Den2Radio - Uge 19 - 2022

Udsendelse d.7. - 13. maj. 2022

Intermetzo
Statsministeren blev stiktosset forleden i partiledernes spørgetime, hvor Frie Grønnes Sikandar Siddique spurgte til hendes forhold til Aalborg Portland, som ligger i hendes valgkreds. Hun blev virkelig sur og forarget og råbte, at nogen skal jo betale for kræftbehandling her i landet.  Aalborg Portland er utvivlsomt på mange måder en glimrende cementfabrik, men den muliggør ikke særskilt, at folk behandles på danske sygehuse og hverken mere eller mindre for kræft eller blærerøvsbetændelse.

Sophia-samtaler – pejling af dannelse 8
I Sophia-samtalerne ønsker vi – udtalt eller uudtalt – at pejle den dannelse, som ikke kan gøres til pensum, men som kan anes, når noget i samspillet mellem mennesker lykkes. Det er dette noget, vi leder efter. I den ottende udsendelse har Sophias Steen Nepper Larsen inviteret ph.d-stipendiat  Lucas Cone indenfor til en samtale om, hvor skolen er på vej hen i dag, hvor private og kommercielle interesser i stigende grad får fodfæste, og om, hvilke muligheder vi har for at skabe skolen som et godt sted at være.

Tage Baumann og den tyske efterkrigstids schlagermusik 14
I Tage Baumanns Tysklands krønike er vi nået til de kolde firsere. Et årti som i bagklogskabens historiske lys står i ventetidens tegn. Det er afsnit 14 i serien om Tage Baumanns beretning om den tyske efterkrigstids schlagermusik.

På Frans af Assisis veje 4. La Verna.
Frans af Assisi er en af den europæiske historie og kulturs mest ikonografiske og tidløst inspirerende skikkelser. Frans af Assisi er ikke kun de farverige legender om en eksotisk middelalderhelgen og karismatisk kirkereformator. Skikkelsen har i enestående grad en helt nutidig appel, og begrebet ”Spirit of Assisi” repræsenterer for mange mennesker på tværs af ideologier og religiøse overbevisninger en form for håb. Seriens fjerde program har overskriften ”La Verna. På den hårde klippe mellem Tiberen og Arno.” Jørgen Johansen besøger La Verna, hvor nutid og middelalder møder hinanden, og hvor tro og tvivl konfronteres. Desuden taler han med Mogens Lindhardt, præst, forfatter og tidligere rektor for pastoralseminariet.

Kunsttimen. Hvem er vi - 3
Kunsttimen er den 3. i en lille serie, hvor vi behandler spørgsmålet: Hvem er "vi". Bud på modsvar til tidens trend om mig-mig-mig. I dag ser vi på spørgsmålet ud fra et kristent synspunkt. Det giver overraskende nye vinkler, såsom Gud ser sig selv som et "vi" og en ny bibeloversættelse fra 2020 fortæller, at mennesket ikke hersker over dyrene og træerne, men at de har ansvaret for dem. Der er også et bud på nye Gudsbilleder. Christine Tind Johannessen, cand.theol. og ph.d. og tilknyttet det teologiske fakultet ved Københavns Universitet tager os på en lille rejse. Lyt og få indblik i nytænkning indenfor religion.

Kunsthal Rønnebæksholm og Maria Zahle
Den danske billedkunstner Maria Zahle er netop nu aktuel med udstillingen "No lover or stranger to me" i Kunsthal Rønnebæksholm, en tidligere herregård, der ligger i naturgrønne omgivelser ved Næstved. Maria Zahle er både kurator og hovedudstiller. Hun fortæller om tankerne bag udstillingen, om sit eget liv som skabende kunstner og om de fire kunstnere, hun har inviteret med i udstillingen.

Museer skaber viden: Fytoplankton 3
I to tidligere udsendelser har professor i biologisk oceanografi Katherine Richardson fortalt om fytoplankton som organismer og fytoplankton i økologien. I den tredje starter hun med et historisk tilbageblik, for selv om fytoplankton er en gammel livsform, så skulle man først opfinde mikroskopet, før man kunne opdage fytoplankton. Når man laver ændringer fx i, hvor mange arter der findes eller hvad man udleder af stoffer, kan man i sidste ende risikere, at jorden skifter til en ny tilstand. Katherine Richardson er en del af en større international forskergruppe, der forsøger at identificere ”grænser” (”planetary boundaries”) for hvor meget mennesker kan påvirke jordsystemet, til at der sker et skift til en ny tilstand.

En Digters Bazar, 12 En rejseskildring af H. C. Andersen.
I Pharaos Klassikere har vi fulgt H. C. Andersen på hans store rejse 1840-41 fra København gennem Tyskland og Italien over Middelhavet, til han nu er nået Athen. Akropolis og alt hvad der minder om den græske oldtid pirrer hans fantasi, mens nutidens Athen er en ussel flække. Sin fødselsdag d. 2. april fejrer han i silende regnvejr men med græsk folkemusik og dans.

Civilsamfundet - mellem stat og marked
Civilsamfundet er det liv der leves i frivillige foreninger og sammenslutninger. Gennem generationer har det formet samfundet via organisering og frivilligt arbejde, og gennem udvikling af det lokale demokrati har det formet danskerne. Men i dag er civilsamfundet presset og svækket. Over en årrække er det blevet klemt både af markedet og af den offentlige sektor. Trods politiske strategier for at styrke civil¬samfundet og hyldester til det frivillige arbejde står det svagere end før, og det svækker også dansk demokrati og de politiske beslutningsprocesser. Egon Clausen taler med forfatteren Knud Vilby om hans bog: Civilsamfundet - mellem stat og marked. 

Klassisk på nettet. Passion, lidenskab og store armbevægelser
Klassisk på nettet tager os denne gang med på en lidenskabelig rejse, for hvis der er noget musik kan, så er det at tale til vores følelser med helt store armbevægelser. Vi drages ind i en verden fyldt med store drømme, fyrig passion og hjerteskærende intensitet med musik af blandt andre Tjajkovskij - hans 6.symfoni Pathetique og Fyrst Gremins arie fra Eugen Onegin og Beethovens Pathetique sonate. 

Foto:den2radio