Den2Radio - Uge 2 - 2020

Udsendelse d. 4.-10.januar. 2020

Velkommen til den2radios første programflade i det nye år.  Tidligere programmedarbejder Frederik Dessau døde d.30.12. 2019, og derfor genudsender vi her Frederik Dessaus essay ”Det sidste suk”.

Intermetzo
Georg Metz ser fremad mod genforeningsjubilæet og minder om kongens forsøg på statskup for 100 år siden, og så får han også takket dronningen for en passage i hendes forkølede nytårstale.

Pharaos Klassikere
I serien "Pharaos Klassikere" forsætter vi med Henrik Pontoppidan lidt endnu. I denne uge får I begyndelsen på hans lille roman fra 1905, "Borgmester Hoeck o hustru", et barsk ægteskabsdrama.

Salmesang ved Reformationen 4
I den 4.udsendelse om Salmesang ved Reformationen er det orglet og musikerne i kirken, det drejer sig om. Hvad ved vi om hvem der spillede i kirkerne? I hundredvis af år i den katolske tid var musik i kirken stort set altid vokalmusik. Orglet er en oldgammel opfindelse, men at bruge det som akkompagnement til salmerne som vi kender det er kommet meget senere. Det fortæller Ole Olesen, Nationalmuseets orgelkyndige - og organist og musikhistoriker Henrik Palsmar om, og musikforsker Ole Kongsted fortæller om musikerne i kirken.

Museer skaber viden, Vester Egesborg
Vester Egesborg er en stor vikingeplads. Arkæologisk forskningsleder Jens Ulriksen fra Museum Sydøstdanmark har i en årrække beskæftiget sig med Vester Egesborg og er i gang med at skrive om udgravningen. I udsendelsen fortæller han om pladsens udvikling fra den blev anlagt i jernalderen til den forsvandt sidst i vikingetiden. Pladsen har været stor med mange huse, men hvad var funktionen, og hvad var det for nogle samfundsmæssige ændringer der gjorde, at pladsen forsvandt?

Johannes Jørgensen 1
Johannes Jørgensen - stemningernes digter par excellence, den2radio genudsender i disse uger 3 udsendelser om den verdensberømte forfatter. For Johannes Jørgensen kom mødet med den unge jøde, sølvsmeden Mogens Ballin, der var konverteret til katolicismen til at betyde et vendepunkt. I 1894 besøgte han første gang Assisi sammen med Mogens Ballin. Det blev begyndelsen til det, som skulle komme til at fylde mest i hans fremtidige liv både som menneske og forfatter – nemlig kærligheden til den hellige Frans, Assisis berømte søn, som var født her, og som havde sit virke herfra, indtil han døde her i 1226. Det nære venskab til Mogens Ballin og mødet med den hellige Frans udløste da endelig det skifte i hans sind, som i 1896 førte til hans overgang til katolicismen og et afgørende vendepunkt i hans forfatterskab. I denne udsendelse fortæller Stig Holsting, formand for Johannes Jørgensen Selskabet, om Jørgensens liv frem til 1914, hvor den elskede ven maleren Mogens Ballin dør og efterlader Jørgensen i dyb sorg.

Den røde sofa
Fornylig havde Den Røde Sofa besøg af forfatter og lyriker Claus Willumsen og fagbogsforfatter og lyriker Flemming Madsen Poulsen. Ud fra temaet 'litterære afvigelser' talte de to forfattere blandt andet om Claus Willumsens roman 'Belejringsdage', hvor hovedkarakteren stikker ud og afviger fra normen.

Hvem var den lykkeligste
'Hvilke deilige Roser!' sagde Solskinnet. 'Og hver Knop vil springe ud og blive ligesaa smuk. Det er mine Børn! Jeg har kysset dem til Live'!  'Det er mine Børn'! sagde Duggen. 'Jeg har diet dem op med min Taarer'. 'Jeg skulde dog troe, at jeg er deres Moder'! sagde Rosenhækken. 'I Andre ere kun Faddere, som gave Faddergave efter Evne og god Villie. 'Mine deilige Rosenbørn'! sagde de alle Tre og ønskede hver Blomst den største Lykke; men kun Een kunde blive den Lykkeligste og Een maatte blive den mindst Lykkelige; men hvilken af dem? sagde de alle Tre, og ønskede hver Blomst den største Lykke;
Vi sender endnu et eventyr af H.C.Andersen i en gammel optagelse med Caja Heimann.

Klassisk på nettet. H.C.Andersen
Vi slutter ugens programflade med Klassisk på nettet, som helt overgivet sig til H.C. Andersens verden. I erkendelse af hvor meget musik der faktisk er inspireret af ham, kan vi kun nå igennem 7 eventyr, 3 digte og en operalibretto - til musik af Edvard Grieg, Carl Nielsen, Prokofiev, Stravinsky, August Enna, Alexander Zemlinsky, Finn Høffding og I.P.E.Hartmann.

Sciense Stories: Viden og tro
Hvorfor er vi her? Videnskabsjournalist Jens Degett har allieret sig med astrofysiker Uffe Gråe Jørgensen og Professor i teologi Niels Henrik Gregersen. Spørgsmålet fører til en lang rejse gennem historien og giver svar på mange spørgsmål om grænsefladen mellem tro og viden.