Den2Radio - Uge 36 - 2021

Udsendelse d. 4. - 10. september. 2021

Intermetzo
Den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen dukker op i støvet efter den kaotiske tilbagetrækning fra Kabul – hans ansvar for krigen i Afghanistan kan ikke overvurderes. Han lader forstå, at blev vi militært i Afghanistan med hele marmeladen i 10, 20, 30 år mere løste det hele sig af sig selv som bebudet: pigerne kom i skole og blev piloter, advokater og overlæger i mandesygdomme, islam blev opgivet og demokratiet indfandt sig så sikkert som støvstorme i Helmand.  Anders tager jo ikke fejl og andre med ham. I enkelheden findes sandheden, og mod den kæmper selv dokumentationen af det modsatte forgæves.

Det europæiske Hus - Mellem trusler og håb 14
Det europæiske Hus præsenterer i denne uge et indslag om det tyske valg d.16.september. Dermed slutter Angela Merkels 16 årige æra som kansler med et historisk valg. En kort overgang så det ud til at Annalena Baerbock fra de Grønne havde mulighed for at efterfølge Merkel på kanslerposten. Hun er en af de tre kandidater, de to andre er den konservative Armin Laschet og socialdemokraten Olaf Scholl. Anette Bruun Johansen taler med professor Per Øhrgaard – ekspert i tysk kultur og samfund - om de tre kandidater, om valgets vigtigste temaer og om forholdet til Europa.

Covid pandemi, økonomi og ulighed mellem mænd og kvinder 2
I andet program om at indrette vores samfund bedre efter covid-19 pandemien skal det handle om hvordan, vi får en god balance mellem arbejde og fritid. Vi bygger videre på viden fra første program om nye måder at skabe vækst på og udligne de uligheder, der er mellem kønnene på arbejdsmarkedet. Med udgangspunkt i den aktuelle sygeplejestrejke skal vi tale om livskvalitet og den rolle omsorg har i vores samfund. Både den form for omsorg man betaler for, den man forventer sig gratis fra andre og den man selv yder frivilligt. Hvad er konsekvenserne af at værdisætte omsorg lavt i samfundet i modsætning til, hvis man tager den nye forskning på ordet og rent faktisk investerer?  Noa Agnete Metz har igen talt med tre økonomer der arbejder med emnet.

Christianiastemmer 1 -  ingen roser uden torne
I år fylder Christiania 50 år. Fristaden på den gamle kasernegrund på Christianshavn har levet et omtumlet liv siden sin undfangelse i 1971, men den er her ikke desto mindre stadigvæk. I den anledning vil den2radio give lytterne en mulighed for at høre nogle ankomsthistorier fra dem der flyttede ud af Danmark og ind i ‘det sociale eksperiment’, som politikerne kaldte det dengang i 70erne og 80erne hvor de begivenheder I kan høre om stammer. Christiania-stemmer er en podcast-serie i 4 dele og denne uge sender vi det første afsnit, der har undertitlen Ingen Roser Uden Torne.

Ladies of Folk 4
I denne uge sender den2radio afsnit fire i serien om folk- og countrymusik og de fortællinger om kærlighed, whisky, fængsler, drømme, døden og djævlen, som musikgenren er fyldt med.
De to journalister og countrymusikelskere Kristina Svith Villadsen og Evelina Gold, der tilsammen er Ladies of Folk, løfter denne gang glasset til en skål. Det handler nemlig om al den whisky og øl, der er blevet drukket i countrysange. Afsnittet fortæller historien om forbudstiden og den forbudte, hjemmebrændte moonshine, der både er hyldet og udskældt i countrysange, og så ser afsnittet på skiftet fra de gamle sange, hvor man tilsyneladende drak for at glemme alverdens smerte og heartbreak til i dag, hvor countrymusikken er blevet beskyldt for at forherlige druk.

Anslag – september - 1
Jacques Berg: denne gang om et snehvidt Provence og hans vægring ved at tage toget i Frankrig, for det rummer en død vinkel. Temperaturtagning på fransk politik fornyet helt ned til sine indgroede dårlige vaner. Og hvad sker der, når en litterær tekst skifter tøj?

Bitte-Selgen
En Himmerlandshistorie af Johannes V. Jensen.
Post-An’ Kjestin er vågnet en morgen og har set sin søn Bitte-Selgen stå ved fodenden af sengen. Han så glad ud, og Kjestin er sikker på, at han er død. Han er ellers ude at tjene på en fremmed gård. Det viser sig, at han har forladt gården, sandsynligvis for at søge hjemad, for han led så forfærdeligt af hjemve.  Men han kommer ikke hjem.

Refleksioner: Skoleminder
Refleksioner er den lille selvoplevede hændelse skrevet og fortalt af Peter Zapffe . Denne gang er fortællingen fra en skolegård i København i 1950’erne, og det oser af gammeldags afretning og opdragelse.

Miniportræt af Richard Strauss.
En af musikhistorien helt store komponister er Richard Strauss. Han blev født i 1864 i München og levede i det tyske kejserrige og var igennem både 1.og 2.verdenskrig inden han døde 85 år gammel d.8. september 1949 i en total forandret verden. Igennem næsten 70 år komponerede han det ene mesterværk efter det andet og i alle genrer. 

Islamiske dynastier og kunst 6
den2radio har sammen med C.L.Davids Fond og Samling produceret en række udsendelser, der fortæller om de islamiske dynastiers historie og kunst fra profeten Muhammads tid, og denne gang fortæller lektor Joshua Sabih fra Københavns Universitet om muslimernes langsomme og problemfyldte erobring af Nordafrika, der forløb i to faser nemlig erobringsfasen og koloniseringsfasen. Endvidere var erobring ikke med det samme ensbetydende med arabisering og islamisering.

Foto:Søren Nordholt