Den2Radio - Uge 30 - 2019

Udsendelse d. 20. - 26. juli. 2019

InterMetzo
”Mænd og måne imellem” er titlen på ugens InterMetzo. Her på 50-årsdagen for den første månelanding , causerer Georg Metz om det store fremskridts skridt og hvad der siden fulgte.

Retsvidenskab 8
Danmark har tilsluttet sig en række konventioner om menneskerettigheder, og normalt siger man, at så gælder de. Enten ved at man i administrationen af lovene husker på konventionerne eller når Folketinget laver nye love og sørger for, at de overholder konventionerne. Lektor Pernille Boye Koch fra Roskilde Universitet har undersøgt, om det rent faktisk er tilfældet, og som man kan høre, så gør lovgivningen det ikke nemt for dem, der skal bruge lovene i praksis. 

Erasmus og Savall: Den frie vilje
Når vi i dag hører navnet ”Erasmus” tænker de fleste af os på udvekslingsprogrammet for studerende ved de europæiske universiteter – og ikke på den store renæssance-humanist, som programmet har navn efter, fordi han var den  første store Europa-rejsende med filosofiske venner i alle de europæiske lande: Erasmus af Rotterdam. Han var hollænder, men talte hele sit liv latin, fordi han var modstander af nationalstater og nationalkultur: Han var faktisk den første filosof, der kaldte sig europæisk og søgte at fremme alle de idéer, vi prøver at bygge vores kulturkreds’ samfund på: lighed for alle, lige adgang til viden og kultur som vej til den fred, det var umuligt at etablere i Europa på hans tid.

Kais historie 4
I Røde Kais biografi må man skelne mellem ”et før og et efter” hans første oplevelse af liveshowet i Crazy Horse. Her fortsætter Kai sin beretning om ludere og lommetyve på Vesterbro i starten af 70erne.
Tilrettelagt af Søren E. Jensen i samarbejde med forlaget Gyldendal.

Forførerens dagbog 4
Skuespiller Jesper Christensen læser 4. afsnit af Søren Kierkegaards Forførerens dagbog

Internationale danske klassiske solister: Trio con Brio
'Internationale danske klassiske solister' præsenterer denne gang en klavertrio med stor en internatinal karriere Trio con Brio der består af pianisten Jens Elvekjær, violonisten Soo-Jin Hong og cellisten Soo-Kyung Hong. De mødte hinanden under deres studier i Wien, dannede klavertrioen i 1999 og flyttede til Danmark, som er deres udgangspunkt for en verdenskarriere. De spiller både klassikerne, men også ny dansk musik komponeret til dem.

Kirsten Olesen læser digte af Gabriela Mistral 2
Den første Nobelpris i litteratur efter 2. Verdenskrig blev overraskende tildelt en latinamerikaner, den chilenske digter Gabriela Mistral. Nu er en af hendes stærkeste digtsamlinger, Locas mujeres, udkommet på dansk under titlen Gale kvinder takket være oversætteren MaleneThorborgs ihærdige arbejde. Bogen er udkommet på Sohns Forlag. Og her læser Kirsten Olesen endnu en håndfuld digte fra bogen.

Jazz Galore: Calle Brickman og flygelet 3
Vi er nået tid tredje del af udsendelsen hvor Claus Westh fra Radio Jazz har besøgt trommeslageren Calle Brickman, en af de mest efterspurgte i det unge københavnske jazzliv.
I dag er Calle og Claus taget i studet for spille plader der strækker sig fra både svensk tradition og klassisk musik over japansk litteratur til europæisk udsyn.

Foto: Anne Eggen