Den2Radio - Uge 37 - 2018

Udsendelse d.8.- 14.september. 2018

’Lov er ikke lov’ er overskrift på den2radio’s første program i denne uge, Georg Metz’s Intermetzo. Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth har udtalt sig om et nyt borgerinitiativ, der består i at samle penge til flygtningebørn for at de i overensstemmelse med ny dansk lov kan betale flybilletten for at få de forældre til Danmark, der har fået tilladelse til at komme. Det er han meget vred over, så han vil undersøge hvordan han kan lovgive sig ud af miseren, så det bliver forbudt at samle ind til flybilletter til forældrene.

Landbrugsmagasinet, Thise mejeri 30 år
den2radio’s Landbrugsmagasin har holdt sommerferie omkring Limfjorden. Det er blevet til en række indslag med udgangspunkt i egnens stofskifte med landbruget. I denne uge skal vi på besøg hos Thise Mejeri, der fejrer rund fødselsdag, og i næste uge er det digteren Knud Sørensen, der inviterer indenfor til en snak om landbrugskulturen. Alle kender Thise mejeri og endnu flere elsker det. Mejeriet har ligget der i mange mange år, men som økologisk mejeri fejrede det d. 7. september sin 30 års fødselsdag.

Håndværk, glarmesterfaget
Serien om håndværk handler denne gang om glarmesterfaget. Det specielle ord ”glar” kommer fra ”gler”, som betyder ”glas” på oldnordisk. Glarmesteren er håndværkeren, der har speciale i at tilskære og isætte glas, og faget er udviklet samtidigt med vinduer og spejle i Europa fra omkring  1500-tallet og frem. I dag arbejder glarmestrene ikke kun med vinduer, men med hele feltet af glasflader, der spænder fra udskiftning af gamle blyindfattede glasruder over autoglas og videre til moderne glas-kontorer og husfacader af glas med indbygget energistyring.   

Norden i Europa – Nordens fredslomme i Europa
Norden i Europa er den2radio’s nye serie og det andet program bliver kaldt: ’Åland: Nordens fredslomme i Europa’. Det omtaler bl.a. det lille øriges helt specielle status i forhold til EU. Ålandsøerne har ca 30.000 indbyggere og er et finsk selvstyreområde med svensk som officielt sprog. Ud over selvstyret bygger ørigets forfatning på demilitarisering og neutralitet. Selvstyre-regeringen i hovedbyen Mariehamn har en fast observatør i EU-systemet, som holder forbindelsen intakt mellem Bruxelles og ørigets imposante parlaments- og administrationsbygning.

Kort med godt
Kort og godt sender den2radio, når vi har noget kort men godt og det har vi i denne uge, hvor 5 tømrere fortæller hver sin historie. De er alle udlært i 1930èrne og fortæller med stolthed om deres arbejdsliv. Det er en rejse til fortidens arbejdsliv, hvor arbejde og sprog var noget andet.

De udødelige 10
den2radio’s lange serie fra 2012 om Aktiv aldring og solidaritet mellem generationerne ’De udødelige’ er stadig lige aktuel. Denne gang stiller vi spørgsmålet om det er en god ide at støtte sine voksne børn økonomisk og hvilke konsekvenser det har.  Vi spørger to unge kvinder, om de får økonomisk hjælp fra deres forældre og hvordan de forholder sig til det, og Tine Lope, chef for Samfundsansvar i Danske Bank fortæller om de undersøgelser som banken har foretaget om unge og økonomi.

Mark Twain som journalist på et landbrugsblad
Mark Twain var en stor forfatter, der også kendte journalistikkens verden, fif og muligheder. Han var en skarp iagttager og skildrer af miljø og mennesker.  Fortællingen ’Dengang jeg redigerede et landbrugsblad’ beskriver meget humoristisk engang han i en sommerferie, hvor de andre journalister var på ferie, blev bedt om at skrive en artikel om landbrug, og det anede han absolut intet om. Vi får hele historien læst op af Karsten Pharao.

Nostalgi er ikke hvad det har været
’Nostalgi er ikke hvad det har været’ - er titlen på septemberudgaven af gode musikminder, hvor den2radio’s Erik Kramshøj spiller musik og fortæller om 60’er musik bl.a. The Beatles. Undertitlen er ’associations-befængt musikindtryk gennem et par menneskealdre’.  

Foto: Anne Eggen