Den2Radio - Uge 24 - 2020

Udsendelse d. 6. - 12. juni. 2020

Her er den2radio og med Intermetzo igen som vi lovede, for første gang i mange år sprang Georg Metz over i sidste uge. Vi er meget glade for vores store lyttertal og for den støtte lytterne giver os både ved at skrive til os og ved at støtte os økonomisk.

InterMetzo
’Annonceret populisme’ er overskriften på Georg Metz’ kommentar. Det handler om den helsidesannonce der blev rykket ind i aviserne for nylig af Nye Borgerliges Pernille Vermund. Det handler om den pinlige støtte til Inger Støjberg og den retssag der kører i disse uger.

Det europæiske Hus
Serien ’Det europæiske Hus’ fortsætter samtalen med professor Marlene Wind om hendes bog ’Tribaliseringen af Europa – et forsvar for vores liberale værdier’. Her taler hun om Ungarns premiere minister Victor Orban og vurderer EU’s muligheder for at påvirke Ungarn til en mere demokratisk politik. EU kan ikke smide Ungarn ud, men EU kan muligvis stoppe med at sende de mange penge. Ungarn er det land i EU der modtager flest penge fra EU.

The Byrds 5
Den femte udsendelse om den amerikanske popgruppe The Byrds fortæller om den store krise gruppen havde i 1969, hvorefter den blev helt omorganiseret og efterhånden var kun lederen Roger McQuinn tilbage. Det hjalp ikke meget, kort efter var der igen problemer også med druk og stoffer og sammenholdet smuldrede, og det gik rigtig skidt for flere af dem.  Det er Erik Kramshøj, der fortæller og vælger musikken.

Grænselandshistorier 9
I serien ’Grænselandshistorier’ er Jørgen Johansen og Finn Slumstrup på deres rejse i det dansk-tyske grænseområde nået til Skibelund Krat lige nord for Kongeåen. Her – hvor der var god udsigt til det gamle tabte land - blev der efter nederlaget i 1864 etableret en udendørs festplads i Grundtvigiansk ånd med møder og mindesten, der skulle holde liv i genforeningshåbet.

Talebobler
Endnu en Taleboble med Egon Clausen her på den2radio, hvor han fortsætter sine ture i Vestjylland. Denne gang har han bevæget sig nogle kilometer nord for Blåvand, hvor han finder en egn med forladte huse og gårde og landsbyen Grærup der er øde og tom.

En smuk bog
Den prisbelønnede forlægger, Søren Møller Christensen, vurderer værket "Bogen om Birk" i udsendelsen ’Smuk bog’ – en bog som Søren E. Jensen fandt i et bogskab i Høje Taastrup. I første omgang tog han fat i bogen alene pga den smukke indbinding, og vi skal høre hvad Søren Møller Christensen fortælle om hvad det er der gør en bog smuk

Pharaos Klassikere, ’I Sletten’ af Maxim Gorkij
Efter ’14 dage i Jylland’ af Steen Steensen Blicher fortsætter Pharaos Klassikere med Maxim Gorkij. Fra novellesamlingen ’Mørke Billeder’ skal vi høre ’I  Sletten’.  Gorkij var en af de første russiske proletarforfattere, og han trak meget på sine egne oplevelser som omvandrende arbejder. I denne novelle flakker tre personer om på steppen i jagt på noget at spise.

H.C.Andersen, Et blad fra himlen
Det ugentlige H.C. Andersen eventyr er ’Et blad fra himlen’ som Georg Philipp læser. Det blev trykt første gang på engelsk i ’A Poet’s Day Dreams’ i 1853. H.C.Andersen mente at kunne genkende noget af sin egen personlighed i denne historie om ikke at erkende det gode, mens tid er.

Museer skaber viden, Farvekammeret
Serien ’Museer skaber viden’ fortæller i denne uge om Farvekammeret. Hvad gør man, hvis man vil undersøge de farver, der blev brugt under Christian IV, når krigsskibene for længst er væk, og dekorationerne, der blev anvendt til fyrværkeri i forbindelse med festligholdelse af store begivenheder, er gået op i røg?
Malerikonservator Anne Haack Christensen fra Statens Museum for Kunst satte sig for at undersøge, hvad der var til rådighed af materialer på Christian IV’s tid..

Jord og himmel, lyt
’Jord og himmel, lyt’ hedder en biografi af forfatteren og komponisten Karl Aage Rasmussen. Den handler om en af musikhistoriens største komponister, Johan Sebastian Bach.  Karl Aage Rasmussen taler med Bodil Grue om Bachs liv og gerning, og udsendelsen indeholder også en masse god Bach-musik bl.a. fra kantater, fra Das Wohltemperierte Klavier og fra Matthäuspassionen.

Foto: Anne Eggen