Den2Radio - Uge 36 - 2019

Udsendelse d.31. august - 6.september. 2019

Intermetzo
Georg Metz har aldrig problemer med at finde noget at skrive om, det er bare at se sig om, for der sker så meget rundt omkring, så han kan lige række ud efter et eller andet markant emne og bruge sin skarpe pen, så titlen på ugens InterMetzo er: Velment råd til Lars Løkke Rasmussen. Hvis han skulle skrive et brev til brevkassen følger svaret her.

Det europæiske hus 1
den2radio søsætter en ny programserie ’Det europæiske hus’ om EU og det europæiske samarbejde lige nu og i de kommende år. I det første program kan du hør en samtale med forfatteren Jens Christian Grøndahl og en kommentar ’Exit fra Daxit’ af Ove Weiss.

Wimbledon 5
Wimbledon er for længst forbi og tennisspillerne rejst over Atlanten med deres følge af journalister for at afslutte sæsonen i New York. Men i tennisklubben i udkanten af London går livet videre.  Klubbens medlemmer spiller, og turneringens arrangører gør regnskabet efter begivenhederne i juli op og lægger nye planer for næste års turnering. Hvad foregår der oppe på direktørgangen, hvem bestemmer egentligt og hvad betaler de rige saudiarabiske prinser for deres VIP-pladser? Det er nogle af de spørgsmål vi afdækker i det sidste afsnit af den2radios miniserie om Wimbledon.

Willie Nelson 2
Willie Nelson er en amerikansk countrysanger og sangskriver, forfatter, poet, skuespiller og aktivist, der især var berømt i 1970’erne og han er stadig ikonisk især i amerikansk populærkultur. ’Hvis Amerika kunne synge med én stemme, så ville det være Willie Nelsons’. Sådan siger sangerinden Emmylou Harris om sin store kollega, der nu er 88 år og stadig tager på turné. Forfatteren og filminstruktøren Christian Braad Thomsen har tilrettelagt fem udsendelser om Willie Nelson, og her i den anden udsendelse baserer præsentationen sig på Willie Nelsons lettere problematiske, men også hengivne syn på kristendommen.

Danske værdier og udfordringer
I mange år har Arne Piel Christensen har været generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. Han begyndte at arbejde for flygtningehjælpen i 1967. Dengang der var stor folkelig opbakning bag hjælpen til flygtningene, og ude i verden var Danmark respekteret som en humanitær stormagt. Sådan er det ikke mere. At være dansk i dag er noget andet end det var for en menneskealder siden, og hvad er der sket? Det fortæller Arne Piel Christensen om i en bog som han har lavet i samarbejde med Knud Vilby. Den hedder ’Danske værdier og udfordringer i en globaliseret verden’. Egon Clausen har en samtale med Knud Vilby om bogen om, hvad der er sket med danskerne og deres værdier i tiden siden 1967.

Europas idéhistoriske rødder, Kristendom
Kristendommens fremkomst i den græsk-romerske verden har haft en enorm indvirkning på den europæiske kulturs udvikling. De forestillinger, som er bærende for den kristne tro, er i dag så indgroede i den europæiske kultur, at de i vid udstrækning er blevet en del af den europæiske selvforståelse. Det er et fænomen, som har haft vidtrækkende konsekvenser for stort set alle aspekter af livet for den europæiske borger.

Kastesigten
den2radios teatermagasin Kastesigten er nu tilbage fra sommerferien. En ny sæson truer - eller lokker om man vil på de københavnske scener, og vi får et lille overblik over de kommende premierer. Men først kaster vores anmelder et lille tilbageblik på nogle af sommerens forskellige teaterfestivaler.

Kais historie 10
I anledning af 50 året for pornoens frigørelse genudsender vi en af de første serier på den2radio: ’Kais Historie’. Kai Bo Rasmussen – alias ’Røde Kai’ fortæller om sin omfattende kriminelle karriere med Vesterbro i København som centrum. I dette afsnit fortæller Kai Bo Rasmussen om den 13. januar 1976 som han sent vil glemme. I beretningen om hans liv handler det i denne uge om livet bag fængslets mure, og i den historie spiller begivenhederne hin januardag i 1976 en ikke uvæsentlig rolle. Det er Søren E. Jensen der taler med Røde Kai.

Forførerens dagbog 10
Så er vi nået til 10. afsnit af Søren Kierkegaards Forførerens dagbog, som skuespilleren Jesper Christensen har læst ind for den2radio. Beretningen om Johannes, den gennemførte æstetiker, der først og fremmest anskuer kvinder som en kunstnerisk nydelse

Ung afvigelse 4
I Podcastsserien ’ Ung afvigelse’ interviewer Maja Jensen forfattere, oversættere og illustratorer, der i en ung alder begav sig ind i litteraturens verden og som beskæftiger sig med anderledes emner i deres arbejde. I dette afsnit mødes hun med Simon Væth, der arbejder som illustrator. I podcasten fortæller Simon om den lange vej mod at kunne leve at sit illustratorarbejde og om et igangværende projekt om danske sagn og myter.

Science Stories – Krebsedyret udfordrer vores opfattelse af dyr
Professor Emeritus Reinhardt Møbjerg Kristensen opdagede for ca. 30 år siden en ny dyrerække, som betød at zoologibøgerne skulle skrives om. Korsetdyret var en af de helt store zoologiske opdagelser, og siden da har Reinhard opdaget yderligere to nye dyrerækker. Imidlertid bliver korsetdyret ved med at overraske. For nylig har forskere fundet korsetdyr, som lever helt uden at have mitokondrier. Mitokondrier står for iltomsætningen i dyr, og man har aldrig før set et flercellet dyr uden mitokondrier.

Science Stories: Lad naturen passe sig selv
Naturen ved udmærket, hvordan den skal passe på sig selv. Så hold fingrene væk. Drop naturpleje og direktiver, giv slip og lad stå til, og lad natur overalt i verden igen blive vild og uforstyrret. Det er opskriften på at vende tilbagegangen i antallet af arter verden over, mener forsker og biolog Jens Christian Svenning. Han er en del af en international gruppe forskere, der forsøger at overtale biologer og politikere til at hjælpe naturen ved at lade den forvilde. For i en vild natur klarer arterne sig bedre, end de gør i dag.

Science Stories: Music in the brain 1
Hvordan arbejder vores hjerne egentlig? Bygger vi mentale projektioner af verden inde i vores hoveder? Gætter vi hele tiden på, hvad det næste er, som kommer til at ske, eller lægger vi kun mærke til når vi ikke gætter rigtigt? Det er nogle af de grundlæggende spørgsmål hjerneforskere verden over forsøger at få svar på. En af de hjerneforskere hedder Peter Vuust. Han sidder på Aarhus universitet og bruger musik til at få indblik i, hvordan hjernen arbejder. Peter Vuust er leder af Center for Music in the Brain. Hvor han og 41 andre forskere bruger musikken som oversættelsesnøgle til at forstå den menneskelige hjerne.