Den2Radio - Uge 39 - 2021

Udsendelse d.25.september - 1. oktober. 2021

Intermetzo
I denne uge kort og kontant: 11 år er lang tid. Spørgsmålet er om DR ikke snart skal have en ny generaldirektør.

Landbrugsmagasinet: Stedseffekter af nye ejerformer i landbruget
Landbrugsmagasinet har læst en ny rapport om ejerskabet til jorden og hvordan dette påvirker de lokale vekselvirkninger, der er mellem landbrugsproduktion og lokalsamfund. Hvordan forholder det sig med naboskabet og i et større perspektiv lokalsamfundenes evne til at være attraktive bosætningssteder, når ejerne til jorden ikke længere bor på egnen, det er nogle af spørgsmålene som rapporten søger svar på.

Tage Baumann og den tyske efterkrigstidsschlager 1
Hvad er tyskerne og hvad er tyskernes folkesjæl? Det er spørgsmål man har beskæftiget sig med lige så længe der har været tyskere. Her på den2radio vil P1 Orienterings tidligere medarbejder Tage Baumann sammen med Søren E. Jensen forsøge at spore den tyske efterkrigstids mentalitet gennem schlageren.

Christianiastemmer 4
I år fylder Christiania 50 år. I den anledning vil den2radio give lytterne en mulighed for at høre nogle ankomsthistorier fra dem, der flyttede ud af Danmark og ind i ‘det sociale eksperiment’ som politikerne kaldte det dengang i 70erne og 80erne, hvor de begivenheder I kan høre om stammer. Christiania-stemmer er en podcast-serie i 4 dele og denne uge sender vi det fjerde og sidste afsnit, der har undertitlen: Et Frådende Hav.

En verden af bystater 2
”Som frøer omkring en dam.” Således beskrev den oldgræske filosof Platon placeringen af den antikke civilisation. I modsætning til i dag, hvor havet udgør en forhindring man skal finde en vej udenom, udgjorde havet oldtidens infrastruktur. Vandvejene havde en essentiel betydning for bystaternes handel, krigsførelse og pirateri. Det er professor i antikkens historie Vincent Gabrielsen, der fortæller.

Nordiske komponister 2. Edvard Grieg.
den2radio har tidligere besøgt 4 store nordiske komponisters hjem der nu er museer og de 4 er Ole Bull, Edvard Grieg og Harald Sæverud alle fra Bergen samt Jean Sibelius fra Helsinki. den2rado genudsender de 4 portrætter i disse uger og denne gang handler det om Edvard Grieg.

Kurt Gödels gudsbevis
Kurt Gödel, den højagtede matematiker og logiker fra Østrig, blev berømt for sine to Ufuldstændighedssætninger, men Gödels arbejde rækker ud over hans opdagelser indenfor matematiske systemers fuldstændighed. I dag skal vi besigtige Kurt Gödels formelle gudsbevis, trin for trin, for at se om det virker, og for at se om vi bliver klogere og mere kristne undervejs. Ivan Sæverud fortæller om Kurt Gödel.

Anslag - september 2021 - 4
Fortællingen om en nyudgivet korrespondance mellem to sanselige hedninge. Jacques Berg kan ikke se andet, end at der skal en ung, frisk fyr til at byde folk med så forældede tanker som de østrigske nynazister indenfor i den europæiske varme. Vi betaler dyrt, men faktisk er livets sande værdier pure gratis, konkluderer Jacques Berg i denne uge.

Pharaos Klassikere, Hr. Jesper
Pharaos Klassikere fortsætter Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier med Hr. Jesper.
Den stærke præst i Ulbjerg, Hr. Jesper, havde man fortalt om gennem generationer. Men hvordan han rystede sin kone ud af kirketårnet, og i særdeleshed hvorfor, det er en ny historie.

Det værste til sidst
’Det værste til sidst’ er noveller fra livets sidste fase. Umenneskelige fortællinger med menneskene i fokus. Anne Hjælmsø har skrevet novellerne som hun selv har læst op her på den2radio og i denne uge hedder novellen ’Nej’.

Foto: den2radio