Den2Radio - Uge 33 - 2021

Udsendelse d. 14. - 20. august. 2021

Podcast til sensommeren er den2radio leveringsdygtig i – litteratur, musik, politik, og vi sender gode hilsener til vores lyttere og takker for støtte både ros og økonomisk støtte. Vi håber lytterne vil blive ved med at støtte os med penge til vores konto på hjemmesiden – det har vi brug for.

InterMetzo
Georg Metz har været i Odense og bivånet nedlæggelsen af den første snublesten i provinsen. Dem er der efterhånden omkring 75.000 af fordelt på 26 lande – små messingplader lagt i plan med fortovet med navn på jøder der blev bortført fra deres hjem for aldrig at vende tilbage fra Auschwitz og de andre rædselskoncentrationslejre. Snublestenene minder om massedrab og forliste menneskerettigheder og advarer mod den, der i nidkær kamp for kun de betryggedes ret til riget vender ryggen til uretten og lader målet hellige alle midler.

Kajak, kanal og kampen for klart vand
10-15 tons plastik og affald samles der årligt op fra vores kanaler af personer, der gerne helliger lidt af deres tid for et renere vandmiljø.  For fritflydende plastik og andet affald har intet at gøre på kanalernes vand eller for den sag skyld i havet omkring Danmark, eller hvor som helst der lever havdyr, som er afhængig af rent vand. Kursusleder Tobias Weber-Andersen var fortvivlet over omfanget af de store mængder skrald han dagligt så flyde rundt i kanalerne i København. Han er kajakinstruktør og han fandt på en løsning. Hvad nu hvis det blev gratis for folk at leje en kajak mod de indsamlede affald på vandet, når de sejlede rundt?  Og samtidig giver det motion, frisk luft og god samvittighed.

Ladies of folk : Hvordan country blev til country
Tønder festival er tilbage efter coronaaflysninger og den løber af stabelen d.25.,26.,27. og 28.august. Så den2radio genudsender serien country- og folkmusik med titlen Ladies of folk. Det er med fortællinger om kærlighed, whisky, fængsler, drømme, døden og djævlen, som musikgenren er fyldt med. Her i første afsnit giver de to journalister og countrymusikelskere Kristina Svith Villadsen og Evelina Gold, der kalder sig Ladies of Folk en indføring i, hvordan country blev til country. Hvordan folkemusikere fra mange verdenshjørner rejste til Amerika, filtrede sig ind i hinanden i kirkerne og på verandaerne og blev til ‘hillbilly music’ og senere til ‘country’. Og hvordan genren udviklede sig med musikbyen Nashville som knudepunkt, forgrenede sig og blev til blandt andet ‘honky-tonk’, ‘outlaw country’, ’folk’ og ’Americana’.

Anslag - August 2
Jacques Berg fortæller i denne uge blandt andet om den uberiserede seksualitet på floden Lusts oprørte vande. Han filosoferer også over, hvad det egentlig er for en fristelse, Gud skal frelse os fra at falde for? Og forsøger sig med en definition af Livets Gang.

Det værste til sidst. Difficile
’Difficile’ er titlen på en novelle af Anne Hjælmsø. Hendes bog ’Det værste til sidst’ er en novellesamling fra livets sidste fase. Umenneskelige fortællinger med mennesker i fokus. Et stille råb om hjælp, inden tiden rinder ud. Hun læser selv op.

Pharaos klassikere, Himmerlandshistorier. Jens
”Jens” er blandt Johannes V. Jensens Himmerlandsfortællinger endnu en tragisk skæbnehistorie. Jens er en ung stærk bondeknøs, der mens han ligger som soldat i København viser sig at besidde overordentlige evner for alle slags legems- og smidighedsøvelser, men tillige en uovertruffen begavelse for teoretisk og praktisk fysik og kemi. En dag får han et brev fra sin gamle kaptajn i ingeniørtropperne, som lover ham et job på et laboratorium og understøttelse til en uddannelse på Den Polytekniske Læreanstalt. Jublende springer han buk over høstakkene på vej hjem over marken, og da en skrækslagen pige dukker op af en høstak, springer han på hende i lykkeligt overmod - og Jens’ skæbne er beseglet.

H.C.Andersen: Pen og blækhus
Det ugentlige H.C.Andersen eventyr er ’Pen og blækhus’. Det er en central fortælling der vidner om hans selvforståelse som digter. Det er Emil Hass Christensen, der læser det.

Søndagsfortælling: En landsbyscene
Søndagsfortællingen hedder ’En landsbyscene’. Marija betragter tordenvejret - det indhyller området i et lys som dagslys. Hun kan se op til landsbyen. Der er der fest. Til landsbyfesten er alle med. Marija får taget sig sammen og går derop. Hun møder en mængde personager, hun ikke har mødt længe. De er alle sammen noget for hende. De er alle en del af landsbyen.

Klassisk på nettet 1939
Klassisk på nettet har i denne uge et årstal som tema 1939. Et år hvor Europa for alvor var begyndt at brænde og hvor kunstnere som Stephan Zweig og musikere og komponister i massevis var nødt til at flygte og finde et liv et andet sted. Det gjaldt både for Bela Bartok og Benjamin Britten mens Dmitri Sjostakovitj, Francis Poulenc, Carl Orff og Vagn Holmboe blev og der er musik af dem alle.

Foto: Anne Eggen