Den2Radio - Uge 25 - 2022

Udsendelse d.18. - 24. juni. 2022

InterMetzo
Muligvis hopper man med denne sene reaktion på Lagkagehusets lancering af person frem for kagemænd og-koner lige i suppen med samlede ben. Den opfølgende omtale kan næppe gøres op i sparede annoncekroner for virksomheden med det dyre brød. Tendensen i Lagkagehusets selvcensur af kagemænd varsler mere. En bedre verden burde opfatte det hele som den dårlige vittighed, det måske er; men tilhængere af ægthed, diversitet og mangfoldighed i begrebsudvalget kan befrygte beslutningen om kønsneutrale kager, som varsel om flere dybere forandringer til det værre i den mellemmenneskelige fortælling.

Sophia-samtaler – pejling af dannelse. Er et nyt studenteroprør på vej?
I Sophia-samtalerne ønsker vi – udtalt eller uudtalt – at pejle den dannelse, som ikke kan gøres til pensum, men som kan anes, når noget i samspillet mellem mennesker lykkes. Det er dette noget, vi leder efter.
I den ellevte udsendelse har Sophias Steen Nepper Larsen inviteret to CBS-studerende, Elizabeth Bruun Nielsen og Leonora Lee Krarup Balling, for at tale med dem om modstand mod lukning af uddannelser på CBS og om det studenteroprør, som ser ud til at være i støbeskeen.

Bob Dylan 4
I 10 udsendelser tegner filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen og journalist Erik Kramshøj et portræt af sangeren og sangskriveren Bob Dylan, og i den 4. i denne uge som har overskriften ’Fra gæstemusiker til eksperimentalist’ er det Erik Kramshøj, der beskriver Dylans mangesidighed med udgangspunkt i hans 4. og 5. album - med adskillige side- og krumspring.

New York New York 1
I 2009 udsendte journalisten Anne Mette Lundtofte bogen ”New York New York”, hvor hun følger i 10 newyorkerkunstneres fodspor rundt i byen og får deres fortællinger om byen. den2radio genudsender de 10 podcast hen over sommeren. Sammen med ti berømte beboere går Anne Mette Lundtofte på opdagelse i New York. Hver især fortæller de om deres kvarter, dets historie, indbyggere, restauranter, barer og hemmelige steder, men de fortæller også deres egen historie, der altid er vævet uløseligt sammen med New Yorks, og i denne første podcast er det forfatteren Frederic Tuten, hun følger. ’ Den aldrende Don Juan’, kalder hun ham.

En Digters Bazar, 18 En rejseskildring af H. C. Andersen
I En Digters Bazar er H. C. Andersen nået til rejsens endemål, Istanbul, som den gang hed Constantinopel, Tyrkiets myldrende hovedstad.  Han får set sig godt omkring takket være sine mange bekendtskaber og sin egen store nysgerrighed, og som et højdepunkt får han lejlighed til at iagttage hvordan tyrkerne fejrer profeten Muhammeds fødselsdag.

Hvad er Bel Canto
Bel canto betyder skøn sang. Det er et italiensk begreb som refererer til en sangstil som opstod i Italien i 1500 tallet og nåede et højdepunkt i 1800 tallet med komponisterne Rossini, Bellini og Donizetti. Musikeren Henrik Bøggild fortæller i denne uges podcast, hvad det går ud på ud fra en række meget gamle optagelser. Musikken er jo overleveret via noder, men måden at fortolke dem på har skiftet gennem tiderne.

Verden af i går 4
Karsten Pharao læser 4. del af Stefan Zweigs klassiker fra 1942. Stefan Zweig beskriver i dette afsnit af sine erindringer den besættelse af den nyeste kunst, som greb hans generation af unge gymnasiaster – ikke mindst da Hugo von Hofmannsthal, selv en gymnasiast i korte bukser, trådte frem som fuldkommen digter og dermed opmuntrede de unge yderligere til selv at drømme kunstnerdrømme. Men i deres lidenskabelige optagethed af kunsten glemte de helt at orientere sig i den ydre verden og opdagede ikke de dystre forandringer, der allerede begyndte at trække op i det østrigske samfund omkring århundredeskiftet.

Når det hele endelig er forbi
Da anden verdenskrig endelig var forbi, havde vi som nation travlt med at komme videre. Det lykkes også hurtigt at få hjulene i Danmark i gang igen, men der var et psykologisk efterslæb der vedrørte de danske jøder, modstandsfolk, politifolk og andre der havde befundet sig i livstruende situationer. Man vidste ikke hvordan man skulle hjælp dem der udviklede psykiske lidelser. På baggrund af de observationer man lavede dengang, der udmøntede sig i begreber som PTSD og KZ-syndrom, har vi i dag diagnoser der blandt andet er relevante i forbindelse med migrantkrisen og til at tage hånd om danske soldater når de vender hjem fra krigszoner. Vi skal møde psykolog Anne Agerbo.

Psykisk arbejdsmiljø – Arbejdsglæde
Pga en teknisk fejl har vi valgt at genudsende denne podcast om ”Arbejdsglæde” i serien om Psykisk Arbejdsmiljø. Kristina Grosmann Due er gået på sporet af Arbejdsglæden og har besøgt Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi, Danmarks Tekniske Universitet og to virksomheder, der udmærker sig ved at producere moderne varer: Energi-koncernen EWII sælger forsyning og virksomheden Intempus sælger digitale systemer til tidsregistrering i virksomheder. Tine Lykke Kristensen og Peter Damsgaard fra Energi-koncernen EWII beretter om en storstilet indsats for at retten til ”Psykologisk sikkerhed” på arbejdspladsen, der blev nomineret til Arbejdsmiljørådets pris 2022; Bruno Thalmann og Marina Overbye fra Intempus fortæller om arbejde og arbejdsglæde i en digital virksomhed, der har speciale i systemer for tidsregistrering i virksomheder.
Foto: den2radio