Den2Radio - Uge 35 - 2020

Udsendelse d.22. - 28.august. 2020

På trods af hedebølge arbejder den2radio altid på at producere nye podcasts til lytterne der sætter pris på kultur og samfund. Vi vil også takke lytterne for jeres økonomiske støtte og jeres venlige henvendelser.

InterMetzo

’Luk ghettoerne’ krævede en udskammende skamløs Pia Kjærsgaard forleden, fulgt op af partiløjtnanterne og den kreative Inger Støjberg med krav om skarpe restriktioner mod danskere af somalisk herkomst og Nye Borgerlige forlangte ikke-kaukasiske smittebærere udvist. Den menneskeforagt og dumhed der gøder racismens og antisemitismens irrationelle had har til alle tider givet sig udtryk i angsten for at de ringeagtede bringer sygdomme med sig. Det er noget af det Intermetzo handler om.

Den2sport – august 2020
I mere end 100 år er dansk idræt blevet domineret og styret af store organisationer, som nutidens DIF og DGI. Men er tiden inde til nytænkning, også på organisationsfronten, i en idrætssektor under heftig forvandling. Det mener Henrik H. Brandt, der er initiativtager til og direktør for den nye idræts-aktør, IdrætsPlatformen Danmark. Den nye ’brancheforening’ vil forsøge at samle alle aktører i en sektor, der beskæftiger mere end 25.000 mennesker - og samtidig bidrage til en stærkere fælles identitet samt netværk og vidensdeling på tværs af sektoren. Den2Sport har taget en snak med den tidligere direktør for Idrættens Analyseinstitut og nu stifter af IdrætsPlatformen Danmark, Henrik H. Brandt.
I Ringhjørnet behandler Den2Sport dansk idræts corona-spin, fodboldens Financial Fair Play og FIFA-præsidenten Gianni Infantinos skyggeboksning mod korruptionens spøgelse.

Mad og vaner
Du er inviteret til middag, det er juleaften, nu sidder du spændt ved bordet og venter på maden, og ind kommer – en gryde med dampende øllebrød og en stabel pandekager med tilbehør. Fra husets højtalere strømmer det samtidigt ud med schlagermusik. Ikke just et måltid eller for den sags skyld musik man venter at få serveret på denne årets måske mest traditionsbundne aften.  Er der noget der hæges om her til lands, er det vores madvaner. Det ligger grundlæggende fast, hvad vi spiser og hvornår uanset om der er tale om morgenmad, frokost, aftensmad eller hvis det gælder måltider til højtidelige lejligheder. Det handler en udsendelse med overskriften ’Mad og vaner’ om.

Brahms’ 3. symfoni
Johannes Brahms komponerede 4 symfonier som hører til på alle verdens symfoniorkestres repertoire. Af alle romantiske komponister er Johannes Brahms uden tvivl den mest klassisk orienterede. Han afskrev enhver form for symfonisk digtning og komponerede sine store værker i de traditionelle former. I 1881 indledte Brahms et frugtbart samarbejde med det berømte hofkapel i Meiningen. Blandt de første værker, som her blev gennemprøvet, var den nye klaverkoncert nr. 2. I 1883 komponerede han den 3. symfoni og i de følgende år den 4. symfoni, uropført i Meiningen. Og det er den 3.vi sender i denne uge i en indspilning med Houston Symfonikerne som Christoph Eschenbach dirigerer.

Ik folket 2
I Danmark har vi titlen af, at være verdens måske lykkeligste folk.Det tænkte antropolog og direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev nu ikke nærmere over, da han første gang og ved et tilfælde mødte Ik-folket i bjergene i Uganda. Til gengæld vidste han, at han stod overfor en stamme, der havde det tvivlsomt prædikat, at blive kaldt verdens mest modbydelige folk. Han har nu besøgt dem flere gange årligt og forsøgt at indgå i deres dagligdag, en dagligdag meget langt fra den han kender fra Danmark, hvor han bor til daglig. Vi sender den anden udsendelse om Ik folket.

Anslag - august 2020 - 2
Anslag. At slå en tone, en stemning an, at fortælle en historie, at prøve at forstå og sige sin mening … Siden 2013 har forfatteren og journalisten Jacques Berg hver formiddag sat sig til computeren og tastet to, fem, halvtreds linjer, og det bliver han heldigvis ved med, og de er produceret til den2radio, så lytterne kan glæde sig til at det er dusinvis og nu og da tusindvis af anslag som han beskriver verden med som den ser ud fra hans landsby i Luberon i Provence, hvor han har boet i årtier.

Vanddråben – H.C.Andersen
I 1830 var H.C.Andersen på besøg på den nordfynske herregård Hoffmangave, hvor han for første gang stiftede bekendtskab med et mikroskop og kunne studere en ’lille vanddråbe – en hel verden med skabninger som han selv sagde og deraf eventyret ’Vanddråben’ som Poul Müller læser.

Billeder fra et liv 6
Vi sender i disse uger uddrag af billedkunstneren Pia Schutzmanns erindringsbog ’Billeder fra et liv’. Det er ikke en sammenhængende livshistorie men små pointerede erindringsglimt. Og det er Pia Schutzmann selv, der læser op. Tiden og stilheden ligger mejslet dybt i Pia Schutzmanns arbejder. Enhver form som øjet møder har sin historie. Gennem små observationer af pudsige oplevelser, drager Pia Schutzmann læseren ind i sit fabulerende univers, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi sløres og opløses. I det 6. og næstsidste afsnit af billedkunstneren Pia Schutzmanns erindringsbog.I dette afsnit skal vi både høre om oplevelser i Jerusalem og om hvordan det var at tegne Dronning Ingrids portræt. Karsten Pharao har tilrettelagt.

Nostalgi 
I Erik Kramshøjs uregelmæssige serie NOSTALGI ER IKKE HVAD DEN HAR VÆRET, og denne gang er titlen ’gode musikminder’, hvor den2radio’s Erik Kramshøj spiller musik og fortæller om 60’er musik bl.a. The Beatles. Undertitlen er ’associations-befængt musikindtryk gennem et par menneskealdre’.  

Foto: den2radio