Den2Radio - Uge 3 - 2018

Udsendelse d.13. - 19.januar. 2018

Den2radio ønsker godt nytår til lytterne og vi går ind i jubilæumsåret 2018, idet den2radio startede  for 10 år siden d.1.maj. En af de første podcastradioer i Danmark og den første som ren kultur-og samfundsradio. Det vender vi stærkt tilbage til. Vi takker dem, der støtter os, det er vi meget glade for, og det må I meget gerne fortsætte med i det nye år. 

Intermetzo
Georg Metz fortæller i sit ugentlige Intermetzo om P.Munch, en af nyere dansk histories mest indflydelsesrige politikere.
AT BO: Byudvikling i vand
Den sidste udsendelse i serien AT-Bolig, By og Bæredygtighed handler om at udvikle byer ved, med og i vand. Vand i forskellig form – stigende vandstand i have og vandløb og voldsomme, pludselige regnmængder udfordrer mere og mere vores byer. Den2radio har været i Holland for at høre om erfaringer med nye bydele i vand, mens der i Danmark udvikles planer for en ny kunstig ø ud for København. 
Christianshavn 400 år 
For 400 år siden i 1618 begyndte anlæggelsen af Christianshavn. I podcasten "Christianshavn i bevægelse" fortæller den2radio 6 små historier fra begyndelsen til dagens nye børneby.
Kresten Osgood, keativitet og glæde 
Kresten Osgood er opvokset på den jyske vestkyst, men har aldrig taget angsten for at stikke ud fra mængden til sig, tværtimod sprudler han af ideer og kreativitet og får realiseret rigtig mange af sine tanker, ikke mindst til glæde og gavn for det alternative musikmiljø i Danmark. den2radio har mødt ham til en snak om hans liv og mange aktiviteter.
Museer skaber viden: Ægyptologi 
På Glyptoteket er der mange ægyptiske genstande, og en stor del er indsamlet af den engelske ægyptolog og arkæolog Flinders Petrie.  Ægyptologen Tine Bagh har forsket i hvilke genstande, der hører sammen, så genstandene kan sættes i en bedre sammenhæng - og på en udstilling på Glyptoteket, er det også lykkedes rent fysisk at få samlet genstande.
Kastesigten 
I den2radios teatermagasin Kastesigten sanker vores anmelder i Skuespilhuset på Det Kgl., på Teater Grob på Nørrebro samt henleder opmærksomheden på en ny bog om det kongelige teaters historie.
Verden af i går 17 
I det 17.afsnit af Stefan Zweigs roman ’Verden af i går’ er vi på den anden side af 1. verdenskrig, den er slut, og nu kan man igen rejse. Til en start vover Stefan Zweig en lille rejse til Italien, hvor han er spændt på, om gamle venner stadig er venner også efter at krigen gjorde dem til fjender. Men det er de. Og på en rejse til Tyskland oplever han at møde sin gamle ven, den daværende tyske udenrigsminister Walther Rathenau få dage før han bliver myrdet. Inflationen i Tyskland begynder for alvor med Rathenaus død og når groteske højder, før økonomien med overgangen til den nye mark i 1924 atter falder til ro og man kan ånde lettet op.
Jazzens historie: John Coltrane 
Ud fra bogen ’Drømmejazz- jazzens historie belyst gennem 100 af de bedste cd'er, der udkom i 2008 har Christian Braad Thomsen produceret denne serie på 21 udsendelser til den2radio, og denne gang handler det om tenorsaxofonisten John Coltrane. Han fik sit store gennembrud på Miles Davis’ ’Kind of blue’ og gik derefter i gang med den række plader i eget navn, der skulle give ham status som periodens store stilskaber i jazz og gøre ham til den saxofonist, som alle senere saxofonister står i gæld til.  Christian Braad Thomsen fortæller om Coltrane og spiller de sublime indspilninger.

Foto: Knud Steffen Nielsen