Den2Radio - Uge 34 - 2019

Udsendelse d.17. - 23. august. 2019

Velkommen til den2radio her i sensommeren. Det er med nye podcasts, og så vil vi opfordre lytterne til at undersøge vores kategorier på hjemmesiden, der kan I finde ca 4000 podcasts som er den2radio’s hjerteblod om kultur og samfund.
InterMetzo
Georg Metz har i denne uge kastet sig over balladen i partiet Venstre og i særdeleshed Claus Hjort Frederiksens udtalelser om formandskrisen. Der tog Bertel Haarder bladet fra munden. Hjort har ikke mandat i folketingsgruppen, sagde han, og dertil bliver Hjort både kaldt magtfuld og Venstres nestor. Og det sidste bryder Haarder sig ikke om. Hjort er 3 år yngre end Haarder og har siddet i Folketinget siden 2005 – Haarder i 39 år og har haft flere ministerposter end Hjort, så det finder Bertel Haarder sig ikke i. Det er sjældent at Haarder kaster sig over personer i sit parti, men her fik han nok, der er kun plads til én nestor i Folketinget. Men denne konstatering afblæser ikke magtkampen i en stamme, hvis konge er slidt ned til de sokker andre har betalt, og hvis nølende kronprins er såret.   

Hukommelse under pres 3
Udsendelsen ’Hukommelse under pres’ handler om hvordan vi mennesker nogle gange bruger fysiske objekter til at huske på meget svære oplevelser i fortiden. I denne udsendelse som er den tredje i serien dykker vi ned i de danske jøders gemmer, dem der blev reddet i oktober 43, for at se hvad der kom med tilbage fra Sverige. Og mere tidsnært ser vi på hvad migranter på ruten over Middelhavet tager med sig på den farefulde rejse. I udsendelsen deltager direktør for Dansk Jødisk Museum Janne Laursen og repræsentant for den italienske NGO, Archivio Memoria Migranti Costanza Meli.

Wimbledon 4
Wimbledon-turneringen har mange facetter, som lytterne har kunnet høre i de tre første afsnit af vores miniserie fra tennisklubben. I denne uges afsnit besøger vi museet, der blev oprettet tilbage i 1976 og står overfor en snarlig modernisering. Den nye museumsdirektør går derfor rundt med mange tanker om både formidling og stemning - og hvordan en stigende interesse i sporten fra universitetsverdenen både udfordrer den traditionelle formidling, men samtidig giver nye spændende muligheder for museets rolle i en større samfundskontekst.

Ung afvigelse 2
I Podcastsserien ’Ung Afvigelse’ interviewer Maja Jensen forfattere, oversættere og illustratorer, der i en ung alder begav sig ind i litteraturens verden, og som beskæftiger sig med anderledes emner i deres arbejde. I dette afsnit mødes hun med oversætteren Birgita Bonde Hansen, der som helt ung blev fascineret af de baltiske lande, og som i dag oversætter estisk og finsk skønlitteratur, skuespil og kulturstof.

Ladies of folk 8
I denne uge kommer afsnit otte i serien ‘Ladies of Folk’. Afsnittet handler om countrymusikkens tradition for fængselssange og om de countrystjerner, der har siddet inde eller været tæt på - af grunde, der spænder fra skudepisoder på grund af skildpaddesuppe over drunk driving til brutale mord.

Kais historie 8
I anledning af 50 året for pornoens frigørelse genudsender vi en af de første serier på den2radio: ’Kais Historie’. Kai Bo Rasmussen – alias ’Røde Kai’ fortæller om sin omfattende kriminelle karriere med Vesterbro i København som centrum. Søren E. Jensen har skrevet en bog om den tidligere hashsmugler: ’Røde Kai og hans kriminelle karriere’, der er udgivet på Gyldendal, og i det 8. afsnit fortæller Røde Kai om sit liv i 70’erne.  Kai har en swingerclub på Roskildevej, og nu er Kai selv blevet prostitueret! Det går vildt til.

Forførerens dagbog 8
Det er svært at få nok af Søren Kierkegaard og ’Forførerens dagbog’ især i skuespiller Jesper Christensens indlæsning. Han læser 8. afsnit af Søren Kierkegaards beretning om Johannes, den gennemførte æstetiker, der først og fremmest anskuer kvinder som en kunstnerisk nydelse.

Europas idéhistoriske rødder 1: Demokrati
den2radio genudsender en serie på 10 afsnit om den europæiske idéhistorie med den overordnede titel ’Europas Idehistoriske Rødder’. I den første podcast gives der en indføring i demokratiets opståen i det antikke Athen 507 f.Kr. og den udvikling, som den demokratiske tanke historisk set har gennemgået og dens praktiske udfoldelse i antikken. I programmet medvirker lektor Anders Holm Rasmussen og lektor dr.phil Leo Catana fra Københavns Universitet, professor emeritus samt dr. phil, Mogens Herman Hansen.

Science Stories: Livets begyndelse peger mod venstre 
Livets begyndelse peger mod venstre handler om tiden før livet opstod på jorden. Aminosyrer som er proteiners grundbestanddel kan eksistere i en højre og en venstre form, men de aminosyrer som indgår i alle levende organismers proteiner findes kun i den venstreorienterede form. Hvordan det kan være har professor Søren Vrønning Hoffmann fra Aarhus Universitet en god forklaring på. Dengang var der måske et særligt lys, som kan have påvirket den orientering som alle livsformer har den dag i dag. Søren Vrønning Hoffmann anvender blandt andet polariseret lys fra Danmarks stærkeste partikelaccelerator, Astrid 2, på Aarhus Universitet til at efterprøve sin teori.

Science Stories: Klodens virkelige tilstand
Med årtiers data fra satellitter er det blevet muligt at skære igennem diskussioner om natur, klima og miljø. Rasmus Fensholt fra Institut for Geovidenskab og naturforvaltning ved Københavns Universitet kigger nærmere på fire myter om patienten Moder Jord.