Den2Radio - Uge 2 - 2025

Udsendelse d.4. -10.januar. 2025

Velkommen til den2radio og et godt nyt år ønsker redaktionen vores lyttere.
InterMetzo
Georg Metz lægger ud med en knytnæve til de to røverbaroner, der har bemægtiget sig magten i USA; den ene efter et langtrukkent kup og den groveste valgkamp i landets historie; den anden har købt magt for penge og amoralsk mediemanipulation. Såfremt Musk ikke havde så mange penge, ville hans egomani være uinteressant for den forfængelige sløje forretningsmand Trump, der ikke har andet i hovedet end sig selv og begær efter bitcoins i uopfyldelige skæppemål.

Radio MB: Fra Havbund til Bøder: Landbruget i Skudlinjen
RadioMælkebøtten har endnu engang sendt den2radio en podcast og denne handler om naturens nødskrig. Slimede havbunde, døde fisk og badeforbud langs kysterne. Den danske natur er i frit fald, og økosystemer kollapser for øjnene af os. Hvem har ansvaret for denne katastrofe? Er det landbruget, der står for 90 procent af de menneskeskabte udledninger, eller er det vores lovgivere, der ikke sikrer, at dansk lov lever op til EU's miljødirektiver? Hvem betaler prisen for Danmarks forurening?

Børneliv: Talent og glæde
I den2radio's serie 'Børneliv' har vi taget fat på de vilkår og de faktorer, der er bestemmende for et godt børneliv. Børn og unges liv, den omsorg og de muligheder de får, er afgørende for hvordan voksenlivet bliver. Det er primært forældrene, der er ansvarlig for deres børn og unge, og denne podcast handler om talent og hvad talent er og hvordan det dyrkes.  Vi er både på besøg på Bellahøj skole som er en eliteskole, der træner særlige sportstalenter og på Det kgl Teater, hvor vi skal tale med elever i Balletkompagniet, og her er mottoet at alle kan være med, alle kan danse ballet.

Unge stemmer 3: Andreas fra Livgarden 
Unge stemmer er en lille serie, der handler om unge menneskers liv og deres fremtid. Denne gang er det Andreas Christopher Dines Amt Oll, der fortæller om det at være i Livgarden og de ideer han har om sin fremtid.

Martin Hall og de glemte 70ere – 2 
I denne uge sender den2radio 2.del af '1971-1985 baseret på musikeren Martin Halls erindringer, og han og Søren E. Jensen mindes de hits som gjorde sig gældende i deres sene barndom og begyndende pubertet, inden punken kom og ødelagde det hele.

Skatte og vikinger 
"Det er den største" siger Bo Ejstrud, museumsleder på museet på Sønderskov tæt på Vejen om en guldskat fra vikingetiden, der blev fundet på en mark ikke langt fra Kongeåen. Seks guldringe, en sølvring, en kæde, arabiske mønter og bæltespænder vidner om en gave, der sandsynligvis skulle gøre en stor og indflydelsesrig viking venligstemt overfor kongen, muligvis Gorm den Gamle, muligvis Harald Blåtand. Fundet daterer sig til tiden omkring år  950, og fundet er unikt, for guld var slet ikke almindeligt på den tid.

Mandfolk 7
Hvordan er livet for den aldrende mand? Hvad var godt og hvad var skidt i det liv, man har levet?
Hvordan oplever man kroppens forfald? Hvilke tanker gør man sig om livet og døden? Og hvordan ser man på fremtiden som mand, når man er over tres? Det er nogle af temaerne i den række af samtaler som Egon Clausen fører med kloge og eftertænksomme mænd, der alle er over tres år. Denne uges mandfolk, der har accepteret at stille op i Egon Clausens serie er Thorvald Bertelsen. Han bor i Sakskøbing og er en roterende ildsjæl. Digter og billedkunstner. Han driver Svupsak, et lille galleri som han kalder en salon.

Pharaos klassikere: Myter af Johs.V.Jensen 10
Denne uges myte af Johannes V. Jensen i Pharaos Klassikere handler om en historisk tandpine, som Johannes V. oplevede i Oslo, der dengang omkring år 1900 hed Kristiania. ”Historisk” fordi smerteoplevelsen gik direkte ind i romanen Kongens Fald, som han sad og skrev på den tid. Det giver myten ”Visdomstanden” et ekstra perspektiv.

Bellman 3
I den 3.podcast om Bellman møder vi skuespilleren Nis Bank-Mikkelsen, der anses for at være en af Nordens største fortolkere af Bellmans epistler og sange, som han synger på dansk. Bellman skrev i alt 82 sange til Fredmans Epistler, og det overordnede tema er på overfladen, drikkeri og dets virkninger. Men epistlerne er meget langt fra at være drikkeviser, i stedet er de en mangfoldig samling af sange, der ofte beretter en historie. Da Nis Bank- Mikkelsen som ung fattede interesse for  viserne, havde store svenske visesangere som Sven-Bertil Taube, Fred Åkerström og Cornelis Vreeswijk givet Fredman og hans verden nyt liv med hver deres stil. Nis Bank-Mikkelsen fortæller om sit liv som Fredman til Peter Skeel Hjorth.

Foto: Knud Steffen Nielsen