Den2radio - Uge 21 - 2019

Udsendelse d. 18. - 24. maj. 2019

Intermetzo – Sovsekandens frie fald
Overskriften på ugens Intermetzo er ’Sovsekandens frie fald. Det uigenkaldelige nådestab i parallelsamfundets enevældsrest’. Sagen handler om den tidligere kammerherre, ridder af Dannebrog af 1.grad og hofjægermester Christian Kjær – tidligere, pga. hans tåbelige handling ved et cykelløb sidste sommer. Den tidligere kammerherre blev så irriteret over, at hans vej til bageren var spærret, at han ignorerede en official udsendt til formålet og kørte ind i ham med sin store bil. Det gav en bøde på 10.000 kr, men derefter kom det store slag – Dronningen synes ikke, at en kammerherre skal opføre sig sådan, så hun tog det hele fra ham. På den dag blev Christian Kjær meldt bortrejst uden kommentarer.

Norden i Europa - Norden, EU og tilbagetogets helte
Norden, EU og tilbagetogets helte har holdet bag ’Norden i Europa’ kaldt denne udsendelse hvor den 16-årige svenske miljøaktivist Greta Thunberg er på vej til København. D.25.maj – dagen før Europa Parlamentsvalget – taler hun miljøets sag, og hun repræsenterer de mange, der ikke har stemmeret endnu. Dertil er der et interview med professor i samfundsøkonomi Jesper Jespersen om hans nye bog ’Vækstøkonomi på vildspor’.

Internationale danske klassiske solister’ – Giordano Bellincampo
’Internationale danske klassiske solister' er titlen på serien på den2radio som portrætterer danske sangere, musikere og dirigenter, der har eller har haft en international karriere. Vi skal høre dem fortælle om udgangspunktet, om hårdt arbejde og triumfer og glæde og skuffelser. I denne uge skal vi møde dirigenten Giordano Bellincampi. Han er chefdirigent for Auckland Philharmonikerne i New Zealand og tidligere chefdirigent for Kristiansand Symfoniorkester i Norge og musikchef for Duisburg Philharmonikerne i Tyskland. Dertil er han adjungeret lektor i direktion ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Blandt tidligere ansættelser i Danmark er musikchefposten ved Den jyske Opera i Aarhus fra 2005 til 2013.

Scenografier med Georg Metz blandt operaer i Skovhuset
I programmet ’Scenografier’ kan du møde Georg Metz på udstillingsstedet Skovhuset i Værløse nord for København, hvor han udstiller sammen med billedkunstneren Nulle Øigaard under overskriften ’Scenebilleder’. Georg Metz fortæller i en samtale med Jørgen Johansen om inspirationen til og arbejde med de tegninger og miniaturescenografier fra blandt andet Wagneroperaen Tannhäuser, Verdis opera Don Carlos og musicalen Showboat, han viser på udstillingen.  

Bob Dylan 5
Om 1½ måned kommer Bob Dylan til Roskilde Festival og i den anledning genudsender den2radio 10 udsendelser om ham produceret af filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen og journalist Erik Kramshøj. De enkelte udsendelser beskæftiger sig med en karakteristisk epoke i Bob Dylans udvikling. I den 5. udsendelse fortæller instruktør og forfatter Christian Braad Thomsen om Dylans elektriske periode i slutningen af 1960'erne - med udgangspunkt i bl.a. ’Highway 61 revisited’. Sammen med forfatteren Asger Schnack har Christian Braad Thomsen skrevet bogen ’Bob Dylan - en guide til hans plader’.

Alkohol i Norden – Island
Den2radio genudsender i disse uger RadioNordens magasinprogrammer om nordiske kultur- og samfundsforhold, både aktuelle og historiske. RadioNorden er en serie der igennem 3 år kiggede på samfunds- og kulturlivet i alle 5 nordiske lande og 3 selvstyre områder. Et af de mange forhold er alkohol – forskellene på hvordan man ser på alkohol, regler og love om alkoholpolitikken i de nordiske lande, og i denne uge skal vi til Island. Vi taler med Rafn Magnus Jonsson fra Reykjavik, som er specialist i forebyggelse på alkohol- og narkotikaområdet og med Gunnar Runarsson som bor i Danmark og arbejder i et internationalt it-firma. Han giver sit bud på alkoholproblematikken i Island.

Frans af Assisi 6
Frans af Assisi er en af den europæiske historie og kulturs mest ikonografiske og tidløst inspirerende skikkelser. Seriens sjette og sidste program har overskriften ’Billeder af Frans’. Jørgen Johansen ser på en række billedkunstneres portrætter af Frans af Assisi og taler med formand for Assisi-kredsen Mogens Bach Pedersen om bøgerne om helgenen.

Iransk sang og musik
I en vis forstand er det selvfølgelig absurd at kåre verdens største sanger, for hvordan sammenligner man Pavarotti med Bob Dylan eller Louis Armstrong med Willie Nelson. Men Christian Braad Thomsen vælger iraneren Mohammad Reza Shajarian, for han kender ingen, der har en smukkere stemme. Han har lavet en portrætfilm om ham og fortæller om ham her på den2radio i den første af to udsendelser om iransk sang og musik.

Foto: Søren Nordholt