Den2Radio - Uge 33 - 2024

Udsendelse d.10. -16. august. 2024

InterMetzo
Georg Metz remser op på de gamle konger fra fortiden, der fik de sjoveste tilnavne: Skrumpenosse, Vrikkerød og Fedtvom, og Eystinn Dårligfjert og mange flere er høviske tilnavne fra samfundets øverste lag: Gamle, Tveskæg og Blåtand. Danske politikere opnår sjældent rammende tilnavne. Danskerne er på fornavn med toppen: Anker og Mette i skiftevis oprigtig og forbeholden hjertelighed. I nærværende nutid er ”Laffin Kamala” Donald Trumps smædende betegnelse af rivalen. Den umorsomme, skallesmækker synes indtil videre magtesløs over for en ligetil modkandidats energiske og lattermilde fremtoning der afmonterer øgenavnets brod.

Glimt fra Italien
Den italienske journalist AlfredoTesio, der har boet og arbejdet i Danmark i mange år sender os jævnligt 'Glimt fra Italien', sådan nogle små indslag fra dagene i Italien om hvad der sker og denne uge handler om paven, pave Francesco som er meget populær og har lavet store fremskridt. Han smider de pædofile præster ud, han har sørget for, at Vatikanets bank næsten er blevet en social bank efter mange år med korruption, og han har ikke villet bo i de fyrstelige rum som hører til paven, han  bor i et lille værelse. Han tør hvor alle de andre paver før har tiet.

Skidefuld af historier
Skidefuld af Historier er et intensivt teaterprojekt som bliver skabt på blot 14 dage, hvor nuværende og tidligere hjemløse Hus Forbi-sælgere, uden teatererfaring, deler deres livshistorier i en professionelt opsat forestilling.  Vi har samlet et hold af mennesker, der lever et liv, som mange dårligt begriber, fortæller idémanden til projektet, Søren Markebrandt Poulsen

Kort men Godt: Tømrerliv    
"Kort men godt" er 5 små tømrerhistorier, fortalt i 1995 af tømrerne selv til tømrer og musiker Peter Zapffe. De er alle udlært i 30èrne og fortæller med stolthed om deres arbejde.
Det er en rejse til fortidens arbejdsliv, hvor stolthed, arbejde og sprog var noget andet.

Nostalgi er ikke hvad det har været: Coverversioner
Erik Kramshøj har i forbindelse med begrebet ’Coverversioner’ brugt en del Jimi Hendrix musik, og han har funderet over begrebet ’Quicksand’ i  rockteksterne. Og musik fra dengang kommer der masser af.

De udødelige 3    
Mange ældre har ernæringsproblemer, enkelte er overvægtige, men flertallet spiser ikke nok og er underernærede. Årsagerne til dette kan være mange. Der rejses spørgsmål ved, om det er bedst, at den daglige mad laves i et køkken tæt på boligen eller om den lige så godt kan produceres i store centralkøkkenener og leveres som "madservice". Er måltidet altid et vigtigt socialt omdrejningspunkt eller kan det være udmærket at spise alene? Kunne de forskellige generationer mødes og spise sammen på plejehjemmet?
For at undersøge disse og flere spørgsmål bliver plejehjemmet "Bethania" besøgt. Der bliver talt med beboere og personale samt diætist og seniorforsker Anne Marie Beck.

Rejsetema
Den 27. juli døde den2radios medarbejder, Jens Lohmann. I den anledning genudser vi et rejsetema, hvor fokus er på at komme bort fra dagligdagen og trummerummet. Rejsen er midlet til at komme væk, og det er ikke et nyt fænomen. Jens Lohman giver et indblik i, hvordan rejseoplevelser kan opleves i litteraturen – fra H.C. Andersen og Johannes V. Jensen til Graham Greene og Primo Levi.

Pharaos klassikere: Herman Bang 2
Som den overordnede titel  på Herman Bangs søndagskronikker i Nationaltidende, ”Vekslende Themaer” , antyder, er der tale om en meget varieret blanding af  reportager, stemningsbilleder, essays, portrætter og anmeldelser, der giver et enestående indblik i københavnerlivet i samtiden. Den ekspanderende storbys medieverden, forlystelsesliv og dagligdag er fastholdt i et kunstnerisk forfinet sprog, hvis yderpunkter er causeriets overstadige humor og den sociale reportages stengrå alvor, som udgiveren, lektor Sten Rasmussen formulerer det på bagsiden af den samlede firebinds-udgave af kronikkerne.
I denne uge får I en lille decideret novelle med titlen ”En Karnevalsspøg”.

Andrea Motis – Emitonal Dance
Den unge spansk-catalanske Andrea Motis er ikke bare jazzsange, hun spiller også trompet og saxofon og henvender sig i den grad til et ungt publikum. Claus Westh fra  RadioJazz har lavet en udsendelse med hende, som den2radio har fået lov til at låne.