Den2Radio - Uge 34 - 2023

Udsendelse d.19. -25. august. 2023
Her er den2radio og vi beder igen vores mange gode lyttere om at betænke os med et beløb til radioens overlevelse. Det betyder meget og vi takker for de beløb, der er kommet indtil videre.
InterMetzo
Georg Metz kommer ind på den glødende situation efter de voldsomme brande og oversvømmelser i sommer. Overskrifterne er ’Isbjørnes nye kvarter’ og ’Klimafornægtelsen undergraves af virkeligheden’. Ifald Golfstrømmen en dag vender vandmasserne avet om, kan klassiske forestillinger om isbjørne i Københavns gader blive virkelighed. En hel del nulevende, stadig fungerende danske politikere der fulgte trop i den mådeligt til tarveligt underbyggede klimaskepsis, bærer et tungt ansvar.
Sophia samtaler 22: Respekten for menneskelige fællesskaber
Sophias John Rydahl har inviteret sig selv til kaffesamtale med Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen for at bidrage til pejlingen af, hvad dannelse er. Samtalen tager sit afsæt i et indlæg, som Peter Skov-Jakobsen for år tilbage havde på en Sophia-konference på Vartov og som stærkt tilskyndet af daværende lærerforeningsformand Anders Bondo Christensen affødte en stribe dannelsesforedrag rundt om i landet. Indlægget fra dengang står tilsyneladende klarere i John Rydahls erindring end i biskoppens, så de åbner her for en fornyet samtale, der i sig selv bliver en næsten poetisk påmindelse om, at den gode samtale er en mulighed for at blive klogere, for at ”fylde sig med visdom”.
Pharaos klassikere : Niels Hofmann og Kirsten Hauge af Marie Bregendahl.
Marie Bregendahls novelle ”Niels Hofmann og Kirsten Hauge” er en decideret ”skæbne-fortælling” i slægt med nogle af Johannes V. Jensens Himmerlands-fortællinger. En gammel dansk-amerikansk dame er på besøg i hjemlandet og fortæller i et brev hjem til en gammel barndomsveninde, der også er udvandret, om hvordan det er gået to gamle venner på hjemegnen, hvis sære skæbne nu kan fortælles som en afrundet historie, da de begge er døde.
Museer skaber viden. Fynbomalerne
Fynbomalerne var en gruppe malere i starten af 1900-tallet, der ikke blot malede, men også skrev breve og dagbøger. De skriftlige kilder ligger spredt geografisk. Noget ligger på Johannes Larsen Museet, noget på Faaborg Museet og noget på Det kgl. Bibliotek eller privat. Museumsinspektør på Johannes Larsen Museet Malene Linell Ipsen fortæller om arkivet, og hvad man kan finde i det. Det drejer sig både om det private, hvor man kan få et socialhistorisk indblik, men i høj grad også det kunsthistoriske.
The Byrds 2
The Byrds var en amerikansk popgruppe, der slog igennem i 1960’erne – skaberne af begrebet folkrock. The Byrds begyndte i 1965 at sætte strøm til Bob Dylans akustiske sange, og indenfor et halvt år fik de to numre på den amerikanske hitliste. I denne uge sender vi den 2.podcast om The Byrds og der er hele 7.
Staniolekspressen
Sølvpilen eller Staniolekspressen var et lyntog fra gamle dage. Der findes et enkelt togsæt endnu, og fotografen Jon Nordstrøm har udgivet en bogen "Sølvpilen" om de tog fra dengang, der var tog til. Og lokoførerne var også et særligt folkefærd, de kørte altid MED toget. Dengang man skulle med Storebæltsfærgen var det sådan, at tog blev kørt om bord på den ene side og hentet af en anden lokofører på den anden side, men ikke når det gjaldt Sølvpilen. Dens lokoførere kørte med over Storebælt og overnattede ved endestationen f.x. Struer, inden de kørte tilbage med deres tog. De kendte toget ud og ind og reparerede på det. Jon Nordstrøm er romantikeren, der elsker lyden, rejsen, designet og de særlige nørder, der kørte det.
På Termo – Stelton Design
Stelton blev grundlagt i 1960, som producent af termokander, termoflasker, termokrus og en række andre genstande til måltider og køkken. Stelton’s design har rødder i skandinavisk design-filosofi med fokus på stramme former, enkelhed og minimalisme samt høj kvalitet i materialer, funktion og forarbejdning. Opmærksomhed på genbrug og reduktion af papir- og plastikbægre på arbejdspladsen samt to-go-bølgen på cykel og i bil betyder ny efterspørgsel på individuelle sæt af termoflasker og termokrus, der skal være af høj kvalitet, i rustfrit stål og indbydende design – som accessoires både under transport og på kontoret. Navnet Stelton er sammensat ud fra grundlæggernes navne: Niels Stellan Høm og Carton Madelaire. Vi skal møde den nuværende ejer og direktør Michael Ring.
Antikkens metafysik 1
Så skal det handle om filosofi, nærmere bestemt antikkens metafysik. Om hvordan de antikke filosoffer forestillede sig verden er bygget op, hvad der er udgangspunktet for alt som eksisterer, og hvad der i det hele taget kan siges at ligge bag den virkelighed vi kan erfare med vores sanser. I fire podcasts sætter Thor Eiken Mulvad og Lasse Nyeng Hemicke, sammen med professor Kristian Larsen fra Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, fokus på de metafysiske forestillinger man kan finde hos Anaximander, Heraklit, Parmenides, Platon og Aristoteles.
Første program sætter fokus på betegnelsen metafysik og metafysikkens oprindelse.
Klassisk på nettet. Rhapsodier.
Rhapsodier er temaet for denne Klassisk på nettet. Rhapsodier som fundamentalt er fantasier baseret på folkemelodier som f.x.Svensk Rhapsodi af Hugo Alfvén, ungarsk Rhapsodi af Frans Liszt, Brahms' Altrapsodi, Rhapsody in Blue af George Gershwin og flere endnu.
Foto: den2radio