Den2Radio - Uge 32 - 2021

Udsendelse d. 7.-13.august. 2021

Her er den2radio og tilbage i sensommeren som vi kender den med nye podcast

Intermetzo
Georg Metz venter på advokatundersøgelsen af DR-Pigekoret og de seksuelle krænkelser, der omsider så dagens lys i foråret, hvor to tidligere dirigenter Tage Mortensen og Michael Bojesen havde opført sig stærkt krænkende over for de unge piger mellem 13 og 22 år - en kultur der har eksisteret i rigtig mange år

Det europæiske Hus: Mellem trusler og håb 11
Med afsæt i det nyligt afholdte topmøde i EU, hvor bølgerne gik højt og Viktor Orbans Ungarn blev stærkt kritiseret, taler Jørgen Johansen med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller om blandt andet mødeprocedurer, grupperinger og modsætninger i EU. Samtalen handler både om syd-nord problematikken og om en øst-vest-modsætning med for eksempel Polens og Ungarns udfordringer af EU’s værdigrundlag, som det er nedfældet i Lissabon-traktaten. Det er Det europæiske Hus i denne uge.

Kunsttimen
Kunsttimen har denne gang fokus på Helle Kerscher - en dansk skulptør der bor i Berlin. Hun fortæller til Mikael Jensen om sine værker. Hun er uddannet på Kunstakademiet i København og arbejder i marmor.

Anslag - August 2021 - 1
’At skrive svarer til at dirigere drømme,’ har Jacques Berg hørt Nobelpristageren Patrick Modiano sige i fransk fjernsyn. I skal også høre ham argumentere for, at migranten er det nye menneske, og så er der en nostalgisk tanke tilbage på dengang man gik til filosofikum og havde erotiske kriser. Ugens Anslag.

Miho Hazama
Den 32-årige japansk-amerikanske jazzkomet Miho Hazama er den første kvindelige chefdirigent i DR Big Bands historie. Hun er ung. Hun er kvinde. Hun er klassisk uddannet. Og så er hun japaner. Miho Hazama ligner ikke nogen anden chefdirigent i DR Big Bands historie. Hun er blandt verdens 25 førende jazznavne og blev ansat for 2 år siden. Claus Westh taler med hende.

Det værste til sidst
’Man kan altid finde noget at være glad for’ er titlen på en novelle af Anne Hjælmsø. Hendes bog ’Det værste til sidst’ er en novellesamling fra livets sidste fase. Umenneskelige fortællinger med mennesker i fokus. Hun læser selv op.

Pharaos Klassikere. Ane og koen
Pharaos klassikere fortsætter med Johannes V. Jensen og hans Himmerlandshistorier. Denne gang er det ’ Ane og Koen’. Gamle Ane har trukket sin eneste ko med til marked i Hvalpsund, fordi den er så ensom.

Søndagsfortælling 
Ugens Søndagsfortælling hedder ’Viceværten der elskede detektivromaner’. Jakob Skyggebjerg læser sin egen fortælling om Olsen og Rasmussen, ejendomsinspektører, der sidder på deres kontor og venter på at arbejdsdagen skal gå i gang. Dagens første opgave er at afvise de lejere, der kommer til dem i kontorets åbningstid med problemer. Senere skal der fejes blade sammen. Men i dag dukker der en lejer op med et problem, der er større: Hans lejemål er ubeboeligt. Rasmussen går i gang med at forklare, hvorfor, det ikke er dem, han skal henvende sig til. Men Olsen er bidt af detektivromaner og øjner et mysterie, der må opklares. 

Islamiske dynastier og kunst 4: Abbasidernes Irak
Den2radio har sammen med C.L. Davids Fond og Samling produceret en række udsendelser, der fortæller om de islamiske dynastiers historie og kunst fra profeten Muhammads tid over umayyaderne, abbasiderne, fatimiderne, samaniderne, mongolerne, mamlukkerne, osmannerne, safaviderne, mogulerne og mange mange flere og frem til i dag. Denne gang er det abbasidernes Irak vi skal høre om. Professor Patricia Crone, fortæller om den periode nemlig fra 750 til 1055. Du kan bl.a. høre om den fra 1001 Nat kendte kalif Harun al-Rashid.
Foto: Anne Eggen