Den2Radio - Uge 26 - 2019

Udsendelse d.22. - 28. juni. 2019

Velkommen til den2radio og til endnu en buket af podcasts i vores kernerepertoire kultur og samfund.
Vi takker alle jer, der donerer små og store beløb til os via donationsknappen på vores hjemmeside. Vi er meget taknemmelige for jeres gaver til os. Det er en stor hjælp til at holde vores ikke-kommercielle station kørende, og vi håber I fortsat vil være så tilfredse med vores programmer, at I vil blive ved med at støtte os. God midsommer.

Intermetzo 

I ugens InterMetzo griber Georg Metz Dannebrog-jubilæet d.15. og sætter det i forbindelse med et flagdyrkende nationalt-konservativt partis nylige nedsmeltning.

Landbrugsmagasinet: Landbrugsrådet 100 år 
Der er næppe nogen anden institution herhjemme, der har præget dansk politik, kultur og erhvervsliv gennem det 20. århundrede så markant som Landbrugsrådet. På ruinerne af 1. verdenskrig stod de europæiske samfund overfor en ny virkelighed, og landbruget var et af de første erhverv, der rigtigt forstod at knytte egne interesser sammen med bredere samfundsprioriteter og de internationale markeders generelle udvikling.
I anledning af at det er 100 år siden at Landbrugsrådet så dagens lys, belyser vores landbrugsmedarbejder nogle hovedpunkter i organisationens historie og afslutningsvis får vi som en slags fødselsdagsgave en festlig historie om landbruget dengang for længe længe siden. Det er Jeppe Aakjærs novelle: ’Frederik Tapbjergs plovgilde’ fra år 1900, som Karsten Pharao læser.

Internationale danske klassiske solister, John Damgaard
Den 'Internationale danske klassiske solist' er denne gang pianisten John Damgaard. Han fortæller om et langt liv som underviser og som solist i hele verden. Professor i Danmark, professor i Japan og gæsteprofessor i Australien. Klaversolist og kammermusiker og med et meget stort antal indspilninger igennem et langt liv. Han har mange gode historier fra et langt musikerliv.

Et homofilt liv 2
Programrækken ’Et Homofilt Liv’ er blevet til som et sammenklip af flere interviews foretaget hen over vinteren 2018-19 med den homofile Doris Lillebil Pollas, der er født i 1924 og dermed er den ældste af bidragsyderne til projektet. I programmerne fortæller Doris levende om livet som drengepige i Ringkøbing, som landvæsenselev ved de større proprietærgårde i Jylland, som homofil kvinde i København, og endelig som LGBT-foreningsmedlem og plejehjemssøgende på Silkeborgegnen. Det er i forbindelse med Dansk Folkemindesamlings arbejde med UNESCOs 2003 konvention om verdens immaterielle kulturarv, at Dansk Folkemindesamling har iværksat en række mindre projekter til dokumentation af dele af den immaterielle kulturarv i Danmark, og i den anledning har antropologen Ole Møller Markussen talt med en række informanter, der har eller har haft tilknytning til LGBTIQA+ foreninger i Danmark – altså foreninger for seksualitets- eller kønsrelaterede mindretal.

Sangens kraft 4
’Sjaruna’ er et ord som sangeren Anne Eisensee selv har fundet på. Efter at have søgt inspiration til sin sang mange steder i verden skulle hun vælge et sprog hun kunne synge på i sine egne kompositioner. Det blev til et sprog uden tid og sted ja egentlig mere lyde, gode at synge på, end sprog.  I den sidste af 4 udsendelser med sangeren, musikeren, danseren, komponisten Anne Eisensee fortæller hun om sine egne kompositioner, og vi skal naturligvis også høre nogle af dem.

Retsvidenskab 4
Et af de områder som EU-retten regulerer er ophavsretten. Derfor kan det være interessant at finde ud af, om den danske ophavsretslov svarer til det, som EU har vedtaget. Det har professor Morten Rosenmeier fra Det juridiske Fakultet på Københavns Universitet undersøgt sammen med nogle kolleger – og de fandt mange problemer.

Thales dag
Vi higer efter lykken, men hvad er lykken egentlig, hvordan opnår man den og er danskernes særegne brokkekultur en hindring for at stille os tilfredse, eller er den netop udtryk for, at vi har taget den kritiske tænkning til os som muliggør, at vi kan forbedre samfundet og ifølge utallige målinger gennem årene være verdens lykkeligste land?
Lykken og danskernes brokkekultur blev sat til debat i Rundetårns Bibliotekssal i forbindelse med 5 årsjubilæet for Thales Dag og den kritisk-rationelle tænknings 2604 års fødselsdag. den2radio var med og sender i denne uge et uddrag af debatten med direktør og grundlægger af Lykkeforskningsinstituttet Meik Wiking, sognepræst Pia Søltoft, sexolog Joan Ørting samt filosof Erik Bendtsen.

Bob Dylan 10
Denne sommer vender en af de vigtigste sangskrivere i musikhistorien Bob Dylan tilbage til Roskilde festival, det er onsdag d.3.juli. Hans indflydelse på populærmusikken er nærmest umålelig. I over et halvt århundrede har Bob Dylan udfordret og tryllebundet generationer af musikelskere på en musikalsk odyssé og altid modsat sig enhver form for kulturel og kunstnerisk kategorisering. Når den 77-årige Dylan tager plads bag sit klaver er han omgivet af sit fremragende backingband bestående af trommeslageren Georg Receli, guitaristen Charlie Sexton, bassisten Tony Garnier og strygerspilleren Donnie Herron. den2radio sender som optakt den sidste af 10 udsendelser om ikonet, og her er Christian Braad Thomsen nået til hans alderdomsplader.
Hvis I vil vide noget mere om Dylan, kan I læse om hans livsværk i Braad Thomsens og Asger Schnacks bog ’Bob Dylan – en guide til hans plader’.

Science Stories 3
De to næste udsendelser i den store Science Stories serie har to forskellige emner: Big Bang og Fæces.
’Hvad var der før alting begyndte’ er over skriften på den første: Alting begyndte med Big Bang, fortæller fysikerne os. Men hvad var der før tid og rum begyndte?  Og kan man overhovedet tale om, at noget eksisterede før tiden? Steen Hannestad fra Institut Fysik og Astronomi ved Århus Universitet forsøger at svare på Henrik Prætorius’ spørgsmål.
Science Stories 4
Den anden udsendelse har overskriften: ’Kablet op til naturen’: Bakterier kan bruge elektricitet for eksempel ved at trække på naturlige batterier eller give hinanden små stød. Nogle af de mest interessante bakterier der lever fordi de kan lede elektricitet, er spillevende elektriske kabler i den rådne mudderbund i Århus-bugten. Henrik Prætorius interviewer professor Lars Peter Nielsen fra Center for Elektromikrobiologi ved Århus Universitet.