Den2Radio - Uge 3 - 2020

Udsendelse d. 11. - 17. januar. 2020

Intermetzo
Georg Metz går i kødet på pengemanden Asger Aamund der i Berlingeren og i radioen forleden udtalte, at han ville have gjort det samme som Trump – sende en bombe i skallen på den iranske general. Dermed vedkender Aamund og det stadig mere irrelevante DF sig uden forbehold de uheldssvangre politiske strømninger der i Trump-skikkelsens tilsidesættelse af den demokratiske kultur ser folkedybets frelse og ikke kritiserer mandens patologiske løgnagtighed og hans holdning til retssamfundet.

Pharaos Klassiskere, Borgmester Hoeck og hustru.
Pharaos Klassikere har denne gang endnu en lille roman af Henrik Pontoppidan. Det er ’Borgmester Hoeck og hustru’, hvor den sengeliggende borgmesterfrue har besøg af sin søster fra Tyskland, som hun ikke har set siden sin bryllupsrejse for 15 år siden. Søsteren kan straks se at der er noget helt galt med borgmesterparrets ægteskab men forstår ikke, hvad det drejer sig om.

15 kvindelige komponister fra 8 lande gennem 400 år’, Sofia Gubaidulina.
I serien '15 kvindelige komponister fra 8 lande gennem 400 år' sætter vi denne gang fokus på Sofia Gubaidulina. Hun er født i Tatarstan i det tidligere Sovjetunionen og dukkede først op i Vesten da hun var over 50 år gammel, men slog igennem med det samme. I 1999 modtog hun den danske Sonningpris ved en koncert med DRRadiokoret og Symfoniorkester, og ved den lejlighed mødte Erik Christensen hende. Han er musikforsker med tilknytning til musikterapistudiet ved Aalborg Universitet og fortæller i et indslag om hendes mange sanser, at hun er lydhør og visionær, at hun skaber store visioner af klang i tid og rum og at hun har hele det psykologiske udtryk.

Autoimmune sygdomme 1
I denne uge genudsender vi den første af tre afsnit om sjældne autoimmune gigtsygdomme, og vi skal møde Nanna Marinussen, der lider af den sjældne gigtsygdom sklerodermi. Der er kun 1.200 danskere lider af. At sygdommen er autoimmun betyder, at kroppen angriber sit eget væv også det raske. Vi hører om hendes liv med sygdommen, der for alvor brød ud for fire år siden. Hun har pacemaker, og det nærmeste busstoppested føles meget langt væk, og selvom hun er ung har hun gjort sig flere overvejelser om døden, end de fleste på hendes alder har. 

Gamle pædagoger – Jens Raahauge
den2radio’s serie Gamle pædagoger handler om moderne skoletanker. Formålet er at fremme oplysningen om opdragelses - skoletanker i ind- og udland og sætte dem under debat, så derfor har vi sat kloge og eftertænksomme mennesker stævne, de der i mange år har deltaget i den pædagogiske debat. Denne gang er det Jens Raahauge i en samtale med Egon Clausen der fortæller om danskundervisningen i skolen. Han er tidligere formand for Dansklærerforeningens folkeskolefraktion og har skrevet fire bøger, der er baseret på egne erfaringer om at gøre litteraturundervisningen levende og vedkommende.

Museer skaber viden, Glas i Danmark
den2radio’s serie ’Museer skaber viden’ kommer vidt omkring og handler her om en af Danmarks ældste virksomheder Holmegaard glasværk der gik konkurs i 2008, og det medførte, at Næstved Museum overtog en kæmpe samling glas fra virksomheden. Så udsendelsen handler også om glasproduktionen i Danmark fra begyndelsen af 1800-tallet. Museumsinspektør Susanne Outzen har ansvaret for samlingen, og fortæller om fremtidige udstillingsplaner, og der kommer gode råd om, hvordan man passer på sine glas.

Johannes Jørgensen 2
I anden del af programrækken om Johannes Jørgensen fortæller formand for Johannes Jørgensen Selskabet Stig Holsting om hans liv efter 1914. Det var et liv som var præget af mødet med en lang række af samtidens fremmeste italienske kunstnere og platoniske kærlighedsforhold. Men også en stigende trang til at finde åndelig ro. Hans internationale udsyn og hans evindelige ophold i diverse togkupeer har efterladt indtrykket af en digter, som havde verden som sit egentlige hjemsted. Men Johannes Jørgensen lod altid sine værker udgive på dansk først, og i hans dagbøger er det tydeligt, at Jørgensen fastholdt en stærk tilknytning til Danmark gennem hele sit lange liv.

Lykken kan ligge i en pind
H.C.Andersens digt ’Lykken kan ligge i en pind’ blev udgivet på engelsk første gang under titlen ’Luck may lie in a pin’. Det var i 1869 og først året efter udkom den på dansk. Det er Jesper Klein der læser i en gammel optagelse.

Science Stories. Min digitale hjerneskade
Er det blevet svært at læse romaner? Er vi blevet skærmzombier, som ikke kan andet end at glo ind på skærmene på alle vores digitale platforme? Videnskabsjournalist Charlotte Koldbye har undersøgt, hvorfor hun lige pludselig ikke kan læse romaner mere. I programserien opsøger hun   lægen Imran Rashid. Hvordan kan man gå fra at være en forslugen læsehest, der havde gang i adskillige romaner på en gang til at være ude af stand til at læse en bog færdig? Er vi mange der har det sådan og ødelægger de digitale medier vores evne til fordybelse og dermed evnen til at læse romaner? Og hvad gør det ved hjernen? Er der noget galt med romanerne? Tag med på konsultation hos eksperten, når den digitale hjerneskade er på briksen.

Foto: Knud Steffen Nielsen