Den2Radio - Uge 19 - 2018

Udsendelse d. 5.-11. maj. 2018

Intermetzo
Georg Metz har denne gang sat fokus – ikke på den orangefarvede præsident i USA eller den danske regerings problemer – men på Karl Heinrich Mordeshai Marx. Han er ved at dukke op igen efter flere lange perioders glemsel.
Den2Sport
Den2radio’s nye sportsserie indeholder 2 elementer: Først forsøger Den2Sport at dykke ned i de ubelyste sider af sporten. Vi vil jonglere med mange store milliardbeløb - i både kroner og euro og om økonomien i professionelle fodboldklubber. Det andet inslag handler om idrætsfaciliteterne i Danmark. Kommunerne bruger knap 4 milliarder om året på dem. Det er en ganske stor post på de kommunale regnskaber sammenlignet med andre udgifter på kulturområdet
Den røde sofa
Den røde Sofa sidder denne gang forfatter og illustrator Tove Krebs Lange i samtale med Anne-Marie Donslund, en spændende samtale om grænser, om at vokse op i en grænseegn samt oplæsning fra Toves nyeste udgivelse "Betyder det noget?". Tove Krebs Lange er født og opvokset nær Flensborg. Efter studier i tegning og grafik startede hun sin egen tegnestue og har nu i mere end 35 år arbejdet som selvstændig illustrator. Hun tegner primært til børne- og skolebøger, men illustrerer også bøger til voksne, laver bogomslag, plakater og udsmykninger.
Kastesigten
Kastesigten er tilbage med anmeldelser og oplevelser fra teatrets verden. Sæsonen er ved at gå på hæld, der er kun en lille måned til at Københavns Teaterfestival begynder, hvilket samtidigt afslutter programmet for 2017/18. Vores anmelder har været med til det kongeliges præsentation af repertoiret efter sommerferien - og vi løfter hér sløret for titlerne på to af de mest imødesete stykker til efteråret, men først skal vi både høre om kvindesyn, ulve, spøgelser og stemningen fra 58. 
Pasternak og Scriabin
Den russiske forfatter Boris Pasternak troede som ung at han skulle være komponist. Han havde en stor oplevelse som 12-årig, da han med sin familie holdt ferie i et hus på landet hvor han hørte musik ud ad vinduet fra naboejendommen. Der sad den berømte komponist Alexander Scriabin og arbejdede med en symfoni på klaveret, som siden fik titlen ’Det guddommelige poem’, og Pasternak syntes at han hørte guddommelig musik. Han var stærkt optaget af at skulle studere musik, men hans talent var jo så mere til det det litterære, og han blev verdensberømt med Dr.Zivago
Billedvæveren 
Billedkunstner og væver Anette Blæsbjerg Ørom er fascineret af farver og stoflighed, af landskab og planter. Hun er uddannet på Kunstakademiets malerskole hos Egil Jacobsen og Richard Mortensen, men har også lært at væve. Det begyndte allerede i hendes barndom med en fascination af at brodere. Siden uddannede Anette Blæsbjerg Ørom sig både som billedkunstner på akademiet og som væver. Hun udstiller jævnligt og næste gang er i Rundetårn til august. Så nu laver hun billeder af tekstiler. den2radio besøgte hende på hendes værksted. 
Danske klassikere, Inger Christensen 
I 2009 døde en af dansk litteraturs helt store navne, Inger Christensen og dermed døde også det velbegrundede danske håb om, at hun skulle få Nobelprisen. Men hendes udsøgte lyrik lever videre. Hun er den sidste i den2radio’s lille serie med fem danske klassikere, hvor de 4 andre er salmedigteren Thomas Kingo fra den danske barok, B. S. Ingemann fra romantikken, Herman Bang og Johannes V. Jensen fra tiden omkring år 1900. Alle 5 kan selvfølgelig findes i den2radios arkiv under ’serier’.
Skak VW kandidtat turneringen 2 
den2radio var med til årets store skakbegivenhed, VM-kandidatfinalen i Berlin. I første reportage fra turneringen hørte vi om de otte spillere, der dystede om retten til at udfordre den regerende verdensmester: Magnus Carlsen - og om de mere kulørte sider af skakkens verdenstop og organisationsformer, der er præget på godt og ondt af russiske kulturelle normer. I denne anden og afsluttende reportage fra turneringen, som sluttede før påske, hører vi om den spændende afslutning og hvordan det hele oplevedes på tæt hold af begivenhederne. 

Foto: Anne Eggen