Den2Radio - Uge 38 - 2018
Udsendelse d.15.-21.september. 2018
den2radio er klar med podcasts til sensommerens vejr inde eller ude om især kultur og samfund – den2radio’s kerneområde. Vi har modtaget mange beløb fra glade lyttere og det er vi også glade for, mange tak for det. I har fundet både Mæcen knappen og ’Støt den2radio’ knappen på hjemmesiden, og der er de stadigvæk til fri afbenyttelse til glæde for den2radio’s udsendelser.
Intermetzo
DR går en problematisk tid i møde, det handler Intermetzo om i denne uge. Den store reduktionsproces som snart sættes i værk, og hvor prikkerunderne så småt begynder i de tomme megalomaniske lokaliteter på Amager, rykker ikke noget videre i den licensbetalende kundekreds. Frem for bekymring på DR’s vegne ytres forståelse i opinionsdannende lag for den reducerede licens. Kan hænde også tilfredshed med at DR omsider har fået hvad den internt så løn-generøse halvoffentlige virksomhed fortjener og som tak for genudsendelserne.
Håndværk: Bageren og brødet
I den2radio’s serie om håndværk er vi nået til bageren. Som mange andre håndværk, der havde en mesteruddannelse, blev faget organiseret i laug. Det Københavnske Bagerlaug kan spores tilbage til middelalderen i 1200 tallet. Her bestemte medlemmerne bl.a. hvem der kunne få et brød
udsalg og fastlagde regler for hvordan enker kunne overtage brødudsalget. I dagens podcast skruer vi tiden frem til 2018 og besøger svenden Lasse Nørup Bentsen i Skolegades Bageri i Herning. Og vi tager pulsen på faget hos det faglig fællesudvalg for bagere og konditorer.
Landbrugsmagasinet - Den lyriske landmåler, Knud Sørensen
Landbrugsmagasinet besøger Knud Sørensen på Mors. Den gamle digter har som landmåler i 1950erne, 60erne og 70erne levet et langt arbejdsliv med landbruget og bliver ofte omtalt som den kulturpersonlighed, der har skildret landbruget og landmændene med størst empati og indsigt. Indslaget forsøger at samtale sig ind til den røde tråd i landbrugskulturen fra dengang til nu, og undervejs hører vi eksempler på Sørensens poetiske billeder af udviklingen.
Norden i Europa 3:Samsø – et nordisk forgangsområde og udstillingsvindue for bæredygtighed og grøn omstilling.
Samsø vandt i 1997 konkurrencen over 22 andre lokalsamfund om at blive Danmarks vedvarende energi-ø og er i dag 100 % selvforsynende med sol, vind og biomasse.
Hør en samtale med Søren Hermansen, der er leder Samsø Energiakademi. Energiakademiet er en paraplyorganisation med 3 parter. Samsø Energi- og Miljøkontor står for Energitjenesten - en landsdækkende organisation, der skal arbejde for energibesparelser og lokale aktiviteter indenfor bæredygtig energi. Samsø Energy Agency arbejder med regionale EU projekter, og Samsø Energiakademi laver både danske og EU projekter og optræder som oplægsholder på mange vigtige konferencer i det meste af verden.
Kastesigten - september 2018
Den nye teatersæson er begyndt og vores anmelder dissekserer i denne uge to aktuelle danske forestillinger: Revolution på Teater Sort/Hvid og Hadets Sange i Den Frie Udstillingsbygning.
Klassisk på nettet
Klassisk på nettet er en times tid med den store musik baseret på et tema, og denne gang er det musikalske temaer fra de store forgængere. Komponister har altid ladet sig inspirere af deres tidligere kolleger, nogle går tilbage til renaissancen og andre går kun en generation tilbage. Der er musik af blandt andre Richard Strauss, Benjamin Britten, Maurice Ravel og Mozart.
De udødelige 11
Hvordan vil du bo, når du bliver gammel og hvor bor du nu? Det er over 4000 mennesker mellem 50-90 år, blevet spurgt om og det er der kommet ny viden ud af. Den lange serie De udødelige er produceret i 2012 men stadig meget aktuel. Skuespilleren Jytte Abildstrøm fortæller i denne udgave om sit særlige valg af bolig. Hun bor i et øko-bo Munksøgård ved Trekroner nær Roskilde. Det betyder tanker og handlinger, der tager hensyn til fællesskab og natur.
Billeder fra et liv 1
Billedkunstneren Pia Schutzmanns barndom har været særpræget med en psykisk syg mor, som i begyndelsen af anden verdenskrig forlod hendes jødiske far i Italien og rejste gennem Hitlers Tyskland tilbage til København med sit lille barn, ikke for at give det en nem opvækst. Til gengæld har modgangen givet hende en forbløffende iagttagelsesevne – både på ’papir’ og ’lærred’.
Pia Schutzmann er en af landets dygtigste og mest efterspurgte portrætmalere. Hun har skrevet nogle små selvbiografiske tekster ”Billeder fra et liv”. I denne og de kommende uger bringer den2radio et udvalg af teksterne i Pia Schutzmanns egen indlæsning.
J.P.Jacobsen og kunsten
Forfatteren I.P.Jacobsen bliver ofte fremstillet kategorisk som det moderne gennembrudsforfatter par excellence og billedliggjort som en svag, tuberkuloseramt kunstner. Fåborg Museum havde for et par år siden en sommerudstilling med titlen ’Der burde have været roser’, og den præsenterede et nyt perspektiv på personen Jacobsens og hans kunstneriske bestræbelse. den2radio var på udstillingen og vi genudsender udsendelsen om en af Danmarks helt store forfattere. Vi ser hvordan Jacobsen arbejdede i en spænding mellem det nye og det gamle, mellem det traditionelle og det progressive, og at Jacobsen havde en enestående forståelse for de menneskelige konsekvenser, som fulgte med opløsningen af ’den gamle verden’ i konfrontationen med de nye ideer, som florerede i tidens København.
Procol Harum 1
den2radio har produceret en serie programmer om den legendariske engelske rockgruppe Procol Harum, som nu i over 40 år har præget den del af rockmusikken, som foruden blue’sen også har rødder i den europæiske klassiske tradition. Erik Kramshøj har gravet på kryds og tværs i gruppens materiale, medlemmer og inspirationer, og det har resulteret i over 6 timer, som vi sender henover 5 uger.
Foto: Anne Eggen