Den2radio - Uge 20 - 2019

Udsendelse d.11.- 17.maj. 2019

Intermetzo: Når hovedet er af led
Georg Metz spidder i sit Intermetzo Dansk Folkepartis transportordfører og formand for Færdselssikkerhedskommissionen Kim Christiansen, der kløede sig i øret bag rattet for nylig. Det sagde han i hvert fald først, da han fik serveret en video der viser ham med mobilen for øret. Siden forklarede han at han hørt musik! Man forbløffes.

Norden i Europa: Europa stemmer
Norden i Europa lægger nogle af brikkerne til et billede af samspillet mellem Norden og Europa, historisk og aktuelt. Her på falderebet til Europaparlamentsvalget har Kommissionen en række politiske anbefalinger til hvordan Europa kan forme sin fremtid i en stadig mere multipolær og usikker verden. Hør også EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager i et klip fra tænketanken Europas årlige konference.

Kampen om den danske nationalsang
Den blev udråbt som sikker vinder efter en konkurrence dengang i 1819, hvor det gjaldt om at finde en dansk nationalsang, som fremover kunne synges, når vores fædrelandsfølelser skulle udtrykkes i ord og toner. Men her 200 år efter er det de færreste der ved, at den danske nationalsang er forfattet af Juliane Marie Jessen og hedder ’Danmark, Danmark, Hellige lyd’ og endnu færre der kender historien om, hvorfor den siden blev fortrængt helt ud af sangbogen, så det i dag er Adam Oehlenschlægers ’Der er et yndigt land’, der har fået den plads, som rettelig tilkom hendes sang.

Landbrugsmagasinet: Landbruget og dyrene
Landbrugsmagasinet tager os i denne uge med på besøg hos foreningen Dyrenes Beskyttelse, en forening der siden 1875 har kæmpet for dyrenes tarv - også produktionsdyrene. Hvordan er dialogen med landbruget og hvilke forhold - set fra direktøren i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis stol - ligger bag den aktuelle konflikt om en ny Dyrevelfærdslov.

Kinesere i Danmark 2
Det er mange måder at komme til Danmark, og en af dem er som flygtning. Det var tilfældet for Aihua Yan, der kom som politisk flygtning. Det engagement, der bragte hende i problemer i Kina, tog hun med til Danmark, hvor hun har været aktiv i frivilligt arbejde og politik. Det er den anden udsendelse om ’Kinesere i Danmark’.

H.C. Andersen og operaen
Vi ved meget om H.C.Andersen først og fremmest fra ham selv. Han skrev dagbog igennem hele sit voksne liv helt ned i detaljer. Han var vild med teatret og forsøgte i de første år i København, som ganske ung at blive næsten hvad som helst på Det kgl teater: Balletdanser, skuespiller eller sanger. Det gik slet ikke, til gengæld kunne han jo skrive. Efter han fik sit første rejselegat som 26-årig rejste han i hele Europa igennem 40 år, og hver gang han kom til en ny by, var det første han gjorde at gå i teatret, og han har set og oplevet masser af operaopførelser og mødt store operasangere og komponister. Det har operaeksperten Henrik Engelbrecht skrevet en bog om: 'Hjertet brast i toner - med H.C.Andersen i operaen', og den fortæller han om til den2radio.

På Frans af Assisis veje: I Assisis omegn
Frans af Assisi er en af den europæiske historie og kulturs mest ikonografiske og tidløst inspirerende skikkelser. Hvem kender for eksempel ikke billederne af helgenen, der prædiker for fuglene eller som med skulderen holder en kirkebygning fra at synke i grus? Seriens femte program har overskriften ’I Assisis omegn’. Jørgen Johansen besøger en række af Frans af Assisis særlige steder i Assisis omegn. Desuden taler han med Gunnar Bach Pedersen, der er formand for Assisi-kredsen.

Bob Dylan 4
I 10 udsendelser tegner filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen og journalist Erik Kramshøj et portræt af sangeren og sangskriveren Bob Dylan, og i den 4.som har overskriften ’Fra gæstemusiker til eksperimentalist’ er det Erik Kramshøj, der beskriver Dylans mangesidighed med udgangspunkt i hans 4. og 5. album - med adskillige side- og krumspring.

Kastesigten: Maj 2019
Teatersæsonen lakker mod enden. D. 22. maj begynder Københavns Teaterfestival, som traditionen tro afrundes med Reumert-prisuddelingen den 2. juni, og så er der sommerferie i hvert fald for de fleste teatre. Her kaster den2radios Teatermagasin et blik på sæsonens sidste premiere i Skuespilhuset, funderer over et politisk opråb forklædt som teater, samt tager lytteren med til det kongeliges præsentation af næste sæson.

Internationale danske klassiske solister – Michael Schønwandt
Serien ’Internationale danske klassiske solister' portrætterer i radioformat nogle af de mange danske sangere, musikere og dirigenter, der har eller har haft en international karriere, eller som er ansat i et ensemble i udlandet. Michael Schønwandt er en af de garvede. Han har en kæmpe karriere, hvor han lige nu er chefdirigent for Montpelliers Opera-og Nationalorkester i Frankrig. Inden da var han musikchef for Det Kgl. Teater og chefdirigent i 10 år i den berømte periode hvor han dannede musikalsk par med Kasper Holten, der var operachef.

Foto: Sund kost - tang. Anne Eggen