Den2Radio - Uge 23 - 2019

Udsendelse d.1. - 7. juni. 2019

Intermetzo
Georg Metz beskriver i sit Intermetzo ordet ’tosse’, som Folketingets formand brugte for at forklare sit partis tilbagegang med at det var klimatossernes skyld. Mens hendes efterfølger som formand for folkepartiet, som aftenen skred hen, bare viste sig som det han er: en bitter halvgammel mislykket mand, der ikke trives i nederlagets gustne lys. En anden der faldt for vælgernes dom var kulturminister Bock, der konstaterede at ’der altså ikke er plads til en person som mig i dansk politik’. Den mest præcise bemærkning den fungerende Bock er kommet med i sin korte men destruktive ministerkarriere.  

Landbrugsmagasinet
Landbrugsmagasinet i denne uges giver lytterne et indblik i hvordan folketingets største partier stiller sig overfor udviklingen af fødevareerhvervet. Hvis den stemme man kaster på Grundlovsdagen afhænger af, hvordan den nære fremtids landbrugspolitik skal føres, kan man her få en brugermanual.

Internationale danske klassiske solister, Thomas Søndergård
’Internationale danske klassiske solister' portrætterer i radioformat nogle af de mange danske sangere, musikere og dirigenter, der har eller har haft en international karriere. Thomas Søndergård startede sin karriere som slagtøjsspiller, paukist i Det kgl. Kapel, men har hele tiden været optaget af at dirigere. Han fik den helt store chance som dirigent i 2005, da han overtog prøvearbejdet på Poul Ruders opera 'Proces Kafka' der blev en meget stor succes for ham. Agenter fra London valfartede til forestillingerne, og derefter kunne han lige frem selv vælge hvilket agentur han ville have. Nu er han chefdirigent for Det skotske nationalorkester efter en tilsvarende post for BBC Walisiske Orkester. Også store europæiske orkestre som Concertgebouw i Amsterdam og London Philharmonic har han været engageret hos. Han fortæller om vejen fra Holstebro Musikskole til det internationale dirigentliv.  

Niels W. Peters 2
Niels Wolfgang Peters var i mange år en højt respekteret producent og producer for Radiosymfoniorkesteret og Radiokoret. Nu fylder han snart 90 og kan se tilbage på et langt liv med mange dramatiske hændelser, for han blev nemlig født i Magdeburg, hvor han gik i skole og hvor han i 1944 oplevede de voldsomme bombardementer, der lagde hele den gamle by i ruiner.
I en række udsendelser fortæller han om sit liv. I den anden udsendelse fortæller han om den anden verdenskrigs slutning, hvor han og hans familie kom til at opleve grænsedragningen mellem de forskellige besættelseszoner på nærmeste hold. 

Kinesere i Danmark 4
I den 4. udsendelse i serien Kinesere i Danmark’ fortæller Yuzhou Fan om at komme til Danmark som studerende. Han er en af de studerende, der blev i Danmark efter endt uddannelse og endte med en forskerkarriere, der bragte ham videre til en stilling i det private. 

Bob Dylan 7
I ti udsendelser tegner filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen og journalist Erik Kramshøj et portræt af sangeren og sangskriveren Bob Dylan. De enkelte udsendelser beskæftiger sig med en karakteristisk epoke i Bob Dylans udvikling, og her i den 7. synger han ’Lykkelig over bare at være i live under den blå himmel’ fra nummeret ’New Morning’ fra 1970, og vi skal også høre Joan Baez og Benny Holst fortolke hans sange.

Teatermagasinet Kastesigten
Teatersæsonen er så godt som forbi. Som rosinen i pølseenden har den københavnske teaterfestival rundet årets sæson af, og søndag den 2. juni bliver Reumert-priserne uddelt, og så kan de fleste skuespillere se frem til en velfortjent sommerferie. Kastesigten anmelder og omtaler i denne sidste udgave inden ferien en række af de forestillinger, der har været på festivalens program og ser tilbage på højdepunkterne fra teatersæsonen. 

Sangens kraft 1
Sangeren, musikeren, danseren og komponisten, Anne Eisensee har rejst til mange steder og i mange tider for at søge den musik, der taler til hende, og som kan inspirere hende når hun selv komponerer. den2radio har fulgt hende i fire udsendelser, hvor hun fortæller om og demonstrerer de syngemåder og sangteknikker og også musikinstrumenter, hun har lært at beherske. Vi bringer den første af de fire i denne uge. Vi kalder dem ’Sangens kraft’.

Franske rødder 5
Det franske sprog har udviklet sig på mange forskellige måder og synges på mange måder i hele verden. I denne udgave af ’Franske Rødder’ skal du høre om en 250 år gammel etnisk udrensning foretaget af englænderne overfor franskmænd i Canada. I 1755 foretog englænderne en etnisk udrensning af den oprindelige franske befolkning i det område, som hed Acadia, og som de omdøbte til Nova Scotia, Prince Edward Island og New Brunswick.  ’Vi har overlevet, fordi vores forfædre gemte sig i skovene’ siger musikeren Pastelle Leblanc fra Prince Edward Island i dag. De få overlevende folk fra Acadia har dannet grundlag for nutidens befolkning i Øst-Canada, og deres musik lever videre igennem bl.a. orkestret Vishtèn.

Foto: Anne Eggen