lully.

Foto: Anne Eggen