Den2Radio - Uge 36 - 2022

Udsendelse d.3. - 9. september. 2022

InterMetzo
Den idealistiske eller måske snarere hensynsløse politiker kombinerer sin målrettethed med aktiv glemsomhed om det pinligste og afviser indvendinger om en kompleks virkelighed. Glemsomhedens forenkling tiltaler de vælgergrupper der anskuer verden i enkeltheden og som bekræftes af en guru der ved bedre eller burde vide det, men i sammenbidt vilje har glemt det vigtigste. Glemsomhed der kan være velsignelsesrig og føre verden videre på nye niveauer bliver en besættelse som dyrker og hylder den forfalskede forenkling af noget så juridisk betændt, at Rigsretten må træde til og nok finde sagen svær, men forbrydelsen klar.  

Landbrugets arkitektur og natur 3:  
Den2radio går her på sporet af, hvordan det regenerative landbrug udfolder sig i praksis hos forskellige producenter : en stor gård med planteavl og CA-dyrkning på Sydsjælland og en lille gård med grønsager og økologisk dyrkning i Nordsjælland. 
Et regenerativt landbrug på vej i Rode, Sydsjælland
Hos Niels Hansen og familie drives et stort landbrug på 330 ha – 85 ha ejet og 245 ha i forpagtning. Niels Hansen er 9’nde generation på gården, hvor jorden siden 2008 dyrkes uden pløjning og med mindst mulig bearbejdning (conservation agriculture). Mange forskellige korn- og bælgfrugtafgrøder afløser hinanden plus diverse efterafgrøder og her eksperimenteres med samdyrkning og kompost-udvikling. Niels Hansen er bestyrelsesmedlem i Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning, FRDK. 
Et regenerativt landbrug på vej i Melby, Nordsjælland
Christopher Lundgren og Nanna Thomsen er siden 2019 forpagtere af Lerbjerggård med tilhørende 4 ha jord, som indgår i Foreningen Andelsgårde. Jorden dyrkes med grønsager og der eksperimentres med efterafgrøder. En del af jorden er tilplantet med frugtbuske, frugt- og nøddetræer og mellem rækkerne dyrkes étårige afgrøder.  Christopher og Nanna har været med til at stifte Foreningen Regenerativt Jordbrug og er også med i Økologisk Landsforening.    

Orange festival 2022
I denne uge sender den2radio en rapport fra årets musikfestival i det antikke romerske amfiteater i Orange i Sydfrankrig. Efter to sæsoners mere eller mindre komplet afbrydelse på grund af Corono-krisen genfandt de sydfranske musikfestivaler i år til fulde deres publikum. I Orange midt i Rhônedalen var to italienske operaer højdepunktet sammen med en Italiensk nat, hvor Scalaoperaens orkester og kor under ledelse af Riccardo Chailly spillede sjældent hørte Verdi-kompositioner. Men der var også orkesterkoncerter med musik af Beethoven, Dvorak, Saint-Saëns OG Charlie Chaplin – samt besøg af Ukrainian Freedom Orchestra, et ensemble af ukrainske musikere, der spillede nutidig ukrainsk musik: Musikinstrumenter som alternative våben mod invasion og krig.

Pharaos Klassikere: Herman Bang 4
I disse uger læser Karsten Pharao et udvalg af de søndagskronikker, som Herman Bang i årene fra 1879 til 1884 skrev til avisen Nationaltidende og som blev et højdepunkt i hans banebrydende journalistik. En af dem som han skrev under fællestitlen ’Vekslende Themaer’ er den der stod i avisen d. 23. maj 1880. Den handler om stormagasinet ”Magasin du Nord” og opridser forretningens historie, men giver også en reportage fra magasinet på Kongens Nytorv, som det så ud i 1880.

Klassisk på nettet. 1901
Klassisk på nettet er en times klassisk musik med et bestemt tema og det er i denne uge årstallet 1901.  Store komponister døde det år og andre blev født, musik blev påbegyndt, færdiggjort eller uropført.  Der er musik af Verdi, Rachmaninov, Carl Nielsen, Dvorak og Mahler blandt andre og dertil skønne sopraner som Anna Netrebko og Tina Kiberg og en fantastisk violonist som Jascha Heifetz.

Verden af i går 15
Stefan Zweig blev under nazismen først drevet fra sit hjemland Østrig og efter et længere ophold i England rejste han med sin kone via USA til Brasilien. Her begyndte han at skrive sit erindringsværk, der udkom posthumt, for i 1942 begik ægteparret selvmord under indtryk af nazismens fremmarch og sammenbruddet af alle den gamle civilisations værdier. I dette afsnit skildrer Zweig bl.a. sit ophold i Schweiz hen mod krigens slutning, hvor hans antikrigs-skuespil ”Jeremias” skal opføres i Zürich. I Schweiz møder han mange kunstnere i landflygtighed, bl.a. den store belgiske grafiker Frans Masereel og den irske forfatter James Joyce.

Kais historie 9
Det er 53 år siden at pornoen blev frigivet, og den2radio genudsender i disse uger en af de første serier på den2radio: ’Kais Historie’. Kai Bo Rasmussen – alias ’Røde Kai’ fortæller om sin omfattende kriminelle karriere med Vesterbro i København som centrum og også som prostitueret og med swinger klub på Roskildevej. Søren E.Jensen har skrevet en bog om den tidligere hashsmugler, og her i afsnit 9 er vi nået til 1975, og livet er ikke længere lyserødt - jorden brænder under Kai fra Vesterbro.

Ny dansk jazz med Felix Moseholm
Radio Jazz følger løbende bassisten Felix Moseholms karriere og musikalske udvikling. Han har studeret på Juilliard School i New York og har arbejdet sammen med mange New York baserede musikere.  Som barn begyndte han at spille cello men skiftede til bassen inspireret af sin grandonkel Erik Moseholm. I denne udsendelse spørger Claus Westh hvordan det er gået på Juilliard School of Music. Dette og meget andet kommer Felix Moseholm gerne ind på!

Foto: Dragør (Anne Eggen)